Dig og mig og vi to og tingene

Relationer – både mellem ting og mellem mennesker – er kernen i Anders Abildgaard Nielsens debutdigte. Det er fængende, når det gælder tingene, men først rigtig interessant, når der gælder menneskerne.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Anders Abildgaard Nielsens debutbog Sætninger fra det lille forfatterdrevne forlag Anblik er inddelt i flere afsnit.

De første er faktisk, som titlen siger – bortset fra en enkeltstående længere tekst – deciderede sætninger. Nogle er meget korte som fx "Fornemmelsen af at blive tænkt" og "Vandet imellem hane og vask," andre er lidt længere som "Når man ikke er i tvivl om, at den anden er levende, kan man måske tale om at sidde over for nogen" og "Elementer, der placeres bag, foran og ved siden af én, når man går."

Perspektiver og vinkler
De korte tekster har to tematiske brændpunkter: Der er ting, og der er mennesker.

Og lad os tage tingene først, fx: "Vi holder i hanken på kopperne, der holder os i lod mellem gulv og loft." Denne spøjse opmærksomhed på perspektiver og vinkler er det dominerende greb i ting-teksterne; årsag og virkning opløses eller bytter plads, og tingene indgår i nye relationer med deres omgivelser. Tilgangen til verden er nærmest fænomenologisk, Anders Abildgaard Nielsen nøjes med at se på det der er, og lader sig ikke distrahere af en irriterende viden om årsagssammenhænge.

Det kommer der nogle pudsige observationer ud af, fx:.

En aften, da jeg er ved at falde i søvn, låser koordinaterne, værelset og tingene står stille, der er ingen lyde, det er, som om der med mig bliver som linse bliver taget et billede.

Grebet er umiddelbart fængende, men for mit vedkommende når det at udspille sin rolle i løbet af nogle sider. Det ligner lidt rappe oneliners, men derudover svært for alvor at komme nogen vegne med, i hvert fald for mig.

Skarpt øje for relationer
Det bliver straks mere spændende, når Anders Abildgaard Nielsen kaster sig ud i at beskrive relationer mellem mennesker. Grebet her er ikke så kunstfærdigt, der er i højere grad tale om straight iagttagelser – og her kommer forfatterens skarpe øje for relationer os virkelig til gode. Disse findes også i den meget korte genre som: "Når du trækker hovedet tilbage, som om du bliver tilbudt noget, du ikke kan lide" – men især folder de sig ud i de lidt længere tekster i bogens sidste del.

Jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at mennesketeksterne bliver længere – her vil Anders Abildgaard Nielsen noget mere, han har simpelthen mere at sige. Vi bevæger os i et hverdagsunivers, men det betyder ikke, at der ikke er noget på spil. Det er der nemlig, og dét er rigtig fedt, fx her:

Hurra for den slags iagttagelser – selv om der selvfølgelig i lige så høj grad tale om en bister beskrivelse af en relation, for kan man virkelig se alt det på du'et, eller er det bare noget, som jeg'et fortolker ind?

Andre af de lidt længere tekster kombinerer det fænomenologiske og det relationelle, og det fungerer fint – jeg synes bare, at det sidste er mere interessant. Men det er sikkert også en smagssag. Anders Abildgaard Nielsen er i alle tilfælde en skarp iagttager.

Mænds venskaber
Og så en anden styrke: En del tekster handler om relationen til en ven, en tæt og ikke ukompliceret relation. Det er simpelthen bare grundlæggende interessant at læse om og cool at bringe det på bane, for hvor tit handler mænds digte om venskaber? Det ville nok være virkelig at umoderne og bagstræberisk at skrive, at det er "modigt gjort", for det er vel for fanden ikke specielt farligt. Men alligevel: Godt gået og forfriskende sammenlignet med den evige dig-og-mig-og-vi-to-lyrik.

Man er selvfølgelig idiot, hvis man påstår, at digte enten er form eller indhold. Eller at indhold er vigtigere end form eller omvendt. Men jeg synes, at der er lovlig meget form i de første korte tekster og ikke så meget andet. Til gengæld er der masser at hente i de længere stykker, mere af det, tak.