Besøg Peter Poulsens side på Forfatternet...

Insektverdenens forfinede Thomas O'Malley

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Når man sidder med Peter Poulsens seneste udgivelse Cikaderne synger, så sidder man på en måde med hans LIV i sine hænder. Det vil sortklædte små-depressive forfattere allevegne jo gerne have os til at tro, at vi gør, HVER gang vi læser noget som helst, men i Poulsens tilfælde ER det faktisk sådan. Det er det, fordi bogen er intet mindre end 40 års samlet lyrisk produktion , fra debut'en i 1966 til nu. Det er da også en ganske pæn moppedreng af en bog; 437 sider er det blevet til.

I samlingens forord gøres klart, at det vil være omsonst at lede efter en egentlig rød tråd eller at søge at udlede en klassisk kronologisk rækkefølge. Rækkefølgen er – som der står "diakron og baseret på tilfældighedernes princip". Cikaderne synger er derfor ikke en manual i Poulsens forfatterskab, den er – som forordet understreger – en NY digtsamling. Nu havde jeg på forhånd kun læst hans debut Udskrifter, så den er helt i vinkel med denne her fyr.

Sofistikeret cikade
Det digre værk indledes med dette digt:

Og mere passende kunne starten næsten ikke være – både titlen og det øvrige indhold taget i betragtning.

For cikadesangs-analogien holder hele vejen igennem, det er en sælsomt insisterende produktion læseren åbner op for, den er også – sine steder – "høj", men aldrig dør-indsparkende brutal eller buldrende. Det er helt klart en ældre, afdæmpet sofistikeret cikades sensommersang, vi har med at gøre. Enhver, der nogensinde har hørt en ung cikade synge, ved hvor pisseirriterende og vedholdende og tinnitus-fremkaldende sådan én er. Peter Poulsens cikade har heldigvis været rundt om blokken et par gange, dens sang er blid, pakker dig ind i sin melodis marcipan, gør dig endda lidt ør – indtil du opdager, at du har læst flere hundrede digte, og stadig ikke er mæt. Eller træt.

Verden rundt
Peter Poulsen tager dig med verden rundt, ud i idéerne, ind i musikken, livet, Gud, Satan, døden, maden, dumper dig ved ringside til kønnenes kamp, ned midt i naturen, han tager dig ud, op og hen – og så tager han dig tilbage til byens torve og gader og larm igen. Peter Poulsens cikade er helt sikkert en jazzet én, en slags insektverdenens forfinede Thomas O'Malley [den kække baggårdskat fra tegnefilmen Aristocats, red.], og i så godt selskab kan det aldrig gå galt.

Hans ord har nemlig deres egen blidt hypnotiserende musik indbygget i sig, og så har han nogle billeder, der endskønt sine steder lidt salvelsesfulde og lovligt "voksne" – for denne læser i al fald – aldrig kammer over, eller bliver til klam klæg (selv)højtidelighed. Når man tager digtenes brede spænd i betragtning, årene mellem mange af dem, så ER det et usædvanligt helstøbt og homogent værk. Vi kipper livligt med den ydre bowler, og ønsker tillykke med udgivelsen!