![]() |
Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem |
M A G A S I N F O R L I T T E R A T U R O G L E V E N D E B I L L E D E R w w w . s e n t u r a . d k |
Publiceret d. 29.9.2008 [Opdateret d. 29.9.2008]
ANMELDELSE
Af
* RELEVANTE LINKS:
|
Krigens ansigter Tango 4 formår at give et nuanceret blik på livet som udstationeret dansk soldat i Irak og Afghanistan uden at forfalde til billige effekter.ANMELDELSE: Det er ikke usædvanligt, at en journalist kaster sig over fiktionen, men det sker ofte med et stof, der er solidt forankret i virkeligheden. Mange forfattere arbejder som journalister, når de grundigt researcher deres stof, men en god forfatter er ikke nødvendigvis en god journalist, og en god journalist behøver ikke være en god forfatter. Journalisten Niels Ole Qvist satte sig for at skrive en roman, og han valgte det vanskeligste stof, man kan tænke sig: Krig. I Tango 4 skriver han om de danske soldaters udstationering i Irak og Afghanistan, og som læser oplever man livet som soldat, set gennem hovedpersonen Davids prisme. Nuanceret indblik Sammen med broderen Kim har David levet et liv, der har været præget af dødsangst efter at lillebroderen Thomas døde ved et uheld blot et halvt år gammel, men begge brødre kæmper også med minderne om en tyrannisk og manipulerende far, som David karakteriserer på følgende måde: "Det var ikke sønnernes sorg eller angst, der drev ham, men nydelsen ved selve processen. At slibe dem ned, centimeter for centimeter, var dét, der betog ham". Kaos og kedsomhed Det beskrives med stor præcision, hvordan udstationeringen som soldat kan danne en parallel struktur i forhold til samfundet. Her gælder bestemte koder: Man taler om biler, fodbold, sex og våben. Hver dag har sit formål: At drikke nok vand, så man holder sig i live og så ellers være parat til en eventuel konfrontation. Livet blandt soldaterne beskrives som præget af lige dele kaos og kedsomhed. Hverdage hvor der ingenting sker og på den anden side bevidstheden om, at man hver øjeblik kan dø. Det er dette paradoks Niels Ole Qvist fanger med skarphed. Soldaterne er ikke interesserede i flotte ord eller politiske floskler, men koncentrerer sig udelukkende om nuet. Det indre og ydre kaos For David og de andre soldater får krigen også omkostninger med sjælelige og fysiske ar, og Davids forhold til kæresten Anne-Sophie er konstant i fare. Udover at han risikerer at dø plages han også af jalousi. Ingen billige effekter Den største bedrift ved Tango 4 er netop, at den formår at give et mangesidigt blik på krigen uden at forfalde til billige effekter. I fiktionen viser Niels Ole Qvist os krigens ansigter, så de træder levende frem. |