Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 17.5.2006
[Opdateret d. 24.8.2009]

ANMELDELSE
Peter Laugesen:
64
Digte
143 sider
Kr. 199,-
Borgen
Udkommet 15. maj 2006

 

Af
Stefan Kjerkegaard




Omslaget til bogen er skabt af Per Kirkeby

Peter Laugesen
Er født 1942. Oprindeligt uddannet typograf. Debuterede med digtsamlingen Landskaber i 1967 på Borgen, hvor han siden har udgivet langt hovedparten af sine bøger.



*

RELEVANTE LINKS:

Læs mere om Peter Laugesen på litteratursiden.dk – bl.a. en grundig bibliografi...

Læs Senturas anmeldelse af Peter Laugesens forrige digtsamling Divanord fra 2004 – også andre links...

Hør et 30 minutters tumultarisk portræt fra 2005 af Peter Laugesen, der fik besøg i sin have i Brabrand...

Peter Laugesen skriver ofte om kultur og lign. i Information – søg på "Peter Laugesen" for at finde frem til de nyeste artikler...

Peter Laugesen blev valgt ind i Det Danske Akademi i 1997 – på det danskeakademi.dk kan du se, hvem der ellers er medlem af herreklubben [kun 4 kvinder er blandt de 19 medlemmer]....

Du kan også læse nogle klummer af Peter Laugesen på Senturaklummen...


 

Døden hænger uden mål og eftermæle

Den årlige tilstandsrapport fra Peter Laugesen er udsendt. Man ved, hvor man er, når man læser hans digte – og det er en rar fornemmelse, selvom man også ved, at kaos måske kun er et stenkast væk...

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE Selvom digteren Peter Laugesen er en del af Det Danske Akademi, vil jeg vove at påstå, at der ikke er mange, der har taget hans digteriske projekt rigtigt alvorligt endnu, og det er synd. Nu forsøger Laugesen så selv at give læserne nogle hints i sin seneste bog, der i høj grad handler om eftermæle og død. Bogen hedder simpelt 64, der er Laugesens alder, men som også refererer til så meget andet. I følgeteksten fra forlagets side til anmelderne står der om titlen (og jeg tør næsten æde mit tastatur på, at det er Laugesen selv, der har formuleret disse ord):

"Noget skal en bog jo hedde, og Laugsens nyeste hedder 64. Det er antallet af heksagrammer i den kinesiske klassiker I Ching og antallet af bogsider i fire trykark, falset efter sindrigt minimale regler. Den slags spontan orden er et gennemgående tema i hele Laugesens værk. Hans første bog udkom i 1967, samme år som "Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band" ramte pladespillerne. Hvad var det nu lige den sang hed? Hvad er der at sige, og hvordan kan det siges? Selvfølgelig er der også nyt fra hunden i dette foreløbigt sidste brev fra den krigshærgede udkant af Underholdningssamfundet, hvor Laugesen lader verden løbe gennem sin Olivetti."

Jeg citerer hele teksten, inkl. stavefejlen i navnet, fordi den er så karakteristisk for forfatterskabet. For det første kan Laugesen ikke lade være med at skrive lyrik, uanset hvor og hvornår han skal skrive. For det andet sker det i skriftens flugt, så hurtigt at stavefejl ikke altid bliver opdaget. Og for det tredje så hører man i stykket også den udvikling, som forfatterskabet på det seneste har gennemgået. Laugesen forholder sig reflekterende og ironisk over fænomenet og forfatterfiguren "Laugesen", ikke mindst historien om "Laugesen" og hunden, og det er netop her refleksionenerne om eftermælet også naturligt melder sig.

Årlig tilstandsrapport
Jeg ved ikke, hvordan andre har det med "Laugesen" eller hunden for den sags skyld, men jeg ser personligt frem til denne årlige tilstandsrapport fra Brabrand.

Og egentlig er det flintrende ligegyldigt, hvad han skriver om – der skal jo bare være et eller andet – for det, som det handler om, er ikke et hvad, men et hvordan. Det er selve Laugesens stil, der er sagen. Stilen er ikke kommet af sig selv; den har han skrevet og arbejdet sig frem til. Der er således meget af verden, som er løbet igennem Olivettien, og det har gjort Laugesen så god, som han er.

O poesi
For han er dæleme god, ikke på den der klassiske, digtermåde, hvor man som en anden Henrik Nordbrandt skriver om roser, længsel, rejser, intet og afsavn – O store digteriske emner. Det kan Laugesen også, men der er altid mere beskidt i Laugesens digte. De er hverken nøgternt afklarede eller støvsuget for digterisk udkrads. I Laugesens digte kan man lugte piben og dens udkrads, men samtidig er en pibe jo ikke bare en pibe. Det er meget mere kompliceret end det, og det ved Laugesen.

Han kan stille sig ud på badeværelset og pludselig står der: "Jeg står på badeværelset/og taler med et håndklæde". Det kunne Nordbrandt aldrig finde på, men der kommer faktisk et fremragende digt ud af det, hvor håndklædet til sidst griner Laugesen lige op i ansigtet. Sådan er verden jo så underligt skruet sammen.

En stemme fra verdens sprækker
Men hvorfor handler Laugesens nye bog så om død og eftermæle?

Alderen er naturligvis et oplagt svar, men måske er Laugesen også nervøs for, at hans digte ikke er blevet opfattet "rigtigt" endnu. Det, der er skrevet om Laugesen indtil videre, handler næsten kun om hans relation til beatdigtning, Charles Olson osv. Fint nok, men Laugesens digte er for mig at se meget mere end det. De er et sted, man betræder, nærmest en skriftlig tilstand, hvor en stemme udfolder sig i og fra verdens sprækker.

Projektet er primitivt som et forsøg på at indskrive sig naturligt i verden, nogenlunde som fuglen, der synger i haven, en slags territorialsang. Man ved derfor, hvor man er, når man læser Laugesen, og det er i sig selv en rar fornemmelse. Det holder sammen på tingene, også selvom kaos altid kun er et stenkast eller et øjeblik væk: "Det hylende kaos holdes sammen/af noget der brøler sjove ord/midt inde i alt/det synger stjerner på plads/i skæve billeder/med en rå raspende ømhed/langt ude over noget jeg glemte/Det er så langt ude og så langt inde/at det kun måske er mulig fremtid/og sagtens kan have været her før/eller altid//Det minder mest om et egern/ men sådan er der så meget".

Det er altid opløftende med kunstneriske udtryk, der udarter sig, men alligevel modnes på den helt rigtige måde. Det gælder folk som Tom Waits, Leonard Cohen eller Nick Cave, og det gælder altså også Laugesen, og kan man ikke lide lugten i digteriet, må man læse sine digte et andet sted.



* * *

 
Teksteksempler


1.

Om den række strint af ord kan holdes
højt nok over alt og intet til ikke
med nogen del af nogen lyd eller noget
bogstav at berøre konger og dronninger
af eftermælets tomme motorvej og sådan
flyve som et spøgelse gennem natten
forbi alle verdens lukkede fabrikker.

2.

Jeg står på badeværelset
og taler med et håndklæde
Det er juleaften
og jeg ved godt at jeg engang
var bedre til det
men heller ikke håndklæder
vil høre efter
og blive hængende
på den skæve knage
hvor de skal være
Alting er blevet ulydigt
det vender sig mod mig
som en sav der smutter
en tand der smuldrer
Engang var det en fornærmelse
men nu er det nærmest i orden
at jeg om lidt skal i seng
fordi ingen siger det
heller ikke håndklædet
Det falder bare ned
og ligger som et grin på gulvet

3.

Det er ikke så nemt
med alting på spidsen
og lommerne fulde af sten
Det er ikke så nemt
at flyve
når man kun har arme og ben
Det er ikke så nemt
at lette fra gulvet
når væggene smuldrer
Det er ikke så nemt
at spjætte med tungen
når helvede buldrer

Hvordan afslutter man et nummer?
Man lader det løbe ind
i en lille kasse man graver ned
når man har lukket låget
så kun en svagere og svagere lyd høres
til det hele er væk
så smider man lydløs jord på og det er slut

4.

Der er for meget fart i blodet
det bruser vildt på sin vej mod døden
jeg kan ikke holde hånden stille
om en blyant
jeg hakker mig frem på den her maskine
Myggene er helt vilde med mig
de kan mærke min røde fartstreg
jeg aner ikke om ord kan sejle
eller flyve med en motorisk summen
bort gennem natten hvor fugle sover


[NB! Digtene er fra s. 66, s. 69, s. 103 og s. 116 i bogen.]



[ t o p ]       [ h j e m ]