| Novellen er bragt med tilladelse fra forfatteren. Novellesamlingen er anmeldt
i Sentura #10. |
Helle Helle:
Sit eget system
Fra:"Biler og Dyr"
Jeg havde ikke gjort andet end at bestille en mand til at komme og beskære æbletræet. Det er over halvtreds år gammelt og vokser i alle retninger. De mindste grene er grønne af alger og helt forkrøblede. Træet bærer masser af frugt, men æblerne er små og syrlige, og der er for mange af dem.
Det er et stort arbejde at samle nedfaldsæblerne op fra græsplænen. Hver morgen i august ligger der hundrede nye. Æblerne falder også på fortovet og i naboens indkørsel. Jeg render rundt med en spand og fylder den flere gange dagligt og smider indholdet på komposten, men det er vist heller ikke godt; det kan tiltrække rotter.
Aftalen var, at han skulle komme klokken elleve.
Klokken halvelleve ser jeg så en mand sidde med ryggen til ude på græsplænen foran træet. Hans skuldre ryster, som om han græder. Jeg står inde i stuen og kan ikke få øjnene fra ham. Jeg spekulerer på, om det er ham, jeg har bestilt, eller en anden. Det ser virkelig ud, som om han græder.
Hans jakke ligger smidt i græsset. Han rækker ud efter den. Jeg ser nu, at der ligger en sav ved siden af jakken, ergo er det dén mand. Savklingen reflekterer sollyset.
I jakkelommen har han et lommetørklæde. Han pudser næse og virrer med hovedet. Han græd altså virkelig, og man kan spørge sig selv, hvorfor han sidder og græder her i min have, før tid og uden at have præsenteret sig.
Jeg har ikke fået skiftet tøj, og som jeg ser ud nu, kan jeg umuligt vise mig for ham. Mine bukser kan ikke lukkes, de er åbentstående i taljen, og jeg har ingen bh på. Jeg står foran vinduet og ser ud på ham, håret er lyst og kort, han spytter i græsset, nu begynder han at klæde sig af.
Han trækker T-shirten over hovedet og tørrer sit ansigt i den. Så smider han den fra sig. Den lander oven på savklingen, og så sparker han sportsskoene af, de er brune og sorte og temmelig udtrådte. Det lykkes ham at krænge sine shorts ned over benene uden at rejse sig. Selvom vi er midt i oktober, nærmer temperaturen sig tyve grader, himlen er blå, og han har altså shorts på, eller havde, nu har han ingenting på, heller ikke underbukser. Heldigvis er han holdt op med at græde, det ville næsten ikke have været til at bære.
Han rækker ud efter saven i græsset. Han sidder lidt med saven i hånden og kigger op. Så rejser han sig og begynder at beskære træet.
Han bruger ikke nogen stige. Han klatrer overskrævs, imens han saver. Store grenstykker, hule og rådne, falder ned på græsset og fortovet og i naboens indkørsel. Han saver med en ihærdighed uden lige. Det er meget imponerende.
Alligevel må jeg sige, at jeg er en smule stødt over hans egenrådighed. Det er trods alt min have og mit æbletræ. Rent faktisk kan han ikke vide, hvordan jeg ønsker træet beskåret. Muligvis ønsker jeg noget andet end det system, han benytter sig af. Et system har han helt givet. Han tynder ud i grenene efter en symmetri, jeg ikke kan gennemskue. Og det går virkelig hurtigt. Træet antager en ny form, nærmest kuppelagtigt bliver det. Og her står jeg i vinduet med opknappede bukser og uden bh, nydeligt er det; jeg kan ikke engang gå ud og spørge, hvor han har lært sin teknik.
Det hører ingen steder hjemme. Dér sidder han i træet med sin næsten usynlige klinge, så hurtigt saver han. Og så er han oven i købet afklædt, og han har grædt. Vi kunne ikke være mere ulig hinanden. Han saver og saver.
[ t o p ]
[ h j e m ]
|
