Livsvisdom i et slør af støvregn

ANMELDELSE: Grøndahls nyeste kan anbefales til enhver, der har tre-fire timer tilovers, omend den lille roman aldrig får krænget de helt store hemmeligheder ud af sit farlige emne – terrorisme.

Mest af alt minder den mest om sådan en dag, hvor man aldrig når at vågne op og komme helt frem til det vi i fællesskab kalder virkelighed. I sin selvsikre – men ikke helt loyale lænen-sig-opad thriller-genren – er den meget fokuseret på plot og personer.

Der sker det, at en jeg-fortæller beretter om en pige ved navn Sonja – og denne pige var, sådan lidt uden at tænke over det og ikke så alvorligt, involveret med en tysk terrorcelle i 70'erne. I en glimrende, glidende vekslen frem og tilbage mellem nu og da finder ingen nogensinde ud af hvor dybt og hvorhenne problemet med den politiske vold egentlig stikker.

Jeg-fortælleren knævrer løs
Som personer virker figurerne noget triste og stivbenede i det. De vil kun tale om vigtige ting. Og de får ikke et øjebliks fred. Jeg-fortælleren knævrer løs uden ophør, alt forklares nærmest simultant med dets fremføring. Hvis man selv kunne tænke sig at fortolke lidt, bliver man irriteret, men kan man lide velafstemte lag-på-lag, der fremfor alt er så diskrete som enhver gentleman med hænderne på rette sted, er man gået rigtigt.

Sproget er skarpt, strygende, men gennemtrænger aldrig det slør af støvregn, der falder fra en gråtonet, analytisk indstilling og lægger sig udenom synsvinklen. Ikke utypisk for forfatteren er det i Røde hænder sådan, at en underspillet livsvisdom drejer sig rundt og skinner let i nogle litterære udhulninger af ubekymret psykologisering og åbenhjertig eksistentialisme.

Jævn på en sikker måde
Bogen er sådan jævn på en sikker måde. Påskud og virkeliggørelse ender med at have filtret sig sammen i en fingeret selvanalyse, hvor analysen fylder mere end selvet – og stilen alene kan ikke redde helheden fra at blive lidt kedelig og meget uambitiøs. Den overbevisende normaltilstand forfatteren opstiller bliver aldrig demoleret, knapt nok udfordret og faktisk får fortællingen svært ved at finde frem til sin berettigelse, hvilket slutningens mangel på afslutning kun kan pege forsigtigt på.

Det tætteste han kommer et par brudflader er et tysk slogan og en toenhalvsiders monolog; begge er set mange gange før og set bedre. Røde hænder er en fornøjelse at læse, men der er ikke – som man siger – nok på spil i denne rolige og ordentligt velskrevne roman.