Stemningen er vigtigere end handlingen i Sidsel Falsig Pedersens små sjove, tankevækkende og helstøbte noveller.

ANMELDELSE: Det kan godt være, at Sidsel Falsig Pedersens Så må vi se har fået deklarationen "noveller" fra forlaget. Måske fordi noveller er moderne, mens kortprosa er håbløs 90'er-retro. Men det er altså kortprosa.

Heldigvis gør det ikke så meget, når forfatteren skriver så lækkert som Sidsel Falsig Pedersen. Hun har med denne udgivelse raffineret den stil, som hun bl.a. lagde så smukt for dagen for 8 år siden med Ejerskifte.

Superkomprimeret
Der er tale om superkomprimerede sproglige snapshots af korte handlingsforløb. Stemningen er dog oftere vigtigere end selve handlingen. Det er stemninger, der i de bedste tekster, rammer læseren med et brag.

Et godt eksempel er teksten Globryllup, hvor en kvinde opsøger en mand, som har haft og måske stadig har et forhold til, ved dennes bryllup: "Lige inden han går ind i kirken vender han sig om og ser på mig, jeg ville egentlig bare vinke, men i stedet løfter jeg højre arm og lader som om jeg skyder."

Rammer følelseslivet præcist
Sidsel Falsig Pedersens gør det samme som kvinden i Globryllup, hun tager sigte og rammer følelseslivet præcist. Og gør det oftest med en stærk undertekst af betydning, som ligger mellem den handling, vi ser i selve teksten.

I Varme kilder møder man til eksempel en kvinde, der vil forsøge sig selv som frigjort ved at gå i mudderbad på en badeanstalt. Som hun selv udtrykker det: "Jeg tror det vil være godt for mig selv at tænke på mig selv som en der gør den slags, det vil give mig mere mod på tilværelsen, og livet generelt." Der ligger naturligvis mere under. Kvindens usikkerhed på badeanstalten viser sig at dække over en usikkerhed i forhold til hendes parforhold.

Kuriøse og groteske tekster
Og netop parforhold fylder meget. Der er de kuriøse og groteske tekster. Lige fra den utro ægtemand i Nat, der vågner op til synet af elskerindens mand med en hævet hammer i hånden, til kvinden i teksten Hans bil, der stalker eks'ens nye kæreste og overvejer at køre hende ned.

Og der er de hverdagsagtige men alligevel dybe. Som Havebænken, hvor en kvinde taler om sine naboer, der er som besatte af havearbejde, mens hun selv har et ret afslappet forhold til det. Jeg kan lide den fortæller. Hun skal dog opdage, at naboparrets maniske plantepleje handler om et indholdsløst forhold. Da nabokonen således forsøger at læsse sorgerne af på fortælleren, må denne i et morsomt tvist undskylde sig med, at hun er nødt til at male sin havebænk. Og det lidt tjept.

Fint med kortprosa-retro
De surrealistiske tekster, som Sidsel Falsig Pedersen tidligere har brilleret med, ser man ikke så meget til. Lidt er der stadig, bl.a. i fortællingen Flow, hvor fortælleren til sin egen store overraskelse er blevet for stor til at komme ud af soveværelsesdøren hen over natten.

Men Så må vi se er overvejende skrevet med realisme. Sjove, tankevækkende og fornemt helstøbte historier. Og så er det egentlig fint med en lille smule kortprosa-retro i en tid, hvor vi får den ene nye slægtsroman på 650 sider efter den anden.