Lagt på køl

En socialrealistisk tragikomedie om ensomme skæbner og stille eksistenser – men med langt mere bag.

ANMELDELSE: Helle er hjemmehjælper. Hele ugen cykler hun rundt i det indre København for at tage sig af de ældre, mens hun lytter til deres livshistorier, som hun efterhånden forvandler til dele af sin egen fiktive virkelighed. Ellers lever hun et ensomt og begivenhedsløst liv, hvis eneste afveksling består i de natlige og oftest uvelkomne besøg af den lille Anna Iben, som kryber ind gennem Helles vindue og lægger sig i sengen hos hende.

Højdepunkterne i Helles liv indtræffer, når hun af og til finder en død fugl, som hun emballerer i en af de altid medbragte fryseposer og lægger på køl ved siden af giflerne – indtil hun begraver den på Assistens Kirkegård i ly af skumringen. Men en dag bliver Helle sendt ud til en ny klient, og noget begynder at røre på sig i Helles indre fryseboks.

Socialrealisme – med symbolik
Indledningsvis får man det indtryk, at bogen er en nærmest socialrealistisk fortælling om ensomme skæbner og stille eksistenser i storbyen. Men efterhånden, som handlingen skrider frem, opdager man, at den socialrealistiske stil, heldigvis, er kraftigt krydret med et drys sort humor og garneret med en intens symbolik, som ingen socialrealistisk forfatter ville anvende.

De stilistiske og fortælletekniske virkemidler er brugt med omtanke. Replikkerne er levende og bidrager i væsentlig grad til personbeskrivelserne. De mange indskud af moderens kritisk kommenterende stemme i Helles tanker og de natlige scener med Anna Iben, der spøger som noget fremmed i udkanten af læserens bevidsthed, giver psykologisk dybde til denne spejling af den stille desperation i hverdagen.

Morsom og intelligent
Det er måske ikke en roman, der vil fæstne sig længe i ens hukommelse. Men interesserer man sig blot en smule for det, der foregår i og mellem mennesker, vil man finde den både morsom og intelligent.

Dorthe de Neergaard har sans for detaljen i sine personbeskrivelser, og hun er ikke bange for at udlevere sine hovedaktører. Hovedpersonen er et menneske, man bestemt ikke selv har lyst til at stifte bekendtskab med. Og alligevel kan man ikke undgå at blive berørt af portrættet af den grå Helle, som er mærket af et voldsomt omsorgssvigt i barndommen.

Jeg kunne godt forestille mig Eventuelle pårørende filmatiseret – fx af Lone Scherfig, som instruerede Italiensk for begyndere. Den har lidt af samme tragi-komiske stemning.