Men han har skrevet meget andet end sange i årenes løb. Både lyrik, dramatik, børnebøger, noveller og ikke mindst romaner er det blevet til, siden Sjón fik udgivet sin første digtsamling som 15-årig. På Island omtales han som et vigtig omdrejnings-punkt i det kulturelle og litterære miljø.

Hidtil er ingen af hans egne værker oversat til dansk - bortset fra enkelte bidrag til tidsskrifter, f.eks. Hvedekorn. Men nu er så Dine øjne så mig, Sjóns tredje roman, kommet på dansk. Bogen udkom i 1994 og blev året efter kåret til 'årets bedste islandske roman', hvilket resulterede i en af landets største litterære udmærkelser, The DV Newspaper Prize.

Drømmesyn
Dine øjne så mig bærer den uskyldige undertitel 'en kærlighedssaga'. Men pas på! For selv om romanen blandt andet handler om forholdet mellem en mand og en kvinde, er det alt andet end en traditionel kærlighedshistorie, som den drilske Sjón vil fortælle.

Romanens hovedperson, Marie-Sophie, arbejder under Anden Verdenskrig som stuepige på en kro i den tyske landsby Kükenstadt. En nat får hun et drømmesyn, hvori der viser sig en mystisk mand med en rosa hatteæske. Denne æske indeholder nøglen til krigens afslutning og menneskehedens redning. Kort efter dukker manden virkelig op på kroen med skæbnesvangre konsekvenser for stuepigen.

Marie-Sophie hvirvles gennem en slags surrealistisk dannelsesproces med alt, hvad en sådan kan indeholde af groteske og uhyggelige scenarier: indvikling i absurde historier, en voldtægt begået af kærestens dobbeltgænger, en forelskelse i den mærkelige, fremmede mand, udskiftning af krop og køn - og endelig et moderskab til et besynderligt barn (romanens fortæller), som hun ikke har født.

Sideløbende med Marie-Sophies historie fortælles om ærkeenglen Gabriel, der er på vej til at blæse i sin basun for at nedkalde dommedag over menneskene. Han når dog aldrig så langt, for Satan dukker op og får melodien til at løbe løbsk i englens hoved, så den havner i hypotalamus (hjerne-centeret, der styrer hormonerne). Herefter forvandles Gabriel til kvinden Gabriella, hvilket får alvorlige konsekvenser, der rækker langt ud over det mytologiske niveau og ind i historien om verdens gang med Marie-Sophie og manden med den rosa hatteæske i centrum.

Sammenkoblinger og løse ender
Det er kendetegnende for romanens komposition, at den ene historie griber ind i den anden. Realistiske fortællinger, drømme, hallucinationer, mytologisk stof og litterære referencer væves på kryds og tværs - alt sammen organiseret af fortælleren, der med selvironisk distance står uden for historien og diskuterer begivenhederne og fremstillingsformen med en fiktiv læser.

Det er et spændende projekt, som Sjón har kastet sig ud i, men desværre bliver det ikke rigtig gennemført. Kun en del af vejen lykkes det Sjón at skabe holdbare (motiverede, sjove, eller virkningsfuldt skæve) forbindelser og overgange mellem de mange ofte vidt forskellige scener og fortællinger, som projektet kræver for rigtigt at fungere. De steder, hvor det ikke lykkes, efterlades nogle lidt for løse ender, nogle lidt for meningsløse og påtvungne sammenkoblinger.

Og det er ærgerligt, fordi der er mange af de enkelte elementer, som er virkelig gode: De stemningsfulde og levende fortællinger, som skabes for derefter at blive opløst til effektfulde, surrealistiske syn og scener; og den så ofte underholdende fordrejning og afmystificering af det mytologiske stof, hvilket f.eks. resulterer i en herlig absurd hyrdescene...

Latrinære gloser
Humoren, som dominerer romanens tone, fungerer dog heller ikke altid. Det skyldes, at den i for høj grad er baseret på det frække i at benævne de nemme, latrinære gloser. I længden bliver det plat, og derfor trættende.

Et andet (og værre) aspekt af bogens humor er den selvironiske distance, der er etableret gennem fortællerens afstandstagen til - og diskussion af - romanens form og indhold. Det kunne have haft værdi som formeksperiment, men da det er set før, falder det til jorden og kommer til at virke som irriterende og søgte indslag i en flok ellers udmærkede historier.