Litteratur eller litteraturanalyse?

Carsten Jensens Sidste rejse er en god roman, mener vores anmelder. Men han mener også, det går lidt galt, fordi forfatteren bliver for tydelig. Følg med her, når han småsnakker og analyserer sig gennem to citater – og ender ved en anden dansk forfatter med efternavnet Jensen.

ANALYSE: Lad os prøve at nærlæse to tekststeder i Carsten Jensens Sidste rejse, og se, hvad der går galt, og hvorfor den ellers helt gode roman måske ikke har skrevet sig direkte ind på en fremtrædende plads i dansk litteraturhistorie.

På side 28 skriver Carsten Jensen en poetisk-filosofisk redegørelse:

"Carl vendte blikket bort, men lige meget hvor han så hen, glitrede isbjerge i solen, så det gjorde ondt i øjnene. Som årer under huden gik blå og grønne smeltevandsstriber inde bag den hårdtfrosne, skærende hvide overflade. Vældige kræfter var på spil her. Uvarslet kunne iskolosserne brække midt over og et stykke større end en domkirke styrte i havet og i sit fald ikke blot tage en kajak, men et helt skib med sig i dybet."

Det kører bare derudad. I den farlige og uforsonlige omverden indlejres – i kraft af sammenligningen med blodårer – et anonymt menneskeligt subjekt, der altså qua sin lighed med papirets hvidhed kunne være forfatteren. Det er en allegorisk form for refleksion. Men en af de ovenstående ganske fine sætninger er helt forkert. Kan du gætte, hvad det er for én?

En lille uskyldig sætning, der får hældt hele stilens spil lige lukt i papirkurven. Ja, rigtigt... Det er den med kræfterne. I sig selv kan den på ingen måde være litterær. Man kan undskylde den med, at den er en slags dækket tale, altså at hovedpersonen tænker noget for sig selv om det, han ser – men skal man undskylde det, så skulle det måske have været skåret. Ligegyldigt om fortæller, forfatter eller hovedperson skal tilskrives sætningen, kan der ikke herske tvivl om, at tekststykket som litterært rum havde været større uden den.

Der er ingen vældige kræfter på spil noget sted i nærheden af den sætning, der postulerer, at vældige kræfter er på spil her. Der er kun en meget tyndbenet analyse, der går rundt om sig selv en enkelt gang, inden den mumlende lægger sig til at sove. Den opnår altså det modsatte af, hvad den udsiger.

Mere analyse end litteratur
Små halvfjerds sider senere dukker ordet vældigt op igen – to gange:

Så sætter vi tingene på spidsen. Det er her folk vælger side. Ud over at læseren her kun tiltros opgaven at samle et slapt paradoks, der knapt formår at holde sammen på sig selv, sker det samme igen. Vældigheden går i stykker ved at posere.

Ved ordene "vidnesbyrd" og "forræderisk" begynder stykket at læse sig selv som allegori på teksten; altså i en overført betydning, hvor tegnene vender tilbage til sig selv i stedet for at ende i et billede: Havet kan læses som teksten – begge har overflade og dybde. Forfatter og læser bevæger sig som skipper og gast derudad. Vidnesbyrdet forråder sig selv og afslører sin eneste hemmelighed: Det her er ikke litteratur så meget, som det er litteraturanalyse. Jeg bliver alt andet end "suget ind i billedet", der suger sig selv ind i sig selv – og forsvinder.

Jensen hedder Johannes
Fælleseje og fri adgang til goderne er ikke ligefrem naturligt forekommende i det kanoniske rum. Alle véd, at hvis du vil skrive om havet, skal du skrive om kap med Goethe. Solen har også sine egne regler. Jorden, stjernerne, nattergalen og græsstråene ligeledes. Litteratur er resultatet af navnenes skriven sig ind i alverdens ting.

Og hvis du vil skrive på dansk om søfart, frostvejr, sne og is kommer du ikke uden om Johannes V. Jensen. Han er den målestok dit værk vil blive knækket imod. Jeg synes jo nok, det mindede mig om noget, jeg havde set før og set bedre. Et kendt citat fra Kongens Fald:

"Over Nytaar blev det et klingrende Frostvejr. Sundet var tillagt, og de milevide Isgulve sukkede og sang om Nætterne. Der var en vanvittig Magt i Isens Drøn. Det var Frostens Lynslag fra Kyst til Kyst, det var Mindelser om forfærdelige, bundne Kræfter."

Der er ikke behov for at analysere dette tredje citat i dybden eller markere forskellene til de første to citater af Carsten Jensen; alle burde kunne, om ikke se, så mærke dem.

Kort sagt: de vældige kræfter, der her er "på spil", som både Carsten og jeg forfalder til at sige i vores gensidige mangel på originalitet, beskrives her som "bundne" og hvem, skal man nemlig spørge, har så formået at binde dem? Prøv at skifte ordet "bundne" ud med ordet "vældige".

Grunden til, at jeg vurderer Carsten Jensens roman som et ikke helt vellykket forsøg på at skrive god litteratur, er, at han er for forhippet på sejren. Han kan ikke vente på, at andre end ham selv, læseren fx, udtaler at kræfterne rent faktisk er vældige. Det er ikke hans opgave. I sport agerer udfordreren heller ikke dommer samtidigt.