Jeg har selv tænkt det samme. Hvis det skal være min hund, skal navnet også være mit. En omdåb bliver nødvendig. Gad vide om der findes præster her i landet, der tager sig af dyredåb. Alle de her fanatiske hundeejere, de kender jo ikke forskel på en hund og et menneske, for dem kan det være ?t fedt, og mon ikke der skulle være en præst imellem dem.
    Først hører vi Nikkis prusten, så ser vi en grå uformelig masse, som – ja, jeg tænker: lerklump i disen, og til sidst dyret selv, da det springer frem af den tykke tåge. Jeg begynder for hundredeogtyvende gang at overveje, hvorfor jeg vil have det imbecile dyr, og oven i købet betale for det, men jeg orker ikke at overveje færdig. Istedet beslutter jeg øjeblikkelig at købe hunden. Uden argumenter, uden noget.
    Lisbeth er ivrig efter at vise mig flere hundekunster, hun har stolte trækninger om munden, hun vil imponere. Men nu hvor jeg har taget min beslutning, tænker jeg kun på at komme hjem.
    Drømmen om at få min egen hund har været stærk de seneste måneder. Tænk, en hundehader som mig. Jeg har set dybt i hundeøjne alle steder og betragtet dem på prøvende måder. Nu bliver Nikki min, og nu, i dette sekund, falder det mig ind, hun skal hedde Maxine. Det vil jeg fortælle Lisbeth i bilen på vej hjem.

Maxine ligger i kurven og ser på mig. Det er to dage siden hun flyttede ind. Vi har gået og set hinanden lidt an. Jeg terper pensum med hendes kæmpestore undersøgende øjenkugler i nakken. Hver gang jeg vender en side i lærebogen, eller bukker mig for at samle leksikonnet op fra gulvet, synes jeg, jeg kan høre hende spjætte en lille smule. Hun er hele tiden på vagt. Engang imellem kan jeg sent om eftermiddagen, lige inden jeg giver mig selv fri, se hendes skygge glide kælent op og ned ad mine bare ben under kontorstolen. Det er kun en skygge, og jeg som ikke anede at skygger kildrer.
    Når telefonen ringer, løfter Maxine hundeørene og følger mine skridt hen over gulvet med hovedet drejende som et stativ på sin ubevægelige behårede krop. Når jeg taler – især når jeg taler med mor – kigger vi hinanden i øjnene. Det er en god måde at lære hinanden at kende på. Man snakker med nogen, om noget, og ser på en helt anden. Som at være tre steder på én gang.
    Maxine spiser hundefoder og mine levninger. Lisbeth har instrueret mig i alle hundeplejens grundregler, og jeg har investeret i en bog om det samme. Jeg har klaret det godt indtil videre.

Det ringer på døren. Det er min gamle kæreste, hans jakke hænger skævt og er halvåben, han vil fortælle mig, at han lige har bestået sin sidste eksamen, og nu er det altså en realitet: han er læge. Niels og jeg var sammen i næsten et år, og han anede ikke, jeg havde tænkt på at holde hund. Jeg tror aldrig vi snakkede om dyr, selvom Niels må have vidst en del om dem. Vi snakkede mest om fysiologi og besynderlige sygdomme. Engang mens vi endnu var forelskede, den medicinstuderende og hans lille sygeplejestudine, legede vi "patologisk tilstand" . Det er en avanceret leg jeg opfandt, som ikke lader sig forklare.
    Maxine er kommet op at stå, og Niels klør den i nakkens knold. Når Niels' fingre bevæger sig, husker jeg, hvordan de måneder tilbage gled som professionelle eksaminatorer op og ned af mig. Roligt hen over mig, mens han pustede steril ånde på mine fine kropshår, derpå ind i mig. Min læge, min gynækolog. Vi havde det godt, men jeg holdt ikke af ham. Ikke nok. Det gik op for mig en dag, han havde ligget grædende på sengen en hel morgen, og jeg intet følte ved synet. Så gik vi hver til sit.
    Niels siger, han ikke fatter, hvorfor jeg vil holde hund. Hunde er for ensomme, eller socialt uintelligente, og hvad vil jeg dog med den. Jeg har vel heller ikke tid, og hvad nu hvis jeg skal ud at rejse eller bare væk en weekend. Jeg siger at Maxine kan klare sig uden selskab en hel dag ad gangen. Det passer ikke, men Niels godtager min forklaring og ser halvt uforstående halvt beundrende på mig. Jeg kan se, han holder af mig, selvom vi aldrig har elsket hinanden rigtigt.

Niels går. Et kys på kinden, vi ses snart, så er han ude. Bag mig hører jeg Maxine piske med halen. Den elastiske hale under flosserne af hundehår. Jeg sætter mig foran hunden. Jeg graver ind i halehårene og ser, at huden længst inde er ru og grålig. I en krukke på skrivebordet tager jeg en saks og begynder at klippe hårtotter af halen, hun er svær at holde fast. Jeg må tale beroligende til hende, mens totterne drysser hen over gulvet i krydsmønstre eller isolerede klumper af hår. Jeg må kravle efter hende, når hun flytter sig rundt i stuen. Jeg sveder.
    Så mærker jeg hundehuden på den bare haleplet. Ulækker og ubestemmelig som jeg tænkte.
    Stakkes Maxine, siger jeg højt, fordi jeg synes jeg skylder den det. Jeg trækker den opmuntrende i det ene øre og smiler til den. Så samler jeg hårduskene op og kaster dem hurtigt ud ad vinduet, som jeg lukker med det samme. Inde bag glasset betragter jeg Maxines hår sprede sig i formiddagsvinden.
    Mens jeg sætter mig til at læse, bliver mit hovede tungt af ubehagelige tanker. Jeg kan ikke få klare billeder på dem, og jeg har heller ikke lyst. For at slippe dem ringer jeg til mor. Fortæller at det skrider fremad med læsningen. At det som sædvanligt er hamrende godt vejr, når man læser til eksamen, men at det nu heldigvis er til at se en ende på, og Niels er i øvrigt også blevet færdig. At jeg glæder mig til at møde familien i sommerhuset. Ikke at jeg har fået hund.

Jeg møder Klara i Fakta, hun sidder to opgange fra mig og læser. Hun spørger om vi ikke skal holde dagen fri, tage til stranden. Vi trænger til det, og det er også for varmt at sidde inde og læse. Hun behøver ikke at overtale mig, jeg bliver glad og føler ingen dårlig samvittighed.

Vi mødes ved bussen med badetasker og strandtøj, og Klara har blå kasket på. Jeg har gjort et stort nummer ud af afskeden med Maxine. Fortalt den, som man fortæller det udførligt til et lille barn, at nu skulle jeg gå, og farvel, og farvel igen. Jeg smækkede døren hårdt, da jeg gik, og jeg hørte Maxine udstøde klynkeagtige lyde.
    Vi sløver hele dagen tæt på vandkanten. Når jeg rejser mig på underarmen kan jeg se havvandet perle på min tilsandede krop, og jeg føler mig strålende som en fisk i stærkt lys, og varm helt ud i øjenhinderne. Klara har bygget Stonehenge med cigaretskodder i sandet lige ovenfor håndklædet. Hun er meget talende, som altid, og når hun ler, lyder det højt, som et fabelvæsens skratten ud over kysten. Hun kender også mange ved stranden, og flere gange kommer folk hen og sætter sig hos os. Jeg er ikke uhøflig, men forbeholden. Griner med, siger lidt, ser venlig ud. Vennen til en af Klaras bekendte smider lidt sand på min mave. Han ser kælent på mig og vil vide, hvad jeg tænker på. Om der er noget, der tynger mig, det hjælper at tale om det. Han er rødbrun på halsen og underarmene, men ellers bleg med små røde pletter rundt på overkroppen. Jeg kan se hans mavemuskler under fine hudfolder ved navlen. Jeg føler pludselig væmmelse ved hans imødekommenhed, det virker som om han snager. Jeg afviser ham diskret med "kærestesorger".
    Først på aftenen pakker vi håndklæderne sammen. Klara vil hjemad, men jeg spørger, om vi ikke skal gå i biografen og gøre det til en fuldendt dag. Klara ved ikke rigtig, men jeg insisterer. Vi går i biografen med sand i håret og saltrande på huden. Bagefter går vi ud og drikker en øl. Lidt før midnat skilles vi

Jeg har fornemmelser i maven, og bikinioverdelen gnaver under armene. Foran entredøren hører jeg hunden kradse på den anden side. Jeg tager mig god tid til at finde nøglen, og jeg siger ingenting. Da jeg åbner døren, trækker Maxine sig klynkende tilbage. Den betragter mig lidt, begynder så igen at klynkebjæffe, mens den drejer nervøst omkring sig selv. Jeg ser, at dens vandskål er tom, og der er heller ikke mere hundefoder. Den har tørstet i varmen. Så længe har den aldrig før været alene. Jeg sætter mig ned på gulvet i entreen med ansigtet mod Maxines. Den kigger forvirret og spørgende på mig. Den vrider og vender sig, som om den ikke ved, hvad den skal gøre af sig selv. Jeg fortrækker ikke en mine, men lader den reagere. Jeg sidder som en statue og betragter den. Jeg er en smuk kampesten ved havet. Jeg er en granitfigur. En fossileret havfrue. Den forstår mig ikke.
    Jeg venter på en følelse, jeg ikke kender, og som ikke kommer. Jeg begynder at tale til hunden.
    – Stakkels Maxine, siger jeg og nulrer den ved ørerne, mens jeg lægger mærke til en centimetertyk kant af støv langs entreens endevæg.
    – Og du vidste slet ikke, hvornår jeg kom hjem. Måske var du bange for, jeg slet ikke kom hjem? Var du det, Maxine?
    Jeg skærper mit blik, gransker udtrykket i dens sorte øjne. Loftlampen findes også der, i øjnene, som en svag lysaftegning i de mørke kugler. Ens i begge øjne, synkron. Maxine piber og hopper frem mod mig og slikker mig i ansigtet med sin dampende tunge. Op langs næsen, over læberne, ned under hagen får jeg det klistrede kærtegn. Jeg er uforberedt og lader mig hurtigt falde tilbage på gulvet, holder den på afstand med hævede fødder. Jeg ryster. Maxine står prustende med tungen hængende ud af munden, nu logrer den.
    Jeg bliver liggende kvart sammenbøjet, indtil mine lår går i krampe og en sandal glider mod gulvet. Så rejser jeg mig uden at slippe Maxine af syne. Hvad gør jeg, tænker jeg, hvad gør jeg ved dyret? Jeg siger undskyld og fortæller hunden, at jeg vil hente mad til den. Det gør jeg så. Der går lidt, før Maxine vover sig hen til skålene og begynder at drikke og spise.

Fire dage som hundeejer, syv dage til eksamen, to meter til Maxine. Den går rastløs rundt og venter velsagtens på, jeg skal stå op. Den trænger til, at blive luftet, Nej Maxine, jeg har ikke glemt at hunde skal luftes, det skal du ikke tro. Nej jeg ved, hvad man gør.
    Jeg står op og går i bad uden at snakke til hunden. Jeg kan høre den rumstere i lejligheden, mens brusevandet skolder skuldrene. Jeg er stadig forbrændt efter den overdrevne strandtur i forgårs, og siden i går eftermiddags har jeg ikke givet Maxine noget at spise. Jeg kan mærke dens sult som em snerren i mit eget underliv.
    Jeg har fundet ud af, at jeg ikke bryder mig om at gå nøgen rundt i lejligheden, når Maxine er der. Så tager jeg undertøj på ude på badeværelset, mens duggen endnu driver af spejlene. Bagefter sætter jeg mig ved skrivebordet og børster hår. Maxine går efter mig og den sitrende tunge slasker mod mit knæ, dens strube piber, den kigger på mig nede fra gulvet. Jeg pumper kontorstolen højere op uden at foretrække en mine. Nu når den mig kun til knæene.
    Uden videre begynder jeg at ringe rundt. Ordner praktiske ting af den slags, der altid skal på plads. Får tid hos tandlægen til det halvårlige eftersyn, forhører mig om togafgange, lægger en besked på nogens telefonsvarer: red mig fra kedsomheden, kom og distrahér mig. Om syv dage er det slut.
    Maxine ser op på mig, den bliver ved med at følge mit blik. Er det håb jeg ser i dens øjne, eller er det noget andet? Dens overvågen giver mig kløe, jeg klør indvendig, især under kindbenene og langs siderne af halsen, og jeg kan ikke sidde stille.
    – Hvorfor kigger du sådan på mig, jeg har travlt, siger jeg til Maxine, som om jeg ikke forstår noget som helst.
    – Er du sulten?
    Jeg ved, den er sulten og bliver meget opstemt, da telefonen pludselig ringer. Det er Lisbeth, hun vil høre hvordan det går. Jeg siger det går godt, Maxine og jeg er ved at lære hinanden at kende. Jeg spørger om der er noget, Maxine holder særlig meget af. Lisbeth siger, den godt kan lide at gå tur i hundeparken, hvor den må løbe frit.
    – Er du begyndt at holde af den, spørger Lisbeth.
    – Ja du kan tro, jeg holder af den, siger jeg.
    Vi fører en længere samtale, jeg har overhovedet ikke travlt. Da vi har lagt rørene på, går jeg ud i køkkenet og spiser morgenmad og drikker kaffe. Maxine danser utålmodigt rundt om sin madskål, den ligner en, der græder.
    – Du må vente lidt endnu, siger jeg og ser irettesættende på den. Den skallede plet på halen hopper op og ned foran køleskabet. Hunden piber og piber.
    – Når jeg har læst halvtreds sider går vi en tur i parken, lover jeg den.
    – Så må du spise, når vi kommer hjem. Er du så tilfreds?
    Jeg skyller af og sætter mig til at læse. Ud af øjenkrogene kan jeg se hunden snurre rundt i stuen, nu hylende, og den gør sære bevægelser med struben. Så sulten det lille kræ er. Men den må vente, det ved den godt.

Ved middagstid skinner solen, og jeg sætter halsbåndet på Maxine. Inden vi går ud af døren hælder jeg en smule vand op i dens drikkeskål. Den slubrer det i sig på få sekunder. Så trækker jeg den væk fra sine skåle, og vi går ud i sommeren. Inde i hundeparken boltrer de løstgående hunde sig som feer og alfer på et glansbillede. Maxine virker træt, men ivrig i sin træthed, og legesyg. Den ser forventningsfuldt på mig. De andre hunde løber forbi os, der er en hujen og en gøen, og jeg lader som ingenting. Jeg sætter mig under et træ og holder Maxine i kort line. Den t?r sig. Jeg siger:
    – Nej, Maxine, nu bliver du her.
    Sådan bliver vi siddende i en time og kigger på hundenes leg.

Det er et nært forhold vi har, Maxine og jeg, men jeg lider af svedeture og pludselige anfald af kvalme. Maxine er også svækket, den ligger mest i sin kurv og ser sølle ud. Jeg giver den kun akkurat så meget at spise og drikke, at den ikke sygner helt hen. Selv nøjes jeg også med mindre end jeg plejer, ikke for at være solidarisk, men fordi kvalmen i perioder er så stærk, at jeg ikke kan få noget særligt ned. Jeg har spist æggekage og saltkiks med smøreost, og det er vist alt. Jeg bød Maxine en saltkiks, ja faktisk lagde jeg en masse ned i dens skål og tilbød den dem. Efter få hurtige slik med hundetungen lod den kiksene ligge tilbage. Jeg sagde, den skulle spise op, før den fik mere.
    – Sådan leger vi altså ikke, sagde jeg til den.

Jeg har ringet til lægen i telefontiden og beskrevet mine symptomer. Om det kunne være noget hormonelt, eller om jeg kunne være gravid. Lægen sagde, at jeg sagtens kunne være gravid. Hun kunne heller ikke vide, at det er måneder siden, jeg sidst har været i seng med nogen, og at mine menstruationer kommer på klokkeslet. Men i dag har jeg alligevel været på apoteket og købt en test. Jeg tissede på den, men hunden kiggede. Selv kommer Maxine kun ud at tisse to gange om dagen, og må ellers tisse i brusekabinen. Men den tisser også kun lidt, fordi den får så lidt at drikke.
    Testen var negativ, som jeg vidste den ville være, men alligevel var jeg lidt nervøs, da jeg ventede på resultatet. Jeg indviede Maxine i min nervøsitet, fortalte den, at et barn naturligvis ville være ensbetydende med store omvæltninger i mit liv, og dermed også i Maxines. Hvori disse omlægninger bestod kunne jeg ikke uddybe, men det ville være til det bedre, sagde jeg. Da testen ikke tog farve, klappede jeg Maxine på ryggen af ren glæde, lagde mig på sengen og trak den hen til mig for at nusse den, længe. I et kvarter holdt den op med at klynke.

Jeg læser nu på sidste vers. En gang har jeg kastet op i affaldskurven her under skrivebordet, jeg nåede ikke ud på toilettet. Bagefter lå jeg på gulvet og ventede på, at noget skulle ske. Jeg længtes pludselig så forfærdeligt. Hele min krop var længsel. Maxines ynkelige krop bevægede sig op og ned i hundekurven, jeg kunne bare se den som en brun hårmasse i baggrunden. Jeg syntes, den lugtede, jeg kunne lugte hunden helt ind i det øverste af min næse. Jeg håbede, den ville komme hen til mig, men det gjorde den ikke. Jeg lå længe og ventede. Jeg tænkte: jeg kan ikke undvære den hund. Så gik jeg ud og tændte for bruseren.
    Jeg kaldte på Maxine, med min venligste stemme. Den nægtede at komme nær vandet i brusekabinen. Så beordrede jeg den der ind, men den ville ikke. Til sidst måtte jeg slukke for vandet og skubbe den ind i kabinen. Den stod på de våde fliser og rystede. Jeg sagde:
    – Maxine, nu må du stå det igennem, og jeg bliver lige herude.
    Og så lukkede jeg brusekabinen. Maxine skrabede på pleksiglasset for at komme ud, men jeg sagde bare:
    – Jeg er jo her, Maxine.
    Så kravlede jeg op på toiletkummen og strakte mig ind over brusekabinens øverste kant, så jeg kunne nå vandhanerne højt oppe på flisevæggen. Jeg skruede op for fulde drøn, mest for den varme hane.
    Maxine blev afsindig, et opspilet vilddyr, ude af sig selv, den kastede hele sin tunge våde kropsvægt mod brusekabinens væg, igen og igen hørte jeg bumpene mod pladerne, og dens vanvittige hyl, og dens poter, det slog som store sten mod væggene. Jeg hørte især, hvordan poterne gled ned ad væggenes fliser, det lød som trak de store tykke flænger efter sig, og flængerne nåede min mave, og jeg krummede mig sammen på gulvet, og det føltes hæsligt i maven, og noget køligt og farveløst steg op gennem halsen, som en løbsk kontrastvæske fra tarmene, der pressede sig op gennem kroppens rør. Jeg tænkte på naboerne, jeg tænkte på hylene, jeg tænkte på poterne, poterne helt tæt på, kroppens tyngde i vandet, Maxines sydende hår, lydende fra munden, ånden fra munden, dampen, der steg ind over mig som en lysende røg. På opkastet i dampen, på rasende piskeris, rasende piskeris og afsindige øjeblikke i mit liv, flænger i maven, flænger i kroppen, smerte. Jeg skreg, da jeg pressede mig op fra gulvet, rasende indvendig, og kastede mig frem for at slukke vandhanerne.

Det varede lidt, før Maxine gav livstegn. Jeg holdt vejret, jeg stivende mod flisernes frikanter.
    Så peb hun svagt. Jeg åbnede badenichen og dampen stod ind på mit ansigt. Jeg slog med åbne hænder i den hvide hede og fandt Maxine på gulvet, endnu oprejst. Jeg sank sammen over hende og lagde mine arme om hendes varme, våde krop. Alle hendes lemmer dunkede. Alle hendes lemmer dunkede, dunkede mod mine. Alle hendes lemmer dunkede. Dunkede hårdt, dunkede rytmisk, dunkede og dunkede.
    Jeg knugede hende til mig, jeg kyssede hendes dampende snude, aede hende, sang næsten uhørligt for hende.
    – Min elskede Maxine, græd jeg og mente det, så struben rystede.
    Jeg var kærlighed. Vi var helt tæt.

Nu har jeg været hundeejer i over et år. I dag kan jeg kun ryste på hovedet af min egen dumhed. Når jeg tænker på alt det, jeg ikke forstod før. Når jeg tænker på min foragt for hundeejere. Min elskede Maxine har åbnet noget for mig, vist mig en nerve, jeg havde kappet. Tanken om, at nogen skulle gøre hende ondt er ubærlig. Når jeg lufter hende i hundeparken, sidder en lille flig af skræk i brystet, og jeg passer inderligt på hende, bedre end jeg passer på min egen krop, bedre end Lisbeth passer på sin lille nyfødte.
    Jeg kan kun se på hende med øjne, der elsker. Ikke på nogen anden måde. Jeg har prøvet at se anderledes på hende, men så forsvinder hun. Så ser jeg hende ikke, hun er væk som en drøm, der fader ud, før man helt når at huske den. Kan ikke engang høre hende. Der er kun én forbindelse mellem hende og mig, dikteret af noget, der er større end os. En uforklarlig fortryllelse, der hele tiden skaber sig selv. Jeg skal intet præstere.
    Når folk spørger, hvordan en tidligere inkarneret hundehader kan elske en hund så meget, svarer jeg gerne på engelsk:
    – You can't help it.
    Og så hvisker jeg til mig selv, uden at bevæge læberne:
    – Does i really matter?