Hver dag kommer landsbyens kvinder med mad til os. De sætter maden på gulvet inden for åbningen og vover sig aldrig ind.
    De bringer maden på samme måde, med samme ærbødighed, som de bringer guderne i templet og ånderne i åndehusene blomster og frugt.
    Jeg ser ham sjældent spise noget, måske et enkelt stykke fisk eller frugt en gang imellem. Kvinderne smiler bare ad det og siger på deres sprog, der lyder som rislende vand:
    – Han lever kun af fuglemælk.
Så forsvinder de leende ind i skoven på deres bare tæer.

Selv taler han ikke meget. Han plejer at komme op om aftenen og se hvordan de flyvende hunde flokkes om den frugt jeg sætter ud til dem. Han sidder på hug bag bambusstolen. Sjalet har han trukket op om skuldrene og holder det samlet foran sig på brystet med en lille benet hånd. I den anden holder han piben af edderkoppetræ. På bambusgelænderet ud for hans stol er gelænderet sort, der hvor han banker piben ud inden han stopper den.

Om eftermiddagen går jeg de få kilometer ad en snoet sti ned til byen, hvor der foruden nogle templer og et lille marked er et gammelt engelsk hotel. Trods forfaldet er det stadig meget smukt og stilfuldt. Malingen skaller, de lange falmede velourgardiner bliver holdt til side af snoede guldsnore med kvaster, den gulnede stuk i lofterne er overdådig i sin pragt af blomsterrosetter, vinranker, sløjfer, bladtunger og frugter.

Theen bliver serveret præcis klokken fire i Salonen, hvis store vinduer vender ud mod floden. Den bliver kørt ind på et rullebord af en tjener i ulastelige hvide handsker og serveret i porcelænsthepotter med engelske landskabsmotiver. Den er stærk og meget sød, de scones og sandwich der hører med kan selv ikke med den bedste vilje siges at minde om noget vestligt.
    De få gæster sidder spredt rundt ved bordene og mellem dem bevæger tjeneren sig rundt, med en mine, som udførte han en betydningsfuld, næsten hellig ceremoni. Jeg får som den sidste serveret theen og på sin egen måde får han givet mig det indtryk at det er fordi jeg er den vigtigste.
    Den første gang, da jeg lige var kommet, forbavsede han mig ved, uden at sige noget, men bare med et strengt blik og en lidt utålmodig håndbevægelse, at få mig til at fremvise mine hænder og negle, som adlød jeg en befaling fra barndommen. Omhyggeligt så han på mine ikke helt rene negle, før han med et kast med hovedet fik mig sendt ud på dametoilettet og vaske dem, til stor morskab for hotellets gæster.
    Det er nu hans lille spøg, hver dag at efterse mine hænder før han serverer theen.
    I stedet for de tørre sandwich, har han lagt noget frugt på en tallerken til mig. Meget smukt anrettet med en lille frugtkniv i sølv ved siden af.
    Selvom jeg efterhånden taler deres sprog næsten flydende, nægter han at tale til mig på andet end et meget gebrokkent, til tider uforståeligt, engelsk. Det irriterer mig meget, især når han, hvis jeg ikke forstår hvad han siger, ryster på hovedet og medfølende siger:
    – De taler et meget dårligt engelsk Mizz.

Den eneste gang han har sagt noget til mig på sit eget sprog, var da han fik at vide at jeg boede hos dukkemageren. Da hviskede han, som om han var bange for at nogen skulle høre ham, at det ikke passede sig for en ung dame at bo sådan et sted. Jeg kunne ikke lade være med at smile og hans stemme knækkede næsten over af vrede, da han med en lav hvisken fortsatte.
    – Det kan være meget farligt. Very dangerous, gentog han på engelsk.

Når jeg har spist frugten og drukket den første kop the, træder kosakken ind ad døren. Han kommer undseligt hen til mit bord, med skakspillet under armen. Lille og indskrumpen, iført et utroligt slidt jakkesæt med et gammeldags snit. Det sidder løst omkring ham som var det syet til en meget større mand.
    Kosakken har boet her i mange år. Den skarpe sol, sygdommene og omgivelserne har givet ham et udseende som en indfødt. Trods det at han lever sammen med en indfødt kvinde, i en hytte nede ved floden, taler han ikke andet end russisk.
    Mens vi stiller brikkerne op, bringer tjeneren ham hans daglige vodka, som bliver serveret i den karaffel vand der følger med til enhver bestilling. Det er underforstået, at det diskret bliver skrevet på min regning.
    Selv drikker jeg the, men et par gange er det sket at hotellet har fået fingre i en særlig god smuglerwhisky og tjeneren har da serveret den i thepotten. Ved de lejligheder bryder han med sine meget strenge regler og har, når de andre gæster er gået, undt sig selv en kop the mens han koncentreret har fulgt vores skakspil som han ikke kender og ikke vil lære.
    Vi spiller et par timer. Når vi har afsluttet det sidste spil, rejser kosakken sig med et let buk og pakker, næsten undskyldende, de velduftende skakbrikker af rosen- og sandeltræ sammen.

Det er kun få af gæsterne jeg har talt med. De fleste er på gennemrejse eller de kommer parvis i store flokke. Et par gange har jeg fungeret som tolk, men ellers holder jeg mig for mig selv. Jeg orker ikke alle de spørgsmål som er indledningen til et bekendtskab, men som her forbliver tom snak med det formål at fordrive tiden, fordi dette sted kun er for gennemrejsende.
    Selvom strømmen af gæster skifter hele tiden, ligner det ene hold til forveksling det andet. Det er meget få af gæsterne der skiller sig ud fra flokken, men de der gør er sjældent de mest sympatiske. I en hel uge måtte kosakken og jeg f.eks. spille skak ude i køkkenet, for at undgå en forfærdelig tandlæge fra Bayern, der snakkede som et vandfald og som syntes han havde fundet en glimrende tilhører i kosakken.

Den amerikanske dame stikker i øjnene ved sin eksotiske påklædning og ved det at hun rejser alene. Hun ligner en filmdiva fra tyverne og medbringer to afghanske mynder, som tjeneren til sin store ydmygelse får til opgave at lufte tre gange om dagen. Hun omtaler sig selv som skuespillerinde, hvilket hurtigt giver hende tilnavnet "Den syvende bølge".
    Det er en eftermiddag over et skakspil, at jeg møder hende. Hun kommer skridende gennem rummet som en primadonna. Håret er nærmest blommefarvet, læberne højrøde og malet uden for munden i forsøg på at gøre dem mere svulmende end de i forvejen er. Øjenlågene har farve som håret og for at fuldende stilen bærer hun et skrud af en kjole der må være ulidelig i varmen.
    – Skat, siger hun med en dyb Lauren Bacall-stemme, jeg har ledt efter dig i timer.
    Først da hun kommer fejende hen til bordet hvor vi sidder, går det op for mig at det må være mig hun mener.
    Kosakken rejser sig skyndsomt og pakker spillet sammen. Uden at værdige ham et blik, sætter kvindemennesket sig på stolen, han lige har rejst sig fra. Jeg prøver at sende ham et undskyldende blik, men han er allerede på vej ud ad døren.
    – Nå, så kan vi da få os en rigtig venindesludder. Jeg hedder Madelaine Swinger, men kald mig bare Madge.
    Jeg har hverken lyst til at kalde hende Madge eller til en venindesludder og har allerede en bidende afvisning på tungen, da jeg får øje på hendes rystende hænder, hvor den okseblodsfarvede neglelak er skallet af i flager. Da hun opdager at jeg ser på dem, kryber de ligesom skamfuldt sammen og skjuler sig som små dyr under kjolens folder.
    – Det er sumpfeberen, smiler hun mens hendes udvandede øjne møder mine.
    De sidste gæster har rejst sig og er ved at gå. Jeg hælder resten af kosakkens vodka op i glasset foran hende. Høfligt nipper hun til den og en bølge af overraskelse glider hen over hendes ansigt. Resten af indholdet tømmer hun i ét drag.
    – Hvordan bærer du dig ad, fniser hun henrykt og blinker indforstået til mig.
    – Jeg troede ikke at man kunne opdrive den slags her i dette tørkeramte land. Hendes klæbende fortrolighed irriterer mig, men samtidig fremkalder hun en blanding af afsky, medlidenhed og dårlig samvittighed hos mig. Noget hun, måske ikke bevidst, er vant til at udnytte.
    – Det er så dig der bor hos en gammel heksedoktor. Bare lad være at nægt, rygterne går. Hun smiler hemmelighedsfuldt til mig, som for at antyde at hun ved ting der måske kunne interessere mig.
    Det ærgrer mig at det faktisk lykkes hende at pirre min nysgerrighed. Jeg har ikke kunnet undgå at føle den distance fra de lokale, der er kommet efter jeg er flyttet ind hos dukkemageren og det er tydeligt at ingen ønsker at tale om ham.
    – Jeg har hørt at hans dukker skulle være meget smukke og værdifulde. Hun stikker en lille spids tunge ud og slikker sig i mundvigen.
    – Jeg vil ikke kalde dem smukke. De er specielle og utrolig dygtigt lavet. De er hellige, som du måske ved bliver de kun brugt i hellige dukkespil en eneste uge om året.
    Madge borer sine blege øjne ind i mine og siger med en teaterhvisken, der hvis vi ikke var alene i lokalet, ville kunne høres af alle.
    – Man siger at dukkerne har sjæle. At levende menneskesjæle er indespærret i dukkekroppene.
    Selvom min fornuft siger mig at kvinden er gal, får hendes ord hårene til at rejse sig på hovedet af mig. En angst jeg ikke før har sat ord på skyller hen over mig. Jeg vil sige noget, slå det hen, le afvæbnende, men min mund er pludselig meget tør. Madge smiler selvtilfreds over virkningen af sine ord. Hun hiver en cigaret frem fra en lomme og stikker den gudhjælpe mig i et langt cigaretrør. Hun får ild på den og indsuger røgen med en bevægelse der virker meget indøvet og sikkert er ment som værende forførende. Hun børster lidt aske af kjolen.
    – Jeg vil gerne købe sådan en dukke. Ved du hvad de koster, skat?
    – De er ikke til salg, svarer jeg kort for hovedet.
    Spørgsmålet er lige så blasfemisk som at spørge en engelsk præst, hvad han vil have for alterlysene eller døbefonten.
    – Jeg har penge nok, hvis det er det du tvivler på, så ændrer stemmen sig og bliver indtrængende.
    – De siger du taler sproget så godt og du kender jo den gamle troldkarl…
    Jeg hører ikke hvad hun mere vil sige. Vredt rejser jeg mig og skubber stolen ind, mens jeg leder efter en rammende afskedsreplik. Da jeg i skyndingen ikke kan finde på noget, nøjes jeg med at dreje rundt på hælen og gå.
    I døren hører jeg hende brøle efter mig.
    – Arrogante sumpfisse, man siger du bliver den næste. Jeg ville elske at se dig dingle fra en snor på hans væg.
    Hendes skuffende latter genlyder i mine ører længe efter jeg for længst er uden for hørevidde.

Efter samtalen med Madge er jeg begyndt at blive bange.
    Det er som om dukkerne har ændret sig. Jeg kan konstant føle deres øjne hvile på mig. Nogle ynkelige, andre bedende, andre igen hadefulde eller hånlige.
    Som barn tog min faster mig engang med på en katolsk kirkegård. I de små mausoleer og på de fleste gravsten var der indsat et billede af den afdøde. Jeg havde før været på kirkegårde, men dette sted, med billeder af mennesker der havde levet og nu lå døde, nede i jorden, skræmte mig i den grad at jeg havde mareridt om det flere år efter.
    Det er den samme angst jeg nu genoplever, ikke bare i drømme men også når jeg er vågen.
    Jeg ved ikke om Madge opsøgte dukkemageren. Det skulle ikke være svært at få fat på en tolk og hun virkede ikke som en der giver op når først hun har sat sig noget i hovedet. Selv siger han ikke noget, men til tider hviler hans øjne tankefuldt på mig. Han er endnu ikke begyndt på en ny dukke. Det er som om han venter.
    Ellers fortsætter alt som før. Som før Madge.
    Jeg spiller skak med kosakken, fodrer de flyvende hunde og får min the serveret præcis klokken fire. På hotellet skifter de gardinerne ud med nogle nye i en hæslig bleggrøn farve. Madge ser og hører jeg intet til. Jeg får næsten bildt mig selv ind at samtalen med hende bare var en ond drøm, som dem jeg nu plages af hver nat.
    Jeg spørger ikke efter hende. Hvem hun var, hvor hun kom fra, hvornår hun rejste. Ingen af hotellets andre gæster lader til at have kendt hende, men da jeg på den anden side ikke blander mig med dem, ved jeg intet om hvem der måske kunne have kendt hende.
    Den eneste jeg kunne have lyst til at tale med min angst om er kosakken, men ingen af os forstår den andens sprog og vi har aldrig udvekslet et ord.

En dag hvor kosakken lader vente på sig, får jeg tjeneren til at bringe mig en af de ugegamle aviser der altid ligger fremme. Jeg bladrer den uinteresseret igennem og læser kun overskrifterne. Pludselig fanger mit blik en ganske kort notits, om en amerikansk dame der er forsvundet på en rejse til Østen. Der bliver ikke nævnt noget navn, men jo flere gange jeg læser de få linjer igennem, jo mere sikker bliver jeg på at det må være Madge.
  Jeg kalder tjeneren hen og spørger for første gang efter hende. Han forstår først ikke hvad jeg siger og da det endelig går op for ham, svarer han afvisende at han intet kan huske om en sådan amerikansk dame.
    Mens vi står sådan kommer kosakken hen til os. Jeg prøver på et ophidset tegnsprog at spørge ham om han husker hende. Han lytter med en opmærksom høflighed der tydeligt fortæller at jeg er i gang med at bryde en uskreven regel. Så oplyses hans ansigt i et forklarende smil og han kører med en sigende bevægelse fingeren rundt i tindingen. Jeg er ikke klar over om han mener Madge eller mig – eller måske sig selv. I et kort øjeblik ligner han en der har mistet forstanden. Så pakker han spillet ud og stiller omhyggeligt brikkerne op.

En morgen da jeg kommer ned er dukkemageren gået i gang med en dukke. Han arbejder koncentreret, siddende på hug under Abetræerne. Værktøjet ligger foran ham spredt ud på et klæde. Han har intet spist af den mad kvinderne har sat foran ham.
    Jeg går hen og sætter mig ved ham. Det lader ikke til at han bemærker mig, men efter en tid peger han på et stykke værktøj som jeg rækker ham, selvom han lige så let selv kunne have nået det. Hele morgenen sidder jeg hos ham og mens skyggerne flytter sig forsvinder min angst. Dukkemageren er bare en meget gammel mand og dukkerne i huset, hvis øjne har fulgt mig overalt i den sidste tid, stirrer nu tomt ud i luften.
    Om eftermiddagen spiller jeg skak med kosakken.

I mange dage arbejder dukkemageren intenst på dukken og hver dag sætter jeg mig ud under træerne til ham og ser hvordan træet mellem hans hænder får liv. Det er som om han skræller dukken frem af træet. Som om den allerede er derinde og jeg kan følge hvordan han langsomt og omhyggeligt afdækker den, som en arkæolog der graver en menneskeafstøbning frem fra et århundrede gammelt vulkanudbrud. Han arbejder med en glød som jeg ikke har set hos ham før, som var det hans sidste dukke.

Da jeg en aften kommer tilbage sidder han inden for åbningen og venter på mig. Uden at spørge ved jeg at dukken er færdig.
    Han nikker tavst hen mod sømmet hvor den hænger. Stille, næsten andægtigt går jeg derhen.
    Det er en heksedukke. Den ligner ingen af de dukker han før har lavet. Håret, der er rigtigt menneskehår, er nærmest blommefarvet. Modsat de andre heksedukker er dennes træk opmalet. Læberne er højrøde og fyldige, øjenlågene lilla. Brystvorterne er malet røde, sådan som jeg ved havneluderne bruger det. Dukken har en slidt sarong på og fastkilet mellem fingrene i den ene hånd, sidder et grotesk langt cigaretrør.
    Jeg mærker håret rejse sig på hovedet af mig og sveden pible frem overalt på kroppen. De udvandede dukkeøjne der stirrer ned på mig er så levende at jeg må se væk. Fra rummets anden ende møder dukkemagerens bundløse øjne mine.