Erindringens notesbog

Cirkusdirektør Lars Saabye Christensen byder op i sit livs manege med en tæt, lille roman-poetik, der med bravur præsenterer det 30-årige forfatterskab.

ANMELDELSE: Gad vide, om Saabye er træt af spørgsmål om graden af selvbiografi i hans værker? Man kunne i hvert fald få den tanke, at Saabyes cirkus er hans både virtuose og drilagtige svar på spørgsmålet. audemars piguet replica watches

Faldet – at miste kontrollen et fatalt øjeblik – er et genkommende tema hos Saabye, og rammefortællingen i Saabyes cirkus er da netop også et fald. Scenen er sat på bogmessen i Paris, hvor en småneurotisk og succesrig forfatter, der meget vel kunne være Saabye selv, skal tale om den nordiske litteratur og sig selv. Men scenen er vakkelvorn og stolen for tæt på kanten, så netop da han åbner munden, falder han ud over kanten og i det fortættede minut fra 19.03-19.04 passerer – ikke hans liv – men hans fiktion revy.

Saabyes mennesker
Faldet folder sig nemlig ud til et erindringsglimt, der sender os tilbage til Saabyes foretrukne lokalitet: Skillebekkkvarteret i Oslo i året 1965, hvor en dreng skal til at blive en mand. Drengen minder påfaldende om andre saabyeske karakterer fx ved en lille fysisk defekt, i dette tilfælde en talefejl, der i hvert fald i hans egen optik placerer ham i outsiderens rolle. Samtidig spiller talefejlen drillende på karakterens lighed med Saabye selv, der netop fandt sin bestemmelse i skriftsproget, i sin egen poetiske syntaks, der altid kredser om de små menneskelige fejl.

Drengen higer efter at finde sin bestemmelse og kaster i første omgang sin kærlighed på en fiestarød Fender Stratocaster. Problemet er bare, at prisen er 2250 kr., og hans samlede finanser beløber sig til 43,50 kr. Han skaffer sig derfor et job som blomsterbud og møder via det den fallerede trapezkunstner Aurora Stern, der får afgørende indflydelse på hans modning til mand og forfatter. Hun lærer ham, at mennesker er forgængelige, mens rekvisitter er varige. Drengen – eller Saabye – får dermed en af nøglerne til det kommende forfatterskab, hvor udvalgte ting fungerer som karakterernes talisman eller hemmelighed, nedarves gennem generationer og ofte viser sig at have mangfoldige betydninger.

Ud i Oslos gader
Historien er enkel, men Saabye er som altid "en flittig skrædder der syr i stoffet med tråde af tid". Han broderer en festforestilling, hvor metafiktive refleksioner over sammenhængen mellem liv og digt smidigt snor sig ind og ud af fortællingen sammen med alle the usual suspects fra 60'ernes Oslo – selvfølgelig til tonerne af de for Saabye emblematiske strofer fra Beatles' Listen: "Do you want to know a secret/Do you promise not to tell".

Som et kæmpebolsje
Saabyes cirkus er en tilbagevenden til den sørgmuntre, men dog forhåbningsfulde tone, der har haft mindre plads i de to seneste romaner. Drengen falder ikke. Forfatteren på bogmessen falder heller ikke. De bæres oppe af erindringer, der kæder sig sammen til fortællinger og forvandler sig, som Fender Stratocasteren, der blev til en blomst, der blev til et forfatterskab.

For Saabye-afficinados er romanen som et kæmpebolsje. Man sutter og sutter og håber aldrig, det stopper. Har man aldrig læst Saabye før, er romanen den perfekte pakkeløsning: et koncentrat af saabyeske temaer, karakterer og dilemmaer serveret i hans særlige sprog, hvor banaliteter strækkes til kanten for så at folde sig ud som indsigtsfulde sprogblomster af stor skønhed.

franck muller replica