Publiceret d. 20.9.2006
[Opdateret d. 20.9.2006]
ANMELDELSE
Pia Tafdrup:
Tarkovskijs heste
Digte
80 sider
Kr. 150,-
Gyldendal
Udkommet 8. september 2006
Af
Ulf Joel Jensen
 Pia Tafdrup
Er født 1952. Har udgivet i alt 12 digtsamlinger, to skuespil, en poetik og en roman. Hverken anmelderroer eller priser er hende fremmed: I år modtog hun således Det Svenske Akademis Nordiske Pris (som sjette dansker nogensinde), sidste år modtog hun Søren Gyldendal Prisen – også Nordisk Råds Litteraturpris er også gået i hendes retning. Desuden er hun valgt ind i Det Danske Akademi, der ellers stadig mest af alt ligner en fintfimset herreklub.
Pia Tafdrup debuterede i 1981 med digtsamlingen Når der går hul på en engel og udsendte senest romanen Hengivelsen (2004). Hendes bøger er foreløbig oversat til 10 sprog.
En perfekt dag?
"I Tarkovskijs heste kommer jeg i digtet 'Mindst ét sår' ind på den første filosofiske diskussion, jeg kan huske. Jeg er fire år og har slået hul på knæet, og for første gang registrerer jeg blod, der kommer ud af mig selv. Min far forsøger at trøste. Det er meget komisk, fordi han er ved at binde slips foran spejlet – og så fortæller han, at der altid vil være noget galt et eller andet sted. Man har ikke en perfekt dag i sit liv. At der altid ville være et sår eller et smertepunkt, syntes jeg, var en rystende erfaring."
Citat: Pia Tafdrup i interview med Kristen Bjørnkjær [Information, 16. september 2006]
|
*
RELEVANTE
LINKS:
 Læs hele Kristen Bjørnkjærs interview i Information med Pia Tafdrup...
Læs Senturas anmeldelse af Pia Tafdrups roman Hengivelsen, der kom i 2004 – også mange andre links...
Læs Senturas anmeldelse af Pia Tafdrups foregående digtsamling, Hvalerne i Paris, der kom i 2002...
Besøg Pia Tafdrups officielle hjemmeside på tafdrup.com – bl.a. mulighed for at se forsider af oversatte værker eller et par klip med forfatteren fra dokumentarfilmen Tusindfødt...
|
|
Sorg og tomhed
Så er der nye digte fra Tafdrup. For første gang siden Hvalerne i Paris udsender Pia Tafdrup en digtsamling – denne gang kredsende om en fars død.
BONUS-INFO:
 Direkte til smagsprøve fra bogen
ANMELDELSE: Hun har 25 års jubilæum som digterinde, Pia Tafdrup. Meget godt gået af en på alle måder enestående stemme i den danske poesi, som til stadighed formår at holde sig frisk, relevant og nærværende.
Jubilæet bliver fejret med en ny samling digte, Tarkovskijs heste, der denne gang helt er helliget den faderskikkelse, som tidligere med jævne mellemrum er dukket op i Tafdrups digte.
Umiddelbare digte
Tarkovskijs heste er Tafdrups 12. digtsamling på de 25 år – men den første i fire år. Og de fire år har Tafdrup tilsyneladende brugt til at løsne sin stil lidt op. Det er som om, at læseren af Tarkovskijs heste kommer lidt tættere på Tafdrup selv end tidligere.
Digtene er bestemt ligeså alvorlige, ligeså pragtfulde som tidligere – men de er "løsere". Mere umiddelbare. Det sted, den "gamle" Tafdrup faktisk kigger tydeligst frem er i titlen på samlingen, som udspringer af bogens sidste digt.
Digtsamlingen virker som en gennemskrivning af sorgen og tomheden i forbindelse med farens sygdom og død. Der er således rigtig meget på spil i digtene – og det mærkes. Tafdrup formår at løfte sin vrede over farens nedbrydning, sin personlige sorg over tabet op til noget på én gang meget større og meget mindre – noget vi alle kan spejle os i og forstå.
Det er både smukt og – nok så sjældent – rørende.
|
* * *
Teksteksempler
1.
HIMLENS TYNGDEKRAFT
Solen går ned, en øjeblikkelig smerte
flænser min far.
Jeg sætter mig hos ham, tager hans hånd,
kendt og ukendt
– har ikke holdt den sådan før.
Hans øjne flakker
rundt i rummet, han spørger
til bøger i min reol:
Ekelöf, Ekman, Eliot,
ser ud på aftenlyset i maj,
kommenterer skyerne.
De krakelerer på en blåhvid, åben himmel,
spredes og bliver borte.
Min far holder sig rank, hans stemme
skyder ord ind mellem os,
et sproggitter –
for at virkeligheden
ikke skal komme for tæt på,
som godnathistorierne
måske også engang værnede
mod det faretruende:
fjendskab, vildskab, ondskab?
Jeg holder fast om hans hånd,
tiden går slet ikke.
Sveden
springer frem på hans tinding.
Huden
har ikke den farve, hud skal have.
Pludselig finder hans ord ikke vej,
er blot et indre ekko,
men endnu
er han min far.
I en døds-
kløft lytter jeg
til hans vejrtrækning, til faldende
krystalregn,
en nåleagtig prikken i lungernes mørke.
Min far fejrer min fødselsdag, dét
har han ingen anelse om,
men han er på besøg –
og så besvimer man ikke.
2.
TARKOVSKIJS HESTE
I den skønhed en hest
opviser,
stående i sol
på en græsmark,
som jeg i et tog kører forbi,
få dage efter
at min far døde –
ser jeg ham pludselig igen.
Det grønnes
passage ...
Med samme ophøjede ro
som Tarkovskijs heste
i Den yderste dom
udstråler
i filmens sidste billeder,
er min far til stede,
hvilende i sig selv.
Han har været hyllet
i flammer,
og jeg har båret
hans urne til gravstedet.
Væren er ikke
at være
uden smerte.
Jeg bærer ham
i mit indre
som en ny autoritet.
Tungens kraft –
Eurydike synger.
Noget i hestens væsen
får ham til at træde frem.
En skygge lyser,
nu ER han her bare.
NB! Digtene står s. 47-48 og s. 75. Opsætningen kan forekomme lidt anderledes end i bogen.
[ t o p ] [ h j e m ] |
