|
|
Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem |
|
M A G A S I N F O R F I L M - L I T T E R A T U R - T V w w w . s e n t u r a . d k |
|
Dias – tekster 53 sider |
|
| Teksterne er bragt med tilladelse fra forfatteren. "Dias" er anmeldt i Sentura #10. |
Sulaima Hind:
Leg
Hun lå under dynen på sit værelse og kunne høre forældrenes fortrolige stemmer fra køkkenet nedenunder. Men det var noget andet hun lyttede efter, hun lå parat med tøjet på og holdt øje med vinduet. Så var den der, lyden af små sten mod glas, forsigtigt åbnede hun og kunne lige skimte de to blege ansigter i mørket under sig. Begge drengene vinkede, og hun mavede sig hen til plankeværket og ned. Så løb de alle tre foroverbøjede og spruttende af indestængt latter op mod skoven. Forpustede slog de sig ned på den store sten og begyndte uden ord ritualet. Den ene dreng fremdrog en lighter, den anden en cigaret og hun den dyrebare klump. Gasflammen hvæsede og flakkede i takt med de svajende, natsorte trækroner, og snart var den lavet. Det var hendes tur til at tænde, de andre gav hende ild og lavede læ med deres jakker. Papiret knitrede idet hun inhalerede, og det klikkede i halsen da den fede røg passerede struben. Hun pustede ud med et anerkendende nik og rakte den videre mens et meterbredt smil voksede frem på hendes ansigt. Først da den var røget og slukket og det lille elfenbensrør renset, begyndte de første gnæggende fnis. Den spruttende gnæggen smittede, blev til klukken, og så til latterkramper. Et par forskræmte fugle lettede og foranledigede endnu et grineflip. Hivende efter vejret kom de til sidst op at sidde på stenen igen, hvor de med fnisende alvor hev deres imaginære instrumenter frem. Hun havde sit trommesæt foran sig og tæskede løs på bækkenet mens den ene dreng vred sig med sin saxofon og den anden flåede i guitarstrengene. Alle tre bevægede sig sitrende omhyggeligt og helt lydlyst. Koncerten var i gang, og der blev med ét så stille i skoven at fuglene efterhånden kom tilbage. Tvivl Da hun trådte ind i klassen efter det store frikvarter, fik hun øje på dét. Oven på bunken med hendes slidte bøger og kladdehæfter lå et hvidt papir foldet sammen til en lille, buttet firkant. Langsomt nærmede hun sig bordet med strakt hals og forsøgte på afstand at se om der stod noget udenpå. Det gjorde der ikke, men inde i ombukket var tegnet et forkrøblet hjerte i rød og guld. Hun så sig omkring, men de fleste sad allerede på deres pladser, og ingen så ud til at have bemærket noget. Alligevel tøjlede hun sin nysgerrighed og stak firkanten i bukselommen. Da hun langt om længe cyklede hjemad, tillod hun ikke sig selv at tænke tanken om alt det for pigede hjerte til ende. I stedet vovede hun at prøve hvordan det føltes. En summende varme bredte sig ud i brystet, og munden blev helt af sig selv lang og fnisende. Skift Faderen bar hendes rygsæk op til hytten mens han i et meget højt tempo fablede løs om alt det de kunne foretage sig der. De kunne spille badminton på plænen, som hun mente skrånede for meget, eller bruge havegrillen til at stege de fisk som han trods hendes skepsis var sikker på at de ville fange. Selv om solen var brudt igennem mens de kørte derop, var der stadig klamt og lugtede hengemt indenfor. Hun svedte og prøvede at ignorere de duvende spindelvæv i loftet. Tusmørket tog så småt til, så faderen tændte de små stearinlys og lå længe på knæ ved ildstedet og pustede. En god ild skulle nok få bugt med den fugt hun klagede over, sagde han og fik hende i gang med at varme gullaschen. Hun var bange for den hvæsende primus og blev tung i hele kroppen ved tanken om den klassefest hun gik glip af. Men da faderen kom ud i køkkenet og hældte kogende vand på kartoffelmospulveret, mindede duften hende om en kanotur de havde været på. Dengang måtte hun lægge hovedet helt tilbage for at betragte hans ansigt mens han forklarede hende hvordan jorden i virkeligheden drejede rundt om solen. Nu stod hun pludselig her og fik næsten lyst til at lægge en arm om hans ryg, der så ud til at være blevet smallere og lidt krum. |