Kærlighedssonet

Jeg erklærer dette digt for at være en sonet:
For det første, fordi det har fjorten linjer.
For det andet, fordi det vil vise sig
allerede i første linje, at have indvarslet
en overraskelse: Nemlig for det tredje
fordi man ikke vil kunne gennemskue
meningen med det, før jeg selv
har fundet den: For det fjerde skal dette her
frem for alt ikke handle om den eneste ene
for den slags findes ikke længere: Og hvilken frihed
at kunne tale sådan om den eneste ene.
Den eneste ene har forladt mig, og jeg er for gammel
til at finde en ny. For det sjette og syvende vrøvler jeg.
Finde en ny! Der er kun den eneste ene.
Så det blev altså en sonet med femten linjer.