| Novellen er bragt med tilladelse fra forfatteren. Novellesamlingen er anmeldt
i Sentura #10. |
Vibeke Marx: Det indre barn
Fra: Et godt ben
og andre noveller
Første gang hun ser ham interviewet i fjernsynet, er hun solgt. Hans grå øjne med et lille sarkastisk glimt, ansigtet som et landskab man kan blive ved med at betragte, de brede skuldre under jakken. Men det vigtigste er dog stemmen, på samme tid rolig og engageret, når den runder hvert hjørne, fylder hver lille sprække i emnet, som en lava af suverænitet.
Skønt han forholdsvis sjældent optræder i medierne, griber hun sig selv i at lukke op for hver eneste udsendelse, der har blot perifer tilknytning til hans fag, ja, det er lige før, hun nedlader sig til at se talkshows, i tilfælde af at han skulle dukke op som gæst.
Endelig får hun mulighed for at se ham, oven i købet live. Et opslag i kantinen reklamerer for lektoren som næste fyraftensmødes taler, og hun bliver stående så længe foran informationstavlen, at hans øjne bliver levende og følger hende, da hun er nødt til at gå videre.
Han viser sig at være akkurat lige så fængslende i eftermiddagssolens lys som i projektørernes, hun observerer et svagt gyldent skær ved nakkehårene og overraskes over hans højde samt noget andet, foruroligende, at hans ene ærme hænger slapt ned. Hans ivrige gestikuleren med den arm, der er til rådighed, giver ham en slags overbalance, der bringer tankerne hen på Frihedsgudinden. Han har en hvid skjorte på af et hørlignende materiale, som fremhæver huden både i ansigtet og på den smukke hånd, der bevæger sig så levende og smidigt, at den næsten kunne være en person i sig selv.
Efter foredraget omringes han af især yngre kvinder, så hun er åbenbart ikke den eneste, der har befundet sig i hypnosefeltet. Hun bliver i baggrunden og opdager måske derfor, som den eneste, at han har glemt sin frakke. Lige idet hun har taget den fra stoleryggen og vil løbe ud i hallen, hvortil flokken har rykket sig, kommer han tilbage, og hun bliver stående med klædningsstykket knuget i hænderne, ville så gerne have snuset til den.
– Værsgo! siger hun og er af en eller anden grund ved at græde.
Og hvordan det går til, at de tilbringer resten af dagen og den følgende nat sammen, kan hun aldrig siden huske, kun at hans udstråling er om muligt stærkere, end hun havde turdet håbe. Ikke et sekund tager hun øjnene fra ham, mens han affører sig tøjet med smidige cirkulære bevægelser, tydeligvis opøvet, fordi den ene hånd er ubrugelig. Endelig ser hun ham helt, muskuløs, solbrændt med den visne arm som et vedhæng i den ene side. Hun må have stirret, for han kaster et blik på den og siger:
– Ja, mit indre barn er så levende, at det har stukket armen ud.
Selvfølgelig har han et svar på det, et godt et, eftersom han netop har fremhævet vigtigheden af at pleje og opmuntre den 3-årige, enhver af os slæber rundt på et eller andet sted bag den voksnes ansvarlighed. Han viser sig ydermere at være en fantasifuld elsker, altid et skridt foran, som om han har nedlagt et besværligt led i fremstillingsprocessen, så hans produkt, hvad enten det gælder ord eller handling, konsekvent er på gaden dagen før konkurrentens.
Kun en enkelt gang vover hun at nærme sig hans svaghed. – Hvordan var det i skolen at være handicappet? spørger hun og ved med det samme, at hun har sagt noget utilgiveligt.
– Du mener, at jeg havde den her med mig, siger han koldt, – det har jeg altid betragtet som den fordel, der gav mig mulighed for at operere på flere planer.
– Jeg tænkte bare, at børn kan være så ubarmhjertige, og det var ikke sikkert, at de havde nået samme grad af erkendelse som du, siger hun nervøst.
– Nej det kan man aldrig vide. Han ser ud, som om konversationen keder ham, og hun skynder sig at finde et andet emne.
Når de ikke er sammen, tænker hun på ham hele tiden, og muligheden for at han kunne forsvinde fra hendes liv gør hende panisk. Hun tilstår sit hede ønske om et barn og indkasserer en overbærende hovedrysten. – Du skulle tage og lege noget mere selv, smiler han, men modsætter sig det ikke. Blot får han mere travlt, eller er det hende, der synes, at han så ofte er fraværende, fordi hun længes efter ham hvert minut, mens maven vokser, efter at være den eneste han ser og, ikke mindst, rører ved. Men man har før hørt om mænd, der fandt gravide kvinder utiltrækkende, og hun lover sig selv at træne sin krop tilbage til ungpigeskikkelse så snart hun har født.
En nat halvt henne i graviditeten vågner hun uendelig langsomt af en lykkelig drøm. Hendes eneste ønske er at dykke igen, da hun bliver klar over at drømmen er virkelighed. Han rører ved hende. En berøring så sanselig og søgende, et kærtegn langs mavens runding imod skødet, en fysisk undren over fænomenets skønhed. Hun rækker taknemligt ud efter ham og mødes af en babyhånd, der spændstigt griber om hendes tommelfinger.
Stift som på lit de parade ligger hun og lytter til sit hjerteslag, der bliver voldsommere og voldsommere og til sidst slår livet fordærvet.
Næste morgen, da han rejser sig fra sengen, hænger armen, som den plejer, livløst ned fra skulderen, og senere på dagen, efter aborten, kan hun end ikke se den under jakken.
– Dit indre barn var nok ikke så stærkt som mit, siger han med et lille smil og kysser hende på panden.
[ t o p ]
[ h j e m ]
|
