Munden breder sig ud i et lille smil. Hun kan ikke lade være; det er lidt som hos skolefotografen, den ulækre, der altid sidder og grynter når han tager billeder af pigerne. Men der bliver ikke sagt "cheese", han siger ingenting, og så må hun alligevel stramme munden. Make-upen og håret fik man heller ikke lov til at gøre noget ved. Tungen føles tyk og ru, og hun har lyst til at stikke den ud af munden, så den kan komme med på billedet, stor og slimet grøn. Blitzen skærer ind bag øjnene. Egentlig har hun bare lyst til at sove, sove de næste hundrede år. Sig selv i profil bryder hun sig ikke om, det er noget med næsen. Blitz, og manden siger højt "tak".
    Solen er oppe, og fuglene. Det er lige dén temperatur: Endnu ikke al den varme, men køligt uden at være koldt. Som ren silke hen over huden. Sove, sove i hundrede år. Der er ikke et menneske at se. Politimanden havde gabt, da han havde udspurgt hende. Han havde haft vagt hele natten. Men da han sagde hun kunne gå havde han klappet hende bagi. Hun havde kigget sig over skulderen én gang. Parkeringspladsen er tom bortset fra politibilen. Ude ved vejen holder den blå Ford. Hun skrår over. Og sangen er i hovedet igen. Hun kan ikke lade være med at nynne den. Motoren bliver tændt da hun er et par meter fra bilen.

Der sidder en mand i den yderste bås. Den firkantede kuffert ligger ved siden af sædet. Albuerne på bordet, og han spiser hurtigt og koncentreret. En gang imellem ser han op og ud af vinduet.
    Næste bås er tom. Der står en ketchupdunk og et salt-og-peber-sæt.
    Der sidder et par i den tredje bås. De er færdige med at spise. Manden er rykket ind i hjørnet. Højre ben hviler på sædet, og han har åbnet avisen. Kvinden er blevet siddende. Håndledene mod bordkanten, og ti strittende fingre. Hun ser længe på dem, og så ud af vinduet igen.
    To mænd ved disken. De sidder på samme måde, med det meste af siden til disken, en hånd på venstre lår og fødder på stolens tværstang. En gang imellem drejer de hovedet væk fra vinduet og tager koppen eller cigaretten med den anden hånd.
    Det gør den ene nu, og siger samtidig noget til pigen bag disken. Servitricen nikker uden at fjerne blikket fra vinduet. Så siger den anden mand også noget. Hun nikker igen. Denne gang drejer hun hovedet bagud og ser på uret på væggen. Begge visere står næsten på ni.

"Mellem tolv og to og fem og syv var det værste. Det er i frokostpausen og når folk har fået fri. Så var der stuvende fuldt og blev råbt fra højre og venstre: Kan jeg få det … Stik mig en … Giv mig to … Hele tiden Vickie-gør-det og Vickie-gør-dat! Nogle gange havde jeg lyst til at flå kasketten og forklædet af, give dem alle sammen fingeren og skride ud af døren."

Hun tørrer kaffemaskinen af. En pick-up triller forbi udenfor, vender og kommer tilbage. Alle ser op igen. Servitricen går ud bagved. Hun kommer tilbage uden forklæde, men med en lille taske. Hun går hurtigt gennem lokalet. En mand kommer frem ude bagfra med et viskestykke i hånden. Hun åbner døren og læner sig langt ind i pick-upen. Så sætter hun sig ind, og bilen kører. Den ene mand ved disken siger noget. Manden med viskestykket svarer. De griner alle tre.

"Om aftenen rungede og klirrede stemmerne og tallerknerne i hovedet, håret stank af fed friture, og jeg drømte om lange rækker af lemlæstede kyllinger uden vinger og lår!" "Nu er det blevet koldt. Det er din skyld. Hun lader den brune papirpose dumpe ned i skødet på ham. Hun retter sig op, vipper solskærmen ned, og ser sig i spejlet.
    "Skal du ikke ha' noget?
    "Nul. Hænger mig langt ud af halsen.
    Hun trækker i nogle pandehår, først til den ene side og så til den anden.
    Ved du hvem der var inde i dag, siger hun. – Phil og Sandy. De sad bare og gloede på hinanden, de spiste ikke halvdelen af det de havde bestilt. Det så helt forkert ud. Jeg ved ikke hvad hun ser i ham, Phil ligner sgu da en idiot. Men han har vel flere penge end Mike…
    Hun bøjer sig over og tager en pomfrit. Tygger den og tager en mere. Hun spiser ti-femten stykker, smækker så døren op og går ud.

Bag ved bilen, nede hen over marken strækker lange ledninger sig, holdt oppe af de høje jerntingester. De er mørkere end himlen. Som lille var hun bange for dem, hun syntes de så ud som uhyggelige børnelokkere. Nålene på træerne skinner som sølv i lyset fra forlygterne. De rammer også bænken og skraldespanden. Hun træder foran lygterne og smiler ind i bilen. Så vender hun sig og ser sin skygge vælte stor og klodset ind i træerne. Armene langsomt ud til siderne. Så skubber hun sig op på køleren. Benene samlede og strakte foran sig.
   "Mine fødder ligner to fodbolde, siger hun højt. Hun vrikker med tæerne og snakker lidt til dem. Så begynder hun at nynne sangen igen. Bildøren bliver åbnet.
    "Mine fødder ligner to fodbolde, siger hun. – Jeg har ikke siddet ned i mere end fem minutter på ti timer. Synes du jeg har tykke ben?
    Hun bøjer sig ned og kommer op med en snegl på fingeren. Sneglen trækker sig ind i huset da hun tager den. Hun lægger den på køleren.
   "Det må være fedt at være snegl. Ikke at skulle på arbejde hver dag, men kunne tulle rundt af sted som det passer én. Eller bare ligge derinde i sneglehuset og slå prutter der luner, siger hun og griner.
   De kysser.
   "Stinker mit hår af friture? Spørger hun. – Der sidder sgu snart så meget friture i det, at en hel dunk shampoo ikke kan vaske det ud. Stinker det? Hun bøjer hovedet og stanger frem.
   "Næ, siger han.

Det er håret som hun bedst kan lide ved Steve. Det er tykt og gult. Når han går, danser det op og ned. Hun elsker at røre ved det. Det er ligesom en løvemanke. Hvis hun forestiller sig ham skaldet, er hun ved at brække sig.
   "Jeg rejser til Houston, siger hun.
   "Hvorfor det?
   "Fordi her stinker.
   "Hva' så med Daniel?
   "Min tante kan passe ham.
   "Hva' med Billy?
   "Op i røven med Billy! Jeg har sagt jeg aldrig vil se den lille idiot mere.
   "Og hvornår havde du tænkt dig at rejse?
   "Snart.
   "Og hva' med os?
   "Hva' med os? Du kan jo tage med.
   "Hvad så med mit arbejde?
   "Drop det.
   "Det kan jeg jo for helvede ikke bare gøre!
   "Jeg er vild med dig, og det ved du. Og rigtig vild med dit hår.
   Hun griner og trækker ham ned på køleren. Lyden af en bil der kommer hurtigt nærmere. Den drøner ind på pladsen med råb og dytten. Hun giver dem fingeren. Det er Larry, Jackson, Jeff, og Jenny. Og Jenny har oven i købet været sammen med dem alle tre.
    De har øl og græs med.

Det er nu bælgmørkt.
    "Hva' synes du om Michael Hanson? Spørger Jenny.
    "Ham inde fra Centeret? Pæn, men mors dreng. Hellere Will.
    Fyrene står op på køleren og forsøger at pisse over på hinandens biler. De sprøjter med øl.
    Hun sætter sig på hug inde mellem træerne. Der er en som tænder det lange lys.
    "Pas på hugormene! Råber de. – Og bjørnene! De kommer, de kommer.
    Hun forbander dem. Det pusler et sted, og hun trækker bukserne op og skynder sig ud.
    De kaster med dolk efter øldåser. Den går lige igennem når den rammer. Jackson og Jenny sidder inde på bagsædet og kysser.

Klokken er næsten to. Larry dytter, gasser op, og forsvinder hurtigt ned ad vejen. Steve er for fuld til at køre.
    Hun prøver på at undgå de største huller i vejen. Han nikker hårdt hver gang. Fødderne gør ondt og det dunker i hovedet. Det hjælper lidt at komme ud på den asfalterede vej. Det er lige efter Kraftværket, at hun får øje på politibilen.

Når hun kigger ud af forruden ser det ud som om de kører meget langsomt. Men ser hun til siden går det meget stærkere; især når hun kigger ned i gruset. Øjnene kan kun holde det ud kort.
    "Din onkel passer Daniel derhjemme, siger damen.
    En pakke kleenex, rabatkuponer, en skruetrækker, tre kassettebånd.
   "Hører du efter! Siger damen og smækker handskerummet i.
    Båndet er med Kenny Rogers. Det bevæger sig som en sort slange ud på låret, så ruller hun det ind igen. Damen sukker.
    "Vil du ikke begynde i skole igen? Spørger hun.
    "Nej.
    "Hvorfor ikke?
    "Fordi der lugter af bræk på gangene, mumler hun.
    De kører uden at sige noget længe.
    "Jamen, hva' vil du da? Bliver der spurgt.
    "Jeg har tænkt mig at få lavet større bryster, svarer hun.