Forfatter og læser må begge investere noget af sig selv i digtet, siger digteren Marius Nørup-Nielsen, som i sin aktuelle

Foto: Robin Skjoldborg Marius Nørup-Nielsen

digtsamling, Alle tiders barn, både kommer rundt om Stevns og det fremmedfjendske klima i dagens Danmark.

INTERVIEW: Sproget og virkeligheden bliver hæmnings- og samvittighedsløst vendt på hovedet i Marius Nørup-Nielsens anden digtsamling, Alle tiders barn. Forfatteren kaster sig selv og læseren hovedkulds ud i hver tekst – og tempoet er tit temmelig hæsblæsende i de snublende og veloplagte tekster. Tematisk er der, lige som i hans første digtsamling fra 2001, Karakteristikon, blevet plads til barndomserindringer og kærlighedsbekendelser, men i Alle tiders barn er der også taget en række politiske digte med.

Marius Nørup-Nielsen fortæller, hvorfor både det personlige og det politiske er så vigtigt i hans digte.

Hvordan har du det med det selvbiografiske
stof – hvad betyder det for dig?
– Det selvbiografiske er for mig en nødvendighed og en naturlighed. Det selvbiografiske, som jeg vil tillade mig at blende grundigt sammen med begreberne 'det personlige' og 'det private', er lige så meget et spørgsmål om greb og form, som om det indholdsmæssige: stof og temaer, kunne vi kalde det. Der kan være lige så meget levet liv i en tone eller et temperament – og ofte særligt dér, hvor disse kan skifte i klang og/eller tempo – som i et eksplicit gengivet udsagn eller en situation fra en digters barndom eller hverdag. Og man kan altid mærke det, når man læser, bilder jeg mig ind.

Investér din krop
Hvordan ønsker du dig, at man som læser forholder sig til det selvbiografiske i dine tekster?
– Som forfatter kræver man – eller man ønsker sig – af læseren, at vedkommende skal investere hele sin krop i læsningen. Jeg elsker blandingen af ordene 'krop' og 'investering! Det er den ideelle fuldendelse af værket, som jo ikke er færdigt – eller bare påbegyndt – før læseren har haft sit 'say'. Og det er formentlig ikke

»...hvordan søren skulle man ellers læse, hvis ikke med 'livet som indsats', hvis ikke med sig selv som offer, prøveklud...«

noget helt umuligt krav, for hvordan søren skulle man ellers læse, hvis ikke med 'livet som indsats', hvis ikke med sig selv som offer, prøveklud og medspillende modstander for værkets form og udsagn, hvis ikke med hele bagagen udpakket og lagt pænt tilrette eller smidt hulter til bulter nedover siderne og/eller mellem linierne?

– Under alle omstændigheder bør forfatteren kræve det samme af sig selv, og investere hele sig selv i hans eller hendes del af arbejdet. Cirka...

Det er jo alt sammen iscenesættelse
Kan man overhovedet stole på, at du har oplevet noget af det, du påstår i dine digte?
– Her skal det straks siges, at det selvbiografiske element i litteraturen – både for forfatteren og læseren, disse to af hinanden afhængige frit fantaserende og rollebyttende superhelte– og skurke – jo altid er et spørgsmål om mere eller mindre bevidst iscenesættelse. Det er nok i virkeligheden denne iscenesættende dobbelt-bevidsthed, der bedst repræsenterer føromtalte 'sig selv' hos forfatteren. Jeg kender i hvert fald ingen mennesker, som ikke forgrener sig gennem et langt rodnet, mere eller mindre løst fæstnet hist og pist, af ofte fuldstændig modstridende itale- og selviscenesættelser.

Så man kan altså IKKE stole på, at det er sandt hvad du skriver?
– Selv om grænsen mellem liv og værk fint kan – og bør! – udviskes i kunsten, skal man nok ikke knytte begreber som ærlighed eller sandhed dertil. Selvom man ellers traditionelt forbinder netop disse ting med det selvbiografiske. Det er en leg, man kan lege, eller et spil man kan spille, og man kan pirre både sig selv og læseren med denne overskridelse. Den er nemlig 'tæt på', altså genkendelig, virkelighedsnær og menneskelig.

– Der kan 'leves' i kunsten. Og måske er det derfor, at de mest gammeldaws kritikere indimellem, på den ene side, ikke synes at den er fin nok – den lugter af menneske – og på den anden side synes, den ikke er virkelig nok, fordi den ikke bare lukker sig afklarende om sig selv og slavisk fortæller sin 'virkelighedsinspirerede' historie uden dikkedarer... og derfor formentlig ganske løgnagtigt, og i hvert fald grundlæggende 'umenneskeligt'... Paradoksalt!

– Man kan også sige, at vores opfattelse af de førnævnte begreber ærlighed og sandhed i virkeligheden knytter sig mere til vores småborgerlige, tryghedssøgende og gudsliderlige håb til kunsten, som vi helst vil have, skal bruges til at skabe små lommer af troværdighed og fasthed, så vi kan holde livet og hinanden ud!

Den gode historie er løgnagtig
– Hvis man bruger sig selv, sin dynamiske menneskelighed, som både stof og greb i sine værker, tror jeg, man kommer 'livet' nærmere, end hvis man blot henter sine 'motiver' fra virkeligheden, for derefter at forsimple det hele så det passer til vores idé om 'den gode historie'. For mens det selvbiografiske eller personlige element som både greb og stof er naturligt upålideligt og ofte selvmodsigende, er 'den gode historie' nok lige så ofte decideret løgnagtig – sådan ser menneskelivet simpelthen ikke ud, og denne ophøjelse af 'kunstens klarsyn' er fandme forstillet, sgu.

Men som læser er det da svært at sætte sig ud over forestillingen om, at de her digte handler om Marius?
– Problemet i at bruge selvbiografiske elementer i digte er, at det jo faktisk forventes. På engelsk skelner man for eksempel mellem 'poetry' og 'fiction'. Og den danske litteraturkritik har haft det overordentligt svært med de sidste ti års 'rollespillende' og flerstemmige

»...man græmmer sig, når der bliver skældt ud over, at forfatteren er 'selvmodsigende'...«

digtsamlinger. Alt bliver tolket, som kom det fra én person, nemlig forfatteren.

– Det er antikveret og åndssvagt, og man græmmer sig, når der bliver skældt ud over, at forfatteren er 'selvmodsigende', fordi han eller hun har ladet to forskellige jeg'er give udtryk for noget forskelligt i samme digtsamling. Det faste, ja fastlåste, centrale jeg er for længst opgivet til fordel for et mere 'menneskeligt', levende, tvivlende, indimellem selvmodsigende et af slagsen – et mere virkeligt jeg, som altså slet ikke behøver at være to forskellige, som beskrevet ovenfor, men sagtens bare kan være splittet og bestemt på én og samme gang i samme linie, digt eller samling.

Det er levende
– At digte i dag ikke længere er entydige størrelser og skønhedsfascistiske og klarheds- og sus-og-klump-i-halsen skabende for læseren, betyder ikke, at Ragnarok er nær, og hvad konservative litterater ellers opmaler af skræmmebilleder om modernismens konsekvenser, eller postmodernismens – hvis man tror på en sådan – tilstedeværelse; men bare at digterne er blevet 'menneskelige' og lever og skriver i virkeligheden, så langt som muligt fra de fascistoide og romantiske idealer om 'det perfekte'.

– Og selv hos forfattere, som ikke leger eksplicit med det selvbiografiske, private eller personlige, og hvis temaer man sikkert ville læse som særdeles 'fiktive', og hvis historier, man ville kalde fantasifulde og måske endda virkelighedsfjerne eller lignende, kan tone og temperament jo være en kæmpemæssig selvbiografisk blottelse. I god litteratur er den selvbiografiske, personlige og private investering altid til stede. It's alive!

Klodset, grimt og uoverskueligt rodet
Hvad er der sket med din måde at skrive på fra din debut i 2001 med Karakteristiskon til nu? Er du optaget af de samme temaer?
– I den nye bog har jeg bredt mig lidt mere, tror jeg, og givet de enkelte ting mere plads. Skrevet dem mere ud, kunne man måske sige. Det er også en langt mere direkte tone tilstede, en 'tiltale' vel nærmest. Den er mere et eksperiment på udsagnenes præmisser end på det tonale: Der siges en masse 'noget' – stadig på mange forskellige måder – men med mere plads til at få det ordentligt sagt.

– I den nye digtsamling diskuterer teksterne også langt mere med den verden, de er en del af, mens den første havde vældig travlt med sig selv og mere indre anliggender. Måske er det det, der får de nye tekster til at føles mindre sprængte.

– Jeg synes dog, at begge bøger deler en grundlæggende, velgørende og måske endda øm tvivl, som bevirker en blottelse eller ligefrem udstilling af både mig selv og sproget. Det kan virke klodset, grimt og uoverskueligt rodet. Men at teksterne indbyrdes tør påtage sig forskellige positioner og diskutere med hinanden, er meget vigtigt for mig. Synsvinklerne eller 'besætningen' skal være stor, synes jeg.

De fremmedgjorte
Og så er der kommet politiske digte til – hvordan kan det nu være?
– Først og fremmest tror jeg, at vi – helt banalt – er ved at miste evnen til at sætte os i andres sted.

»Først og fremmest tror jeg, at vi – helt banalt – er ved at miste evnen til at sætte os i andres sted.«

Vi er tilsyneladende ude af stand til at forestille os, hvor svært det må være at flygte eller bare indvandre til en helt anden kultur. At skulle lære et fra vores eget totalt væsensforskelligt sprog eller starte forfra på tilværelsen på helt nye præmisser, med uoverskueligt mange ukendte faktorer osv. Vi kan åbenbart slet ikke forestille os, hvor ked af det, sur og vred man kan blive, når man gang på gang mødes af mistænksomme, ja, indimellem decideret angstfyldte blikke, uden i øvrigt at have 'gjort andet' end at 'være' .... tja, hvem...?!?

– Når medierne konstant minder én om, at man åbenbart 'kun' – 'udelukkende' er nok et bedre ord! – er en del af en gruppe, 'de fremmede', som generelt er defineret ved en høj kriminalitet, og en fundamentalistisk måde at tilbede Gud på.

Retten til at være individ
– Jeg tror faktisk, at det er dette udefrakommende, omvendte 'gruppepres', som er det værste. For tænk ikke at få lov til at være/blive et individ, en person. Hvordan kan man forvente, at 'en del af en gruppe' skal kunne udfolde sin frie vilje, tage ansvar for sit eget liv og fremtid? Når man af sine omgivelser knap får lov at være 'et menneske', så skal man formentlig være mere end almindelig stærk for at overbevise sig selv om, at det er man faktisk, og at man derfor har alle muligheder i livet.

– Jeg behøver næppe nævne alle de barrierer, 'de fremmedgjorte', som jeg vil kalde denne fantasiskabte gruppe – Danish Design! – fra nu af, møder i deres forsøg på at blive aktive borgere i Danmark. Men måske skulle man lige minde om, at de ikke selv er skyld i dem alle sammen. De kan faktisk ikke være skyld i noget som helst, det kan kun jeg, du, hende og ham. Nå, men så kan det vi, jeg indledte dette svar med at generalisere os 'gammeldanskere' som, vel heller ikke bære skylden? Er der en forskel på generaliseringer? Ja, der er offerets styrke til forskel. Vi er stærke, fordi vi er født og opvokset her, fordi vi har været med til at bestemme over udviklingen i samfundet, fordi vi føler os hjemme og berettiget til at 'udleve' os selv som individer her.

– Vi har slet ikke noget problem med at blive kaldt 'vi', for de fleste af os er, hver for sig, alt for dybt forankrede og rodfæstede i at være 'os selv' til at føle os ramt. Vi bliver set og hørt på, ikke som danskere, men som Marius og Pia og Søren og Erik. Som nævnt: At udleve os selv som individer er vores ret – og det er vores pligt. Det kan alle blive enige om. Men vi skal huske at udstrække retten til også at gælde alle de andre, som vi ønsker og kræver skal forpligte sig sammen med os.

– Det kræver kærlighed og forståelse, tagen og given. Og disse gaver kan man ikke udstrække til – og bruge som undskyldning for – privilegerede, fritænkende, selvstændige danske individer, som bruger deres kræfter på at ødelægge selve muligheden, for at andre har en chance for at blive lige med dem selv.

Der er jo forskel på folk
– Og det er nok netop dem, jeg har haft rigtig meget lyst til at skælde ud på i den nye bog, og man kan derfor godt indvende, at den 'åbenhed' jeg bryster mig af at repræsentere, så åbenbart alligevel lukker – 'lukkerne' eller 'strammerne' – ude. Det er nok, fordi jeg ikke helt kan slippe fordommen om, at de faktisk gør det, de gør, fuldt bevidst. At de har haft et valg, ja, mange valg og alle muligheder.

– Jeg tror ikke, det hjælper at give dem flere chancer. De er de stærke. Jeg vil hellere bruge mine kræfter på at beskytte deres syndebukke, og så håbe på at de får chancen for at vælge på de samme vilkår. Og det ikke sagt for at forklejne eller undervurdere det menneske, som har lidt den skæbne at måtte flygte eller ud- og indvandre, men det er da klart, at der i dén forstand er forskel på folk.