Læs starten af Steen Langstrups FM 112, 8 MHz
Læs starten af Lars Kjædegaards Paul
Læs starten af Sara Blædels Rotten
Læs starten af Gretelise Holms Victoria

Der er altid en speciel stemning i bilen, når man kører gennem Byen med et lig omme bagi. En anelse trykkende, lidt som om stilheden vejer noget. Den dybe brummen fra motorens otte cylindre og vinduesviskernes rytme kommer på en sær måde til at ligge neden under stilheden. Som under en dyne. Man er alene, men alligevel ikke helt alene.
     Bruno Hanson stopper for rødt og kigger i sidespejlet. Den blå taxi bag ham blinker af til højre. Han slipper rattet og lader en hånd glide over hovedet. Kan mærke små hår, som bløde skægstubbe. Han trænger til at få hovedet barberet. Han trommer på rattet med fingerspidserne.
     Liget ligger under et mørkeblåt tæppe. Der er vinduer i lastrummet, hele vejen rundt, men skulle nogen kigge ind, ville de ikke kunne se andet end en bunke et-eller-andet, der er dækket af et blåt tæppe. Anyway, dette er Byen, og her holder man sin næse for sig selv.
     Hvis han løfter lidt i tæppet, ville han kunne se, at huden er ved at blive blå, fordi blodet synker til bunds, nu hvor hjertet ikke længere pumper det rundt i kroppen. Der er ingen puls, ingen vejrtrækning. Øjnene bevæger sig ikke under øjenlågene. Der er intet liv. Sådan er døden. Det er ikke første gang, Bruno transporterer et lig gennem byen i sin gamle Chevy Van. Han er prof, og arbejder man for Jimmy Sadd, så hører den slags med. Han ved, at liget stadig vil være lunt at røre ved. Lig køles forholdsvist langsomt, og han har skruet blæseren op for fuld styrke for at sinke rigor mortis, så liget ikke stivner, før han er sluppet af med det.
     Han husker første gang, Jimmy Sadd bad ham transportere et lig. Han havde været Jimmys chauffør nogle måneder på det tidspunkt. Kørte Jimmy og hans lille nips af en kone rundt til premierer, gallafester og den slags, i Jimmys lyserøde limo. Limoen sprængte den letiske bande nede fra Havnen i luften for en fire år siden, og Jimmy, der ikke kom noget til ved eksplosionen, valgte at holde en lidt lavere profil et stykke tid. Så nul limoer. Bruno fik andre opgaver og har med tiden fået større ansvar i organisationen, selvom mange stadig kalder ham Chaufføren.
     Den aften i den lyserøde limo sagde Jimmy, at han lige skulle snakke med en fyr, de tilfældigvis fik øje på inde på fortovet. Dengang virkede det tilfældigt, men Bruno har siden lært, at der ikke er mange tilfælde i nærheden af Jimmy Sadd. Fyren var en lille skid af en pusher, hætte på trøjen, bange øjne, hurtig snak. Men det hjalp ham ikke. Han havde snydt Jimmy og den slags afregnes kontant. Jimmy skød ham, lige der, i limoen. Lænede sig frem mod Bruno og sagde: – Nede i Centrum er de ved at bygge et nyt domicil i 46 etager for Fusk Forsikring. De arbejder dag og nat. Nu i aften er de ved at støbe fundamentet. De venter dig. Kør vores døde ven ned til dem. Spørg efter Franz. Han tager sig af resten. Og kør mig så hen til teateret. Borgmesteren venter.
     Bruno havde gjort, som han sagde. Det gør man, sådan er det. Men der var sket et trafikuheld nede ved Stadion, og Bruno blev fanget i trafikken. Det burde have taget en lille halv time at nå frem til byggepladsen, efter han havde sat Jimmy af ved teateret. Det kom til at tage to timer og et kvarter. Alene i Sadds lyserøde limo med et lig siddende omme på bagsædet. Bruno fik det med varme. Han kogte, sveden drev af ham. Paranoiaen begyndte at prikke i ham, mens køen af bilen sneglede sig fremad. Han satte airconen på Forfrysninger eller noget i den stil. Alligevel var alt hans tøj gennemsvedt, da han endelig nåede frem til byggepladsen og fandt Franz, der blev rasende, fordi kulden fra airconen havde fremskyndet rigor mortis, og liget nu var stift som et bræt. Det er noget af et arbejde at få bakset et lig, der er stivnet i siddende stilling ud af en limo.
     Bruno sveder, men det er ikke kun varmen fra blæseren, der får ham til det. Normalt er alt planlagt. Han ved, hvor han skal køre liget hen, hvem der vil tage sig af at få det af vejen og så videre. Denne gang er intet planlagt. Han må selv finde ud af det hele. Der skulle slet ikke have været noget lig. Sadd er i spjældet de næste par måneder. Der er ingen til at planlægge noget som helst. Bruno er alene om det.
     Og hvor fanden skal han gøre af liget? Han kunne selvfølgelig smide det i havnen, men solen er på vej op, og om kort tid sætter morgenmyldretidstrafikken ind. En eller anden gammel kælling kunne finde på at ringe til politiet, hvis hun så et ordentligt muskelbundt smide et lig i havnen, da hun var ude at lufte Fido. Og politiet er ikke lige så glade for Sadds drenge, som de var engang. Desuden er Havnen letternes område.
     Han må finde på noget andet. Men det er svært at samle tankerne med et lig i vognen. Når man kan fornemme liget omme bagi, som om sjælen eller et eller andet vimser rundt deromme. Man er ikke helt alene.
     Bruno skæver om til liget, før han tænder radioen.

Paul besluttede at lade være med at barbere sig. De havde sovet længe, lidt for længe, og han følte sig allerede fortravlet. Victoria havde været i bad først. Selv havde han kun lige været under bruseren for at skylle trætheden ud af kroppen. Han brød sig ikke om den fugtige atmosfære. Det regnede udenfor, og når de havde badet, virkede lejligheden ligeså fugtig og klam som vejret. Man kunne gå i opløsning af alt det vand.
     Victoria var i gang med at lave kaffe, men han kunne høre på hendes bevægelser, at der var tale om en hurtig kop – ikke nogen afslappet, langstrakt morgenmad.
     Han skulle ud. Han skulle på arbejde. Men travlheden var i virkeligheden ikke hans egen. Det var Victorias hektiske facon, der smittede af på ham selv.
     Så snart han var gået, skulle hun i gang med sit eget arbejde på telefonen. I et kort øjeblik så han sig selv og hende ovenfra, som myrer i byens store labyrint.
     Hvorfor? tænkte han. Hvad laver vi? Hvorfor har vi travlt?
     Udenfor kunne han høre, hvordan der allerede var gang i kvarteret. Hispaniolas gader genlød af den hvislende lyd af biler, der kørte gennem gaderne, mest varevogne og lastbiler, der bragte varer og forsyninger til kvarterets forretninger, værtshuse og cafeer. Han tænkte på alle de mennesker, der hver dag udførte deres rutiner i det nedslidte kvarter. Somme tider, når han følte sig mest trængt og fortravlet, slog meningsløsheden ned i ham. Der var ingen anden kur for den synkende fornemmelse end at komme i sving.

Hans kop med kaffe stod på bordet i stuen. Et lyspunkt. Victoria lavede god kaffe, selv når det skulle gå hurtigt. Han knappede sin skjorte, mens han satte sig og løftede koppen.
     Victoria var ikke mere utålmodig end normalt. Hun sad overfor ham med sin egen kop, optaget af at sno ledningen på telefonen op, så den kunne strækkes ud. Hun sad ofte sådan, og det var ham en gåde, hvordan telefonledningen altid blev snoet. Den var fuldstændig filtret sammen. Nu så han hendes tynde, hvide fingre filtre ledningen til hendes headset ud. Hendes arbejdsredskab.
     Victoria arbejdede på telefonen. Hun brugte den sjældent til andet. Hendes liv afhang af den telefon. Kommission. Salg. Det var vigtigt for hende, og han forestillede sig, hvordan hun blev en anden, når hun ringede op til sine kunder og fik dem til at købe noget, tilmelde sig noget, abonnere på noget. Han kendte ikke detaljerne i det, for Victoria arbejdede ikke, mens han var i lejligheden. Det var en regel, ikke hans idé, men en klippefast regel, som hun havde lavet, og som han måtte respektere. Hendes arbejde kunne føles vigtigere end han selv.
     Han kunne se hendes hvide fugtige hud under hendes uknappede, tykke denimskjorte, som hang løst på hende. Når man arbejdede på telefonen, betød det ikke noget, hvordan man så ud. Det sagde hun tit.
     Paul syntes, at hun så godt ud. Han kunne se mellemrummet mellem hendes tunge, faste bryster, og han følte en iling af lyst og resten af mindet om natten, hvor han havde ligget bag hende og hulet sin ene hånd om hendes bryst.
     Men nu skulle Victoria og brystet på arbejde, og Paul drak sin kaffe hurtigt, så hun ikke skulle blive irriteret på ham.
     Han gjorde sig klar og kyssede hende. Hun besvarede kysset med stresset kærlighed, allerede halvt i gang med sit vigtige arbejde. Paul tog sin tynde regnfrakke på og smækkede sig ude på afsatsen.

Morgenluften hang kølig og våd i opgangens mørke. Han kastede et blik på døren til naboens lejlighed og mindede sig selv om, at han skulle huske at fodre Jimmy Sadds fisk derinde. Det måtte vente, og desuden havde han været derinde sidst på eftermiddagen i går.
     Paul gik ned ad trapperne. Der lugtede af kaffe og våd hund. Den brune linoleum, som engang havde været poleret og hel, var nu tør og krakeleret. Han kunne høre gadedøren gå dernede. Gadens hvislen nåede ham. En ny dag. En ny dag som alle de andre ny dage.
     Hans bedstemor havde lært ham, at man altid skulle se på en ny dag som den første i ens liv, og leve, som om det var ens sidste. Han tænkte tit på hendes furede ansigt og på hendes visdomsord. Han vidste egentlig ikke, hvorfor det havde hængt fast i hans hjerne – Bedstes ord lød som visdomsord, men Paul havde aldrig formået at se, hvilken betydning de havde for hans eget liv.

Det regnede i tove, den dag hun begravede rotten.
     Rikke Berg var lige kommet hjem fra hospitalet, og hendes anspændte krop fik de bløde strøg over hundens ryg til at virke mekaniske. Dens hoved hvilede tungt i hendes skød, mens de lange løse hundehår dalede ned og landede på gulvet, uden at hun rigtig lagde mærke til det.
     Hun lukkede øjnene, lukkede skyggerne fra træernes tætte grene ude og dannede det tomrum, som det til tider lykkedes hende at forveksle med tryghed. Pillerne begyndte at virke. Hun fornemmede, hvordan uroen forsvandt, og angsten trak sig tilbage. Langsomt åbnede hun øjnene en anelse og skævede hen på væggen, hvor stueuret hang og tikkede minutterne i stykker.
     Hun kom til at tænke på dengang, alting var anderledes. Dengang hun var enogtyve og mødte Christian. Tingene var kommet som foræringer strøet med ødsel hånd. Først havde hun fundet lejligheden, det var et tilfælde, at hun overhovedet stoppede op ved supermarkedets store opslagstavle og gav sig tid til at studere opslagene. Det var mest tanken om, hvad hun kunne anskaffe sig, hvis hun ville, der fik hende til at pløje de mange hjemmelavede annoncer igennem. Men hun konstaterede hurtigt, at det mest drejede sig om ting, der ikke var interessante for hende. Den ældre mand var kommet med papiret i hånden, mens hun stod på tæer og læste om hundehvalpe og en samling boligmagasiner i en imponerende årgangsrække.
     – Undskyld, må jeg benytte pladsen oppe i hjørnet? Hun havde høfligt trukket sig tilbage, men var løbet efter ham med sedlen i hånden og havde indhentet ham ude på fortovet. Dagen efter havde hun skrevet lejekontrakt og fået overrakt nøglen.
     Så havde hun været til en fest, og der var Christian dukket op sammen med et par andre fra jurastudiet. Weekenden efter blev de et par. Sådan havde det også været med jobbet. Tilfældigheder, der var faldet ud til hendes fordel, blev hendes livsfundament. Men hun havde ikke værdsat det, hun havde taget som en selvfølge, at ting kom let, og at livet var ukompliceret.
     Hun fnøs, stadig med øjnene halvt lukkede, og konstaterede, at man roligt kunne sige, at hun var blevet klogere i løbet de ti år, der var gået.
     Med usynlig tyngde tvang hun skuldrene ned og pustede langsomt ud, mens hun mærkede, hvordan hendes højre ben var begyndt at sove under labradorens vægt. Hun tog tilløb og åbnede øjnene helt, sad lidt og stirrede, mens hun trist tænkte, at regndråberne lignede tårer, der gled ned over villaens store panoramavinduer ud til haven.
     Nej, nu må du fandeme holde op, sagde hun højt til sig selv – som tårer! Hold da kæft. Hun rystede arrigt hovedet, pressede de påtrængende følelser tilbage på lageret og skubbede hunden lidt til side, så hun kunne rejse sig. Med en stiv bevægelse kom hun op at stå, støttede sig til lænestolen, inden hun gik ud i køkkenet med hunden i hælene.
     Hun stoppede op i døren og lod blikket glide rundt, elkedlen lå stadig på gulvet, men ellers var der ingen spor. Hun havde vendt ryggen til, allerede da hun fornemmede, at den var på vej ud af hendes hånd. Hun var i løb på vej ind i stuen, da den ramte skibsplankerne på køkkenets gulv, og hun lå med hovedet presset ned i sofapuderne, da det kogende tevand bredte sig til en sø ud over det mørke træ.
     Det var ikke engang et døgn siden, hun var kommet hjem. Det ville i et hug ødelægge den tillid, Christian havde kæmpet så hårdt for, at de fik genopbygget, og hun ville gerne gøre sit til, at det skulle lykkes. Der var faktisk ikke noget, hun hellere ville. Men så nyttede det heller ikke, at hun på dag ét brød det hele ned igen ved at sige, at alt var som før.
     – Find den indre ro, messede hun for sig selv, mens hun rejste sig og gik ud i køkkenet for at tørre op. – Ro, dybt ind i sjælen – og pust ud...
     Det ærgrede hende, at hun ikke havde nået at fange det i opløbet. Følelsen havde overmandet hende, da telefonen ringede, og hun hørte røret blive lagt på, da hun sagde sit navn.
     Nu stirrede hun på vandet, stod lidt og tog sig sammen, inden hun bøjede sig, samlede kedlen op og studerede den revne, der var kommet i den hårde plast lige over håndtaget. Irriteret satte hun den fra sig og besluttede at køre ind til Byen. Hun var nødt til at købe en ny, inden Christian kom hjem. Han ville opdage det og udspørge hende, indtil hun til sidst blev nødt til at fortælle, at hun et kort øjeblik havde troet, det var vendt tilbage.

Det er ufatteligt, hvor meget mænd vil betale for at høre, at de har en stor pik. Eller for forestillingen og drømmen om, at den er stor, tænkte Victoria. Hun anede selvsagt ikke, hvordan deres pikke så ud, eftersom hun kun talte med dem i telefonen, men det hørte altid med i repertoiret, at hun sagde:
     – Så tager du din store, stive pik frem…
     – Jaaah, stønner han.
     – Den er så stor, at den næsten forskrækker mig…
     – Jaaah, mere…
     – Jeg bliver våd, sjaskvåd og kan ikke skjule min liderlighed… Du stikker hånden op under min nederdel og opdager … at jeg ingen trusser har på!
     Her starter hun den påtagede ophidsede vejrtrækning, som gør hendes talestrøm mere abrupt.
     – Jeg griber om den … jeg må bruge begge hænder for at nå rundt … den er ååh sååå stor …
     – Fortsæt, stønner manden i telefonen. Mere, mere… Hun kan høre, at han er ved at arbejde sig op, og det må trods alt heller ikke gå for hurtigt. Taksten er 30 dask i minuttet, og hun skulle gerne trække den i mindst ti minutter.
     – Din slemme, uartige dreng. Nu slipper jeg din store pik!
     – Nejnej, du må ikke slippe. Du skal have den, gisper kunden i telefonen.
     – Jeg vil slikkes. Min kusse er svulmet op og brænder af liderlighed. Vil du slikke mig?
     – Jah … Jah … nu slikker jeg dig. Gør det godt i din lille liderlige kusse?
     Hun hører nogle uappetitlige smaskelyde og sluger selv ganske lydløst en af de piller, som hun har anbragt i en række på bordet foran sig.
     – Mmmmmmmmm, dejligt, svarer hun og ser på uret. Der er kun gået tre minutter.
     Hun stønner, men ikke ekstatisk. Hendes erfaring siger hende nemlig, at denne kunde har let ved at komme, og han skal helst holde syv minutter endnu, medmindre selvfølgelig, at han vender hurtigt tilbage.
     – Åååh, sukker hun. – Mere, ja dér. Du må ikke holde op. Det er så dejligt. Det må aldrig slutte. Jeg vil have mere, mere, mere…
     Hun er lige ved rent rutinemæssigt at sige pik, men kommer i tanker om, at fantasien drejer sig om, at han slikker hende. Sekunderne snegler sig af sted på det elektriske vægur.
     – Nej, siger han. Nu får du den altså. Og du får nok. Jeg kan tre gange, tre gange på en time.
     – Åh ja, Åh ja. Nu kommer den op i mig. Den er så stor og hård… Den spiler min kusse ud … min kusse brænder … sluk ilden … sprøjt!
     Han udstøder et orgastisk brøl, og hun kvitterer professionelt med en påtaget lykkelig klynken og sukker:
     – Jeg kan aldrig få nok af dig.
     – Jeg ringer igen, svarer han hæst. – Meget snart.