Niels Martinov (f.1949) debuterede som romanforfatter i 1984 med den politisk farvede Med kammeratlig Hilsen.
Foreløbig har Niels Martinov tre krimier i politiroman-genren på samvittigheden. Lige nu er han aktuel med Dødsruten.
Martinov siger selv, at han ser frem til at komme med flere historier om politimanden Nick Nielsen, som har været en gennemgående figur i de tre kriminalromaner.
/jhm

Ricco bredte frislørslaget ud over kunden og heftede det i nakken med en metalclips.
- Jeg vil råde dig til at gøre dit arbejde ordentligt, knægt. Ellers bliver det den sidste barbering i dit liv. Det kan jeg sgu godt garantere dig.
Den ene livvagt placerede sig uden for forretningen, og den anden satte sig i en af de magelige stole, der stod ved endevæggen og som ud på eftermiddagen for det meste var fyldt med ventende kunder eller andre, der kiggede indenfor for at høre det nyeste sladder..
Med hænder, der rystede en smule, greb Ricco barberkosten fra marmorhylden og begyndte at røre sæben i den hvide porcelænskop til skum.
- Du er vel ikke her fra byen. Vel, Ricco?
Kunden i stolen havde lukket de hårde, stålblå øjne i, og stemmen var en anelse fjern.
- Nej, hr. jeg er vokset op i en lille by længere nede af floden.
- Jeg hørte det med det samme. Den dialekt løber man ikke fra. Så skal man sgu løbe hurtigt. Haha.
- Ja. Ricco smilede høfligt og begyndte at sæbe det fyldige ansigt ind.
- Jeg gør forretninger i de fleste byer langs floden. Måske har jeg besøgt din barndomsby.
Ricco bukkede dybt. – Det ville have været vores lille by en stor ære, hr.
- Hvad hedder din barndomsby?
- Piso Lavadi, hr.
- Piso Lavadi, Piso Lavadi. Der er et springvand på torvet. En tyr der kæmper med en ulv.
- Ja, hr.
- Ja, knægt. Jeg har en hukommelse som en elefant.
Så fortsatte han: - Piso Lavadi, Piso Lavadi. Jeg havde et problem i den by for nogle år siden. Der var en caféejer, der havde forsøgt at undslå sig for at betale de penge, han skyldte mig. Men den slags finder jeg mig naturligvis ikke i. Hvor er vi henne, hvis folk tror, de kan snyde sig fra at betale deres gæld? Den lille, runde mand fnyste så højt, at det bølgede i sæbeskummet på overlæben.
Ricco svarede ikke. Han havde udvalgt sig en barberkniv fra hylden under spejlet, og med hurtige bevægelser strøg han den i forvejen skarpe æg hen over barberremmen, frem og tilbage, frem og tilbage.
I spejlet kunne han se, at livvagten i stolen havde bøjet hovedet bagover mod ryglænet, og den åbne mund med en spytperle i mundvigen kunne tyde på, at han var tæt på at falde i søvn.
- Skriv dig det bag øret, Ricco. Her i livet gælder kun den stærkestes ret. De kan lave den ene lov efter den anden, men hvad hjælper det, når du kan købe en politimand og en dommer for et par store sedler? Det er sådan set enkelt nok: Enten er du herre, eller også er du slave. Enten er det dig, der slår, eller også er det dig, der bliver slået. Kald det jungleloven. Kald det, hvad du vil. Mig snyder man kun én gang.
Ricco slap barberremmen og lod et kort øjeblik solen spejle sig i en skarpslebne kniv.
- Ved du, hvem jeg er, Ricco?
- Alle kender Dem, hr.
Med det blidt pres drejede han kundens hovede til den ene side.
- Ja. Alle kender mig, og alle har respekt for mig. Jeg har mere magt end borgmesteren. Jeg kunne få ham til at slikke mine sko, hvis jeg gav ham ordre til det.
Barberkniven begyndte med en raspende lyd at pløje sig gennem kindens skægstubbe.
- Der er mange, der er bange for mig, Ricco, og bange mænd gør tit desperate ting. Derfor spiser jeg aldrig på den samme restaurant hver dag, og jeg kører aldrig den samme vej fra min villa ind til byen. Ingen er i stand til at finde et bestemt mønster i mit liv. Bortset fra een ting. Besøget hver lørdag formiddag her i Paolos barberforretning.
Manden i stolen lo lidt for sig selv. Det var en ubehagelig, stødende latter, der fik det til at gyse i Ricco.
- Jeg kender flere i din barndomsby, Ricco. Hvad er dit familienavn?
En bane af glat, lyserød hud var nu synlig på kundens venstre kind.
- Paglione, hr.
- Paglione? Det gav et lille, næsten umærkeligt ryk i manden i stolen, og Ricco fangede et glimt af overraskelse i de åbne øjne inde i spejlet.
Livvagtens hoved var sunket ned på brystet. Et par dråber af spyt havde afsat en våd plet på silkeskjorten.
Den anden livvagt havde åbnet fordøren til den store, sorte limousine, der var parkeret foran forretningen, og lyttede nu med rynker i panden til radioens højlydte transmission af en fodboldkamp.
- Ikke noget helt almindeligt navn på de kanter. Vel?
De hårde øjne fulgte opmærksomt Riccos bevægelser med kniven.
- Nej.
- Hvad lavede din far?
- Han var caféejer.
- Måske har jeg mødt ham.
- Der var ikke andre caféejere med det navn i byen.
Barberkniven fjernede det sidste skum på overlæben. Nu var det hagens tur.
Manden i stolen gjorde en bevægelse, som om han ville rejse sig, men kniven tæt ved hans strube fik ham til at synke sammen igen.
- Ingen pludselige bevægelser, tak, hr., sagde Ricco. – Og tillad mig til at råde Dem til ikke at hæve stemmen. Det gør mig bare nervøs. Så rutineret er jeg heller ikke. Når det kommer til stykket, har jeg kun været barber en lille uges tid.
- Ikke længere? hviskede manden i stolen.
- Nej. Og hvem ved om jeg fortsætter i jobbet særligt længe. Som De selv sagde: Måske bliver det min sidste barbering.
Der kom et par gurglende lyde fra adamsæblet på den blottede hals. Så sagde kunden med en undertone af tilfredshed i stemmen: - Det kan ikke være den Paglione, jeg gjorde forretninger med for nogle år siden. Han havde kun en søn. Og det kan ikke være dig.
- Nej?
- Den søn var stum. Det husker jeg nu.
- Undskyld jeg retter Dem, hr., men sandheden er den, at han blev stum. Indtil han var ti år, talte han som alle andre.
- Jaså. Du kender ham?
- Jeg kender historien. Så vidt jeg ved var det en søndag, og det siges, at hans far havde taget ham med ud på en køretur med en af sine forretningsforbindelser. Det var en stor, sort bil, der kan ligne den, der holder udenfor. Der var plads til tre voksne ved siden af hinanden på forsædet. Men pludselig begyndte de at skændtes.
Kniven fulgte hagens runding. Riccos stemme var ikke nervøs mere, den var rolig, næsten spøgefuld.
- Ja?
- Så hørte drengen på bagsædet lige med et en underlig lyd. En halvkvalt gispen. Som om en af de voksne pludselig havde fået problemer med at trække vejret. Det er en ret uhyggelig lyd, når man kun er ti år.
- Lad mig gå, tryglede manden i stolen og fulgte med skræmte øjne knivens arbejde på undersiden af hagen.
Men Ricco fortsatte som om han ikke havde hørt ham.
- Og så ryger et eller andet, der er rund som en bold, om på bagsædet og lander i skødet på drengen. Kan De gætte, hvad det var, drengen pludselig sad med i skødet?
- Jeg… En million. En million. Jeg kan skaffe dig en million i løbet af ti minutter. Lad mig gå. Jeg kan gøre dig rig, Ricco. Du må få bilen derude. Jeg vil give dig alt, hvad du peger på. Lad mig gå.
- De svarede ikke. Hvad tror De det var?
Der var en skarp klang i Riccos stemme. Knivens æg hvilede mod den lille, runde mands strube.
- Svar!
- Et hoved …
- Ja. De gættede rigtigt. Drengen sad med sin fars hoved i skødet. Den oplevelse gjorde ham stum. Han var ikke i stand til at sige et ord i mere end 12 år. Men… er det ikke pudsigt, hr. … han fik stemmen tilbage for en måned siden, da han helt tilfældigt kom forbi butikken her en lørdag formiddag og så bilen holde ved døren. Er det ikke pudsigt, hr.?
- Jo. Jo.
- Så gik han i barberlære, og han var tilmed så heldig at Paolo gik hen og blev syg. Kun noget forbigående. En sygdom af den slags der kan opstå, når en eller anden hælder et par bestemte piller i hans morgenkaffe.
- Lad mig gå. Ricco. Jeg beder dig …
Barberkniven hvilede mod hans adamsæble.
- De sidste par uger har jeg trænet i det henne på slagteriet. Meget mere end fire snit skal der ikke til. Så ryger hovedet af. Så mister det kontakten med resten af kroppen.
- Jeg…, jeg…
Der gik en hurtig skælven gennem kundens krop. Det kunne ligne et anfald af krampe. Så sank han sammen i stilen.
- Hr. Hr. Ricco klappede blidt sin kunde på kinden. Så lagde han barberkniven og nærmede sig livvagten i stolen.
- Undskyld, hr. Undskyld.
- Ja? Livvagten rettede sig op med et sæt og greb uvilkårligt ud efter pistolen i hylsteret. - Deres chef …
- Ja? Livvagten sprang op af stolen.
- Et hjertetilfælde …
- Luigi! Luigi!

De to livvagter ruskede i manden i stolen. Så rystede de langsomt på hovedet.
- Nå, knægt, sagde en ene og greb ud efter telefonen. – Det måtte jo ske før eller siden. Hans hjerte havde det ikke alt for godt.
- Ja, sagde den anden og stak Ricco et par pengesedler. – Det er ellers en udmærket barbering.
Synd at han ikke levede længe nok til at værdsætte den.

Niels Martinovs seneste kriminalroman, Dødsruten, tegner et kollektivt portræt af en gruppe marginal-mennesker, der hver fredag mødes i antikvariatet BOG-HYLET: Punksangeren, Stalinisten, Børnelokkeren… Alle gemmer de på en fascination af unge piger, der er et udtryk for tabte længsler og drømme.
Undervejs i den medrivende historie får man udover et Dostojevskisk dyk i fortrængninger og perversioner, serveret en række små nøgleportrætter af typer i tiden.
BOG-HYLET er opkaldt efter beatpoeten Allen Ginsbergs berømte digt Hyl og i en sjov sidebemærkning fra det støvede baglokale nævnes det, at Broby-Johansens BLOD handles på det brugte marked for kr. 1150,-
Martinov siger selv, at han fik idéen til et gruppe-portræt fra Scherfigs Idealister.