Det er altid en fryd at læse Nordbrandt.
Hans digte er ikke alene smukke - de er indlysende og frem for alt lette at gå til. Man har fornemmelsen af, at det er digte, der altid har været, fordi de er så altomfattende. Og alligevel formår Henrik Nordbrandt på næsten overnaturlig vis at holde lyrikken tæt ved mennesket; fra første læsning er man tryllebundet af den umiddelbare skønhed - og for hver ny gennemlæsning tilføjes digtet nye lag. I det uendelige, forekommer det.
Det er stor og klassisk litteratur.
Netop den kendsgerning, at Nordbrandts lyrik vokser for hver gang, man læser den, kunne være et argument for at udgive "Egne digte". Som titlen antyder, er digtene udvalgt af forfatteren selv, og det gør jo også bogen lidt mere interessant end så mange andre digtudvalg. Men jeg savner et forord af Nordbrandt, der forklarer, hvorfor han har valgt netop disse knap 300 digte frem for alle mulige andre.
Ikke fordi der er noget at indvende mod valget. De fleste af favoritterne er med, og udvalget afspejler faktisk alle facetterne af Nordbrandts rige forfatterskab. Den tungsindige, den humoristiske, den selvironiske, den neddæmpede, den sørgende - alle Nordbrandt'erne er med.
Alligevel har jeg en lidt tom fornemmelse i maven, når jeg står med "Egne digte" i hånden. Hvad skal vi med denne bog? Den henvender sig vel primært til nye Nordbrandt-læsere, og den fungerer også fint som en introduktion til forfatterskabet, fordi den har så mange aspekter med. Omvendt er det faktisk meget let at få fat i et stort flertal af Nordbrandts samlinger. Mange er udkommet i flere oplag, og kun de færreste er udsolgt fra forlagene.
Der er virkelig grund til at ærgre sig over, at Henrik Nordbrandt har valgt ikke at kommentere sit valg af tekster til "Egne digte". Det kunne have løftet bogen og gjort den interessant også for "gamle" læsere. Der er muligvis tale om et (sympatisk) forsøg på at objektivere sine digte fra forfatterens side; at gemme personligheden bag teksten - men forord eller ej, så er forfatterens eget udvalg af digte en slags gøren status over sig selv og sin produktion. Renset for kommentarer virker det desværre mere mest af alt som et status quo. En bog der - trods fremragende digte - ikke flytter noget som helst.
Sprog:
Underholdning:
Potentiale:
Nødvendighed:
|
* * * * * *
* * * * *
* * * * * *
* *
|
[Der gives mellem en og seks stjerner]
Tre teksteksempler:
Alf og damerne
"Alf og damerne" troede jeg det hed
det blad, min moder købte hver uge.
Der var altid en dame på forsiden
og enkelte herrer indeni.
Men når jeg bladede det igennem
fandt jeg aldrig et billede af en
der helt svarede til min forestilling om Alf.
Det var så meget mere forvirrende
som det i sig selv var utroligt
at de hver eneste uge
kunne skrive så meget nyt
om Alf og damerne!
Mærkelig mand, den Alf!
tænkte jeg beundrende
- og så alle de damer
dem på gaden
dem i tog og sporvogne
og sikkert også alle de andre!
Hvor stor var ikke min skuffelse
da jeg lærte at læse
O, damer! Og I, småpiger
som lærdom endnu ikke har ødelagt.
Tænk en gang imellem
på stakkels, gamle Alf.
Tag ham med i jeres aftenbøn.
Lad ham nu og da få
en beskeden plads mellem jeres prinser
eller popstjerner, hvem I nu drømmer om
så han ikke altid skal gå hjem alene.
Aphrodisias
Jeg ved ikke, hvad jeg tror mest på:
Tilfældigheden i disse penselstrøg
eller øjeblikket, hvor en fejltagelse
synes at forbinde alle linierne
i et punkt uden for det overskuelige
kærligheden, som giver melankolien en grund
eller blikkene, der hastigt mødes
og glider videre hen over den død
vi kalder for aften, når tingene skinner rigest
men morgen, når kærligheden er forbi.
Katamaranen
Du pegede på noget, der lå ude på vandet
temmelig langt ude, ud for landtangen
ved lufthavnen. En katamaran
sagde du, men jeg bemærkede
at den på grund af afstanden ville vise sig
at være alt for stor til at kunne være det.
Hver gang vi standsede for rødt lys
gav vi os til at betragte fænomenet.
Og senere, i tusmørket, inde i byen
hvorfra det ikke kunne ses
fortsatte vi med at diskutere det:
Du holdt stædigt på din katamaran.
Sådan var vores diskussioner, ligegyldige
som de flestes. Ikke desto mindre:
Da jeg oppe fra flyet helt tydeligt så
at det ikke var det, du havde påstået
følte jeg midt i afskedssmerten
en slags triumf: Du med din katamaran!
Jeg ringede til dig så hurtigt som muligt
og glemte at fortælle dig,
om det der bestemt ikke var en katamaran.
"Det er jo ikke så vigtigt"
sagde jeg bagefter til mig selv.
"Det kan jeg altid fortælle."
Næste gang havde jeg en huskeseddel parat:
Katamaranen stod øverst.
Du tog ikke telefonen, erfarede jeg senere
fordi du var død nogle timer før.
I går fløj jeg igen over den sorte ting på vandet.
Jeg ønskede at falde, men flyet ville ikke.
Du med din katamaran!
