| Novellen er bragt med tilladelse fra forfatteren. Novellesamlingen er anmeldt
i Sentura #10. |
Hans Otto Jørgensen:
Mænd
Fra:"Mænd – Noveller og skitser"
Solen står smeltende og varm som udhamret messing. Militærbusserne holder på række, upåagtede, havnen ligger øde, og en pakke amerikanske cigaretter skifter ejermand. Diskret. For alt hvad krigen rører ved foregår diskret. Under hånden. Med sleskhed og fortrydelse.
Takis står ved indsejlingen. Han står yderst ude på molen. Tavs og med de sammenknebne øjne vendt mod stadig det samme punkt i horisonten. Jeg kender ham.
Jeg kender byen, og jeg kender Takis. Jeg ved alt om krigen. Landgangen. Et kluntet forsøg på forsvar. Adskillige sårede, men ingen dødeligt. Ingen faldne. Sådan siger statistikken. De officielle oplysninger.
Måske mangler en og anden, det skaber forundring, men ingen vover at stille spørgsmålet direkte. Dertil er byen ganske enkelt for benovet. Dertil var operationen ganske enkelt for effektiv. Først den hurtige arrestation. To dage i forhør. Og så banketten.
Takis drikker sin ouzo. Han bevæger sig hurtigt rundt i byen. Søvngængeragtigt og sikker. Byen er for ham som for vi andre et ordløst felt, et skyggelandskab, bebygget med høje mure. Den ene bag den anden. Som en labyrint. Dens forbandelse forbliver skjult. Det generer os ikke, vi har selv del i denne forbandelse.
Takis entrer barbersalonen og sætter sig til rette i stolen. Skummet breder sig over hagen, og den lange ragekniv tager et første strøg.
Tømreren står udenfor. Nedenfor på gaden. Han kigger ind i salonen. Barberen synker i knæene, svajer for at vurdere sit værk. Han udfører sit arbejde med en elegance som nok er påtaget, på én gang dilettantisk og forfinet, med lille-fingerneglen dekadent lang, men det gør sig i forhold til kunden.
Der er en indbyrdes forståelse imellem dem. Som i et teater. En illusion. Mens verden og virkeligheden uden for denne intimitet af næsehår og dybe pores pleje fortsætter lige ond. Og Takis nyder forestillingen.
Han nyder duftene. De kendte roller. Nyder dette spil af sjofelhed og indiskretion, mens øjenbrynene bliver studset, næsehårene klippet og bakkenbarterne rettet til.
En finger går til kanten af overskægget og mundvigenes elastik afprøves. Ansigtets folder skifter mellem hån og arrogance. Det er som hans hele identitet spilles igennem i forhold til den lille moustache. Øjnene i spejlet udtrykker skepsis. Modigt og professionelt. Han kræver det umulige.
Han er treoghalvtreds år. Hans omgang med mænd er direkte, hans sans for kvinder udviklet til det sublime. Kombinationen af spejlet og barberens omsorg og udelte opmærksomhed er ham tydeligvis ikke nogen dårlig sparringspartner.
Tømreren står fremdeles urørlig på samme plet. Udenfor. Nedenfor. Under den flossede markise. Han ryger nervøst en cigaret, følger uinteresseret drengenes leg, men pigerne på den anden side af gaden gør ham forlegen.
Han kigger ind i salonen. Takis slår ud med hånden. På én gang nedladende og jovial, mens barberen holder spejlet op. Fra den ene side og fra den anden. Med blåøjet uskyldighed, slesk og ond. Han børster af, bruger kosten i nakken, om skuldrene. Han spritter håret ind, og med en gestus som toreadorens i manegen, når han modtager sit publikums applaus, trækker han frisørslaget væk. Værket er fuldført.
Takis er en lille mand, tæt og hurtig. Overskægget er tyndt, issen skaldet. Han er forekommende, uden smålighed og accepterer ingen andre regler for optræden end dem som øjeblikkets anstændighed fordrer.
Han dupper sig over panden med sit lommetørklæde. Han tørrer sig i mundvigene med sin serviet. Som indledning til vores samtale på hotellet i ugerne forinden næsten beklager han sin interesse for historien. Han er royalist, men begejstres af republikkens fortræffelighed.
Det er hans synspunkt, at skønheden i sig selv aldrig kan rumme synden.
Bakken med kopper og glas fra den foregående aftens sidste servering er endnu ikke tømt, svaberen fra morgenrengøringen står op ad bordet midt i lokalet. Gennem den åbne dør bagerst ses dugene på tørresnoren i den lille overfyldte gård.
Der er måske fire meter til loftet. En enlig uafskærmet pære hænger ned i sin ledning deroppefra. Vægge og spejle og alt inventar i øvrigt er skrammet. Malingen skaller.
De følges, Takis og tømreren. Så forskellige de er. Ingen kan være i tvivl. De føler en så inderlig afsky for hinanden, mistro etc. og udgør derfor det perfekte par.
De har taget plads umiddelbart inden for døren. Tømreren ruller en cigaret. Han flytter på sit glas, askebægeret, glasset igen. Ser ikke op. Og Takis smiler.
Bakken tømmes og flere mænd kommer til. De kender hin-anden, drikker deres ouzoer, sidder som luvslidte væsner over det samme glas hele formiddagen. Som møl i et klædeskab med hengemt tøj. Dvaske. Dovne. Gummetyggende. Med en næsten apatisk ligegyldighed over sig, hovederne fulde af anger, syndige billeder og forfejlede ambitioner. De lurer på hinanden. Helt ind til sjælen mistænksomme. Som hunden der slikker sit sår.
De er ramt af forbandelsen, sidder lammede af efterdønningerne af de foregående dages og års mangel på beslutsomhed. De skubber ærmerne op om albuerne og masserer de magre arme. Klør sig i armhulerne. I skridtet. Røven. Mens Takis vender en mønt i hånden, og tømreren skubber rundt med de store fødder under bordet.
Takis er urørlig. Med denne særlig medfødte arrogance som hverken skyldes intelligens eller ufølsomhed. Tømreren derimod drikker. Han sidder med våde øjne, dårlige tænder og længes tilbage til værkstedet. Duften af høvlspåner der spinder sig ud af træet under hans arm og hober sig op under bænken. Gyldne. Duftende. I lyset gennem den åbenstående dør til gaden.
Takis ser op. Jeg gør tegn mod bilen, og han rejser sig. Stikker mønten i lommen. På én gang vågen, med alle sanser åbne. Og så alligevel er hans stemme lige træt, da han svarer.
*
Natekspressen dundrer forbi. Mørk og mægtig. Den kommer frem fra den anden side af kløften. Modsat. Langs havet. Fortsætter. Men lydene pakkes og når ikke herfra.
Fugten driver. Feberen tager os alle. Sengene står tomme. Side om side. Med bare den rå madras og et lagen rullet sammen om hovedpuden for enden. Der er kun lugtene tilbage. Af kamfer og gaze og vagt midt igennem den søde kvalmhed fra sårene.
Takis taler i vildelse. Det har stået på et døgn snart. Han er kun en skygge og kommer ikke mere op. Hans lunger er som en si, vinden går lige igennem. Han længes.
Han taler om lyset. Om farvernes tempera og huset Haroula. Han taler om frugtskålene på bordet. Den aftensene brise og luftningen dér på balkonen. Han taler om moren. En mindre søster. Færdslen på gaden under. Den støjende leg. Tøndebånd. Og en bil i snor. Hjulet der mangler. Og farens latter.
Han ligger under sit tæppe. Ophovnet i ansigtet. Med ujævne plamager ned over kinderne. Halsen. Og videre ned over brystet. Han taber neglene. Han kratter i huden, kratter sårene op, og fingrenes gule negle glider af.
Han kratter med stumpen. Kød mod kød. Lukker øjnene. Han længes. Fryser. Har allerede for længst nået punktet, hvorfra enhver bevægelse er umulig.
Tømreren mader ham med ske. Han ved ikke, hvad han vil ham. Men han holder liv i ham. Det er det, han vil. Det er det, de har fælles. Det eneste. Udover deres alder. Udover deres køn.
Takis er tyrannen. Det er ham der afgør om noget skal begynde. Det er hans beslutning hvordan enden skal blive.
Han har sit ego. Hans mål er fuldstændiggørelsen af dette ego. Det er en detalje. Men tømreren kan kun standse det ved at standse ham.
Jeg forsøger at skabe orden.
Vi har fået plads i den sidste barak. Efter de sidste transporter. Som søn af huset Horoula er Takis fin. En fornem. Med dannelse og manerer. Og har derfor trods alt så meget desto mere at tage vare på. Han ved, at når krigen er glemt, er kun fornuften tilbage. Han ved, han behøver den. Så lille og smal den er. Men han har aldrig kendt den.
Jeg hører ham. Jeg lytter til hans løgne. Det regner. Det er det, han fortæller. Det fylder ham. Det er det, der er så vigtigt for ham. At udsætte og være i udsættelsen. Det er den forventning, han har. Det er det løfte, han søger.
Tømrerens ansigt er lukket. Han sveder. Det har længe set ud som om, han fandt sig i sin skæbne. Fandt sig i tævene. Han har gjort sig tilværelsen behagelig. Men det som nu sker er langt frygteligere.
Han går i opløsning. Kuer sin ret til livet. Af angst for at den døende skal dø.
Han har forstået at indynde sig. Han har troet fuldt og fast på sin chance i tilværelsen. Om han bare slikkede den rette i røven. Ikke desto har han i sin egen indbildning troet at have værdigheden i behold.
Takis er trængt ind i ham bagfra. Men også det har han tålt. Takis har pulet ham røven fuld. Og han har tålt det. Men med Takis døende begynder løgnen. Med tavsheden er der ingen historie tilbage at fortælle. Ingen sprækker til betydning.
Takis har feber. Der er koldbrand i såret. Hans ansigt er mumieagtigt. Huløjet. Gult. Med sprukne læber og brunt tørret blod i sprækkerne. Han hiver efter vejret.
Tømreren kommer ind. Lang og svimmel. Han sætter spanden med de skrællede roer fra sig og trækker en stol hen og sætter sig ved sengen.
Han ser ned på Takis og lader ham drikke. Han byder ham et sug af sin cigaret. Han hjælper ham at holde hovedet. Hører lungerne fyldes og bliver i lyden af luft der siver.
Han læner sig frem, holder skærmende hånden for lampen for at se. Han lytter, Takis taler, men er ikke mere i stand til at holde tanken på plads. Det er den ene begyndelse efter den anden. Historier uden ende. Handlinger tilsyneladende uden konsekvens. Og Tømrerens egen bondske dialekt går i opløsning. Han kan ikke tale rent.
Han lægger Takis en ny forbinding. Armen er blottet til benet. Og tømreren græder.
Han finder hans puls med en finger på halsen, mærker sig de hævede kirtler under armhulerne. Han prøver at drikke sig fra det. Lytter. Sidder i skumringen og triller kugler af hans lort.
Selv hans lort bliver ham vidunderlig.
Han tømmer spanden med roer og henter mere vand. Kommer ind og sætter sig og stirrer vildt ned i spanden. Tænderne klaprer ham i munden. Han dukker hovedet ned i spanden, pruster og dykker igen. Han fylder øsen, men øsen hopper ham ovenud af hænderne, da han vil drikke.
Han prøver ikke mere at forstå. At skille årsag fra virkning. Det eneste virkelig opløftende er, at jeg så i det mindste bliver fri for at tage livet af ham.
[ t o p ]
[ h j e m ]
|
