Sara Blædels Grønt støv kalder sig en roman. Men er nok i virkeligheden en krimi, der bare mangler den sædvanlige mængde vold, våben og drukture.

ANMELDELSE: Sara Blædels debutroman kalder sig selv en roman, og ikke en krimi eller kriminalroman.
    Måske ligger der et signal i det, for hvis man forbinder en kriminalroman med en kæderygende og kædekneppende børste, der renser ud i byens underverden ved hjælp af vold, våben og døgnlange drukture på dødsruten, så er Grønt støv ikke en krimi.
    Men derfor kan den jo godt være spændende.

Blædels helt er kriminalassistent i Drabsafdelingen Louise Rick, som sammen med sin nære veninde og kriminalreporter ved Morgenavisen Camilla Lind indblandes i to mord. På få dage bliver en ung pige kvalt i Østre Anlæg, og en mandlig kollega til Camilla Lind myrdes i gården bag Royal Hotel.
    Begge kvinder er midt i trediverne og Blædel bruger meget af handlingen til at beskrive forholdet og svingningerne mellem veninderne.

Det er nok ikke noget, der kan få den arketypiske alpha-han til at droppe en landskamp til fordel for en lang nat i læselampens skær – men for de mænd, der er vant til at gå tur i parken med deres anima i snor, er der måske gode tips til at kunne vinde et skænderi over deres bjæffende kærester.

Grundig og langsom
Forfatteren har gjort sit hjemmearbejde godt. Hun har sågar haft sit eget forlag, der specialiserede sig i at udgive kriminalromaner.
    Det er research.

Sara Blædel beskriver selv sin arbejdsmetode i en lille epilog ovenpå de 346 siders fiktion. Universet omkring handlingen har en vis lighed med virkeligheden, skriver hun, og tilføjer, at det undervejs i arbejdet har været vigtigt at komme tæt på det virkelige miljø, for at kunne skabe så realistisk et billede som muligt.

De journalistiske kvaliteter skinner igennem, og Blædels hovedpersoner må gennem mange og lange møder, utallige telefonopkald og masser af tankerækker før sovsen er tilstrækkeligt indkogt til at urternes kraft, og vinens subtile nuancer smager igennem.
    Der bliver ikke slået spektakulære kolbøtter eller delt knogleknasende øretæver ud, men den manglende action opvejes af en følelse af at være med hele vejen gennem tvivl og rutinearbejde til slutningen, der er godt fundet på.

Men de stille gys findes… man kan 'glæde' sig til en frysende forklaring på, hvad et kolposkop er – og hvorfor der hænger en Disney-tegning i loftet over netop det instrument på Retsmedicinsk Institut.

Ingen filosofisk vasketøj
Der er ingen referencer til aktuelle politiske emner eller samfundsmæssige forhold.
    Anders Fogh kan pakke sin Bond-smoking sammen. Blædel bruger ikke sine personer til at luske sine egne holdninger igennem eller lufttørre filosofisk vasketøj.
    Det er et valg, som man efter smag kan glæde sig over eller beklage.

Der er heller ingen sproglige snorkelture mod depressive dybder, og grinebidere går forgæves. Blædels forfatterside giver god plads til journalisten, og det forøger følelsen af realisme. Redelighed og nøgternhed er bogens kvalitet.
    Sovemedicin for dynamiske drengerøve, ja – men de kan gå alt for mange andre steder hen i forvejen, så lad dem gå.

Smæld i brystet
Det er tydeligt, at forfatteren er en kvinde. Hovedpersonerne er kvinder, chefen er kvinde, og i det hele bliver der taget grundigt revanche, for de mange knaldromaner fyldt med potente problemknusere og whiskybællere.

Sara Blædels pæne og venlige par Louise og Camilla kan lære mange dirty tricks i en strikkeklub med Liza Marklunds energibundt Annika Bengtzon, Sara Paretskys skallesmækker V.I. Warshawski i Chicago og Anne Holts norske lesbiske bikertøs Hanne Vilhelmsen.
    Romanen er altså langt fra et feministisk kampskrift, men snarere endnu et velkomment forsøg på at få lidt balance i tingene.

Hovedpersonens kæreste, Peter, mærker på et tidspunkt, at hans forhold til Louise Rick fordybes, og måden, han mærker det på, er, at det pludselig går op for ham, at han vil have børn med Louise Rick.
    Den mand vil mange kvinder sukke efter, og hans akutte skruk-attack er måske lige så fiktiv som de villige og yppige kvinders optræden i mandlige forfatteres verden.

Louise Rick mærker på et tidspunkt en indsigt som et smæld bag brystet. Ret meget mere smæld er der ikke for skillingen i Sara Blædels roman.
    Men hendes lavmælte spændingsopbygning er lovende nok til at slagsmålene og parforholdskatastroferne kan vente til opfølgeren.