Mathilde Walther Clark fortæller godt i Priapus, men hendes sprogtone og fortællestil er samtidig så mærkværdig, at det ender med at være en kende trættende.

ANMELDELSE: Hovedpersonen Priapus i Malthilde Walter Clarks forførerroman er navngivet efter den uheldige græske frugtbarhedsgud, der trods sit emblematiske, gigantiske, stive lem, ikke har det mindste held i erotikkens verden. Han er det forbandende barn af lystens gud Dionysos og kærlighedens gudinde Afrodite.

Romanens Priapus har imidlertid ikke de store problemer med sine erotiske udfoldelser. Så længe kærligheden ikke blander sig.

Succesfuld modefotograf
Priapus Cloakfire er en succesfuld modefotograf, der har en særlig evne til ikke alene at fotografere, men også forføre kvinder. Han møder astronautdatteren og forfatteren Faye og indleder et forhold til hende. Hun er alt, hvad han har ønsket.

Men en art grundløs jalousi sniger sig ind hos Priapus. For at sikre sin position sørger han for at gifte sig med Faye. Men ægteskabet ødelægger et ellers flammende erotisk forhold. I ægtesengen sniger impotensen sig ind. Priapus kan simpelthen ikke erotisk med Faye. Og han må i stedet søge lysten hos stort set alle andre kvinder – og enkelte mænd – der krydser hans vej.

Det er imidlertid en skamfuld lyst, som ikke rummer det mindste spor af hengivenhed eller kærlighed. Kærlighedens genstand er og bliver Kaye. Så ethvert møde ender altid med, at Priapus må skrubbe lemmet i håndvasken. Det er lystens forbandelse.

Det er ikke uden omkostninger for Priapus at leve forførertilværelsen. I store dele af romanen må han flygte. Fra sig selv. Fra Faye. Fra vrede og forsmåede mennesker. Det bringer ham sammen med Faye til et strandhus i Mexico, hvor hun allerede på romanens første sider forsvinder i bølgerne. Priapus opsøger så en afvænningsklinik for at blive til den mand, som Faye fortjente. En mand, der ikke tænker på sex med andre hele tiden.

Den ynkelige forfører
Det går imidlertid ikke videre godt. Og vi får gennem romanens 464 sider tegnet et portræt af en forfører, der ikke ligefrem er den klassiske ubekymrede forførertype.

Det er ikke Jørgen Leth, der tager kvinderne som en ret. Det hverken Casanova, Don Juan eller andre amoralske forførere, der ubekymrede føjer nye navne til listerne over belejringer.

Johannes Forføreren fra Kierkegaards Enten-Eller nævnes ikke i pressematerialet til bogen, men faktisk har Priapus ikke så lidt tilfælles med sin kollega. Han er æstetikeren, der ikke kan falde til rette i livet. Æstetikeren der flygter fra bindende valg. Mathilde Walter Clark beskriver det som en mangel i ham. Et hul, der ikke kan fyldes, uanset hvor mange huller han selv fylder.

Priapus er æstetikeren, der under overfladen, pines af rastløshed og ensomhed. Og i modsætning til Johannes faktisk også af skammen. Priapus Cloakfire er faktisk en ret ynkelig forførertype, når der kommer til stykket.

En sær fortællerstemme
Clark fortæller godt. I lange stræk lader man sig faktisk forføre af hendes roman. Men hun rammer samtidigt en mærkværdig sprogtone og fortællestil, som truer med at være en kende trættende.

I sin tidligere udgivelse, novellesamlingen Tingenes uorden fra 2005, lancerede Clark en skrivestil, der vellykket trak veksler på modernismens sære fortællere så som Seeberg og Villy Sørensen. Det var små perler af velafrundede absurde universer. Skrivestilen har hun taget med sig over i Priapus. Hvor man også møder en særdeles interessant alvidende fortællerstemme, der kommenterer og analyserer handlingen på sin helt særegne og ikke mindst sære måde.

Og den er faktisk mægtig morsom rigtigt mange steder. Fx da Priapus, ængstelig over sin egen formåen, udspørger Faye om hendes tidligere elskere. Det sker med lyset slukket i soveværelset. Så Clark slukker også lyset i bogen – typografisk set.

Samtalen folder sig ud over små 12 sider, hvor de fleste af dem er trykt negativt, dvs. med hvide ord på sort baggrund. For at understrege pauserne i mørket står der sommetider kun en enkelt sætning på hver side. Sekvensen afslutter i øvrigt med, at Faye tænder lyset, fordi hun bliver træt af Priapus’ spørgsmål. Og bogen skifter igen over til sort skrift på hvide sider. Godt tænkt.

Morsom ja, forførende tja..
Men samtidigt har de humoristiske indfald fået følge af en intention om at fortælle noget vigtigt om kærligheden og menneskets eksistens. Ikke alene i tematikken, men også i en mere poetisk og svævende skrivestil. Et gennemgående billede på kærligheden bliver således til ”usynlige sølvtråde”.

De gamle, sære fortællere har fået selskab af Jens Christian Grøndahl. Og her sker i min vurdering et sammenstød, som blokerer for forførelsen. Det bliver en bog, der ikke ved, hvad den vil. Vil den være seriøs og dyb, eller humoristisk og let?

Kan man se igennem fingrene med de ting, er det en ganske underholdende bog. Og der er ingen tvivl om, at Mathilde Walter Clark med Priapus lægger en personlig og markant fortællestil frem. Men forført bliver jeg ikke.