Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

UDDRAG
Peter H. Olesen:
Jack Kerouac i Jylland
og andre sange
Sangtekster/digte
[Efterord af Jakob Brøbecher og Ove Spandet]
80 sider
Kr. 125,-
Adressens forlag
Udkommet 1. oktober 2004


[Digtet bringes med venlig tilladelse fra forlaget]

 

Af
Peter H. Olesen



 
Forsiden til Jack Kerouac i Jylland er oprindeligt skabt til cd'en Indenlands udenbys (et af de små billeder på væggen kom med i det færdige cover). Tanken bag var at vise den meget rejsende Jack Kerouac's hotelværelse med lampe og rejsevækkeur. Foto: Peter H. Olesen.

Peter H. Olesen er f. 1962. Sammen med sin bror Henrik Olesen udgør han sang-duoen Olesen-Olesen.

Jack Kerouac i Jylland er en komplet samling af Peter H. Olesens sangtekster fra de hidtil fem udkomne Olesen-Olesen cd'ere [1997-2003]. Og den er samtidig den ene bog i en duo-udgivelse med bøger af Peter H. Olesen fra Adressens forlag. Den anden bog hedder Jeg vil være hvor jeg ikke er. Læs mere om den her

Alle Olesen-Olesens tekster er skrevet af Peter H. Olesen, på nær to, hvor brormand Henrik Olesen lige har været indover. Til gengæld har Henrik Olesen så komponeret alle sange, på nær et par stykker, heriblandt sangen Jack Kerouac i Jylland, hvor Peter H. Olesen har fået lov....

"Tvivl, intellektuel og følelsesmæssig modstand mod fastlåsthed ytrer sig [...] igennem hele værket [...] Men altid – og dette er fundamentalt vigtigt – i selskab med den sporadiske tilfredshed ved det stille liv: drømmesenge og græsstrå".
Citat: Fra Jakob Brøbechers og Ove Spandets efterord

Jack Kerouac [1922-69] er amerikansk forfatter og tilhører den såkaldte beatgeneration. Kerouac er kendt for sit fantastiske sproglige gehør og flow og hans berømteste – men ikke nødvendigvis bedste – roman er On the Road [på da.: Vejene – udgivet i 1986 på Fremad], der ifølge myten blev knepret ned på en skrivemaskine på kun tre uger.



*

RELEVANTE LINKS:

Læs Senturas anmeldelse af Jeg vil ikke være hvor jeg er og Jack Kerouac i Jylland

Læs et teksteksempel fra Peter H. Olesens Jeg vil være hvor jeg ikke er – en bog, der udkommer samtidigt med Jack Kerouac i Jylland og også på Adressens forlag...

Besøg Olesen-Olesen.dk og få alt at vide om den dynamiske duo – fx mulighed for at læse teksterne til samtlige fem Olesen-Olesen-udgivelser...

Soundvenue.com interviewede brødreparret Olesen-Olesen i anledning af deres seneste cd Hårdnakket idyl [Melodika 2003]...

Olesen-Olesen har på cd'en På danske Læber fortolket Cohen-sangen Hvem i Ilden [psst! mellem os: Det gør de rigtig godt!]...

 

Teksteksempel

Jack Kerouac i Jylland

Jack Kerouac i Jylland
skriver dårlige digte
med den venstre hånd
og med den højre rækker han
ud efter verden

Jo, den er der endnu
med sin rus og efterrus
og med et stort, usikkert smil der lokker
Kom nu og tag mig

Hvis jeg kunne så ville jeg tage
bort herfra endnu i dag
Hvis der blot gik et tog
væk herfra

Jack Kerouac i Jylland
går i butikker og stjæler kød
Han stjæler vin, han stjæler smil
fra byens unge kvinder

Jack Kerouac
læser Hamsun, Johannes V.
Han hører Chelsea Girl
når det er nat i provinsen

Hvis jeg kunne så ville jeg tage
bort herfra endnu i dag
Hvis der blot gik et tog
væk herfra

NB! Teksteksemplet stammer fra fra det første Olesen-Olesen album
Indenlands udenbys [Exlibris 1997].




 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

[Tilbage til Lyriklisten]