Verdenshistoriens længste interview med Dan Turèll, også kærligt kaldet Dan the Dansker, er blevet genudgivet. Forfatteren René Højris fortæller om baggrunden for interviewet, dengang i 1976, da ordet codylt stadig var gangbart.

I 1976 underviste jeg på Borups Højskole i København, og var samtidig boganmelder ved Højskolebladet. I februar samme år anmeldte jeg Vangede Billeder. Vel vidende at Turèll næppe læste denne ellers på alle måder glimrende publikation, sendte jeg et eksemplar til ham. En uges tid efter fik jeg en kuvert med en bog i: Onkel Danny Fortæller. Bogen var på det tidspunkt netop færdigtrykt, men endnu ikke udgivet officielt, da den skulle udkomme på Turèlls 30-års fødselsdag, den 19. marts 1976. Turèll havde med sin legendariske sorte fyldepen skrevet denne hilsen i bogen:

Jeg havde længe broderet på en idé om at skrive en biografi om Dan Turèll.

Hans boghilsen gav mig courage til at sparke til bolden. Jeg sendte derfor samme dag et brev til ham. Heri skrev jeg, at jeg mente, tiden var inde til en bog om ham. Ikke en almindelig biografi, men nærmere et patchwork – en multi-bog, ligesom han selv var et multimenneske, der begik sig i en multi-medie-verden. Jeg skrev også, at jeg var klar over, at lærde folk fra universitetet uden tvivl ville stå i kø for at skrive en bog om ham – men at hans liv og forfatterskab sandsynligvis ville blive sat i kasser og båse med pile imellem. Denne misere kunne han meget let undgå. Nemlig ved at lade mig, en storbybeduin som ham selv, skrive bogen.

Et par uger gik og han skrev tilbage, at det var i orden. Jeg kunne bare ringe til ham. Vi aftalte et møde, og på dagen stillede jeg på 4. sal i Istedgade 25, hvor Turèll på det tidspunkt boede sammen med et par venner. Døren blev åbnet, men ikke af Dan selv. Nej, han var ikke kommet endnu, men jeg kunne bare sætte mig ind og vente. En halv times tid gik, og en buldren lød ved døren. Den blev åbnet, og et mindre brag lød. Jeg ventede videre. Et stykke tid efter kom Turèlls kontubernal ind. Nå, sad jeg der endnu? Jamen, det var altså Dan, der lige kom, og han var ikke disponeret for at tale med nogen mere den dag. Om jeg ikke kunne ringe og aftale et nyt møde?

Da vi endelig mødtes første gang, fortalte han mig, at han syntes, vi udgjorde en "codyl fed" kombination, da han ikke kunne fordrage de "forlæste og forskruede" universitetslitterater. Mine tanker om en bog fyldt med fotos, udklip, udsagn, anmeldelser og alle mulige andre indslag var lige i hans egen ånd og stil.

Han insisterede kun på én ting: At interviewet skulle starte med dette spørgsmål og svar:

Hvad synes du er den mest opløftende begivenhed i halvfjerdsernes danske litteratur?
– Kim Larsen.

Helt løsrevet og ude af sammenhængen med bogens næste spørgsmål.

Ud over at det var en ægte følt cadeau til Kim Larsen, så fik Turèll på denne måde taget lidt strøm på, at vi, som han sagde, "sad og arbejdede på en seriøs biografi".

Min idé om at bringe et fotografisk aftryk af hans dagbog, gik han op i med Duracellsk energi. Han researchede i gemte kalendere, og valgte med stor omhyggelighed et opslag, hvor man kan læse, at han skulle ringe til "doc." for at nasse en recept på speed, og at han havde "mistet pung og papirer" (i en brandert). Numrene ud for de afsendte breve viste det løbende antal afsendte breve i en konkurrence om at skrive flest breve, som han havde kørende med vennen Jacob Ludvigsen.

På biblioteket fik jeg hjælp til at finde alle registrerede anmeldelser og skriverier, der havde været trykt om Dan Turèll. Det gjorde det muligt at skabe siderne med alskens udsagn om Turèll – fra : "Han er tidens puls" til: "Jeg er parat til at angive Turèll til politiet".

Bogens interviewdel er baseret på i alt 30 times samtale – der uden overdrivelse er verdenshistoriens længste Turèll interview. Det blev optaget på en skramlekasse af en kassettebåndoptager. Vores møder fandt sted hos Dan selv eller rundt omkring i byen. F.eks. på trappen til Eliaskirken på Vesterbros Torv.

En anden gang endte vi på en kinesisk restaurant. Da vi nåede til kaffen, tog Dan en æske sødetabletter frem, og dumpede et par stykker ned i kaffen. Turèll var åleslank, og jeg spurgte ham, hvorfor han ødelagde smagen med sødetabletter. Han svarede: "Sødetabletter...det er speed!"

En dag sad vi hjemme hos Turèll i Istedgade og klokken 5 i 4 sagde han pludselig: "Nu går jeg over i banken og skriver en gummicheck, og så tager vi en taxi ud til Christiania." En lille times tid senere var Turèll igang med at købe en klump hash, og interviewet fortsatte derefter på en bænk i Staden, mens Turèll nød sin "tjald".

En tredje interview-session endte i en sauna på en af byens badeanstalter.
Næppe har en person været mere kulørt at interviewe!

I efteråret 1976 havde jeg skiftet lærerjobbet på højskolen ud med et danskstudie på Københavns Universitet. Men end ikke i kantinen derude så man mig. Jeg brugte alle døgnets vågne timer til at transformere de 30 timers båndoptagelser med den turbo-talende Turèll til ca. 100 sider i bogform. Dan læste naturligvis alt igennem, men han var nem at arbejde sammen med. I foråret 1977 var Dan Turèll og jeg selv med til at sætte bogen op, og monterede den sammen med Dans ven, forfatteren Asger Schnack, der til daglig arbejdede på Borgens Forlag. Dan Turèll var perfektionist og en detaljens mand, så det var typisk for ham, at lige til sidste sekund ville han være med på fødestuen.

Det var på alle måder en stor oplevelse at samarbejde med Dan Turèll om denne bog. God fornøjelse med den – og med de utallige inspirerende og imponerende bog-, artikel- og lydrejser, han trods sine kun 47 år nåede at berige os med.

For at bruge en af Turèlls egne vendinger – "for meget mand!" – så kan man aldrig få "for meget Dan!"