1.
Jeg ligger helt stille på sofaen under dynen, trækker vejret, men ligger ellers helt stille, forsøger virkelig at ligge stille med lukkede øjne, klokken må være hen ad 13, det er vist nok gråvejr udenfor, det var det i hvert fald sidst jeg kiggede ud. Og gid jeg ku' ligge så stille resten af vinteren.
Men så skal jeg ryge.
Stadig med lukkede øjne, rækker jeg ud efter cigaretterne og får fat, det er svært at tage en ud af pakken med lukkede øjne, men det går. Jeg når at tænke: "Tænk, hvis jeg var blind", "Tænk, hvis jeg blev blind", "Hvad er det for en summende fornemmelse i læggene, første tegn på kommende blodprop?" Jeg registrerer lyd fra gaden (særlig en bus, en motorcykel og de høje brag fra noget der læsses af på fortovet), den konstante summen fra radiator og køleskab, og jeg tænker: "Et komma er en lille snegl der står på tå og ser sig tilbage." Så er cigaretten placeret mellem læberne.
Men lighteren, hvor er lighteren?
Jeg føler mig frem på sofabordet med højre hånd, men kan ikke finde den. Overvejer min situation, giver op, vender hovedet til sovestilling.
Men jeg skal ryge.
Så jeg tager en stor beslutning og sætter mig op i ét ryk, glor på bordet, på fjernbetjeningen til tv'et, på min kalender, den sølvfarvede notesbog, en bunke papirer. Ingen lighter. Så opdager jeg en udbuling på manuskriptet. Lighteren ligger under manuskriptet.
Åh nej, manuskriptet.

2.
I dag er det mandag, gråvejr, tung trafik i gaderne omkring mit hus, jeg skal læse mit "manuskript", se hvad jeg egentlig har skrevet, hvor langt jeg er, hvor jeg er, det er simpelt; en simpel opgave, læs 28 sider og se at komme videre derfra.
Sådan har det været i flere uger.
Det er ikke særlig sjovt. Vågner hver morgen og har det ærlig talt skidt – hjertet hamrer, jeg er grædefærdig, men også vred, står og ryger under emhætten og er ved at give op allerede klokken 8, lægge mig og blive liggende.
Sådan har det været i flere uger.
Desværre er det ikke en depression (har med både angst og bæven konsulteret lægen flere gange), jeg skal blot læse 28 sider, og så se at få fat og komme videre. I går troede jeg virkelig på det; først gik jeg en længere tur, så indtog jeg et passende måltid, jeg tændte lys og hørte musik – snart den ene slags, snart den anden – jeg tog manuskriptet frem og lagde det foran mig på bordet. Jeg rørte ved den første side. Jeg pillede ved arkets skarpe kanter. Men så blev jeg dødeligt træt. Og der var netop tale om samme træthed som i folkeskolens ældste klasser, pludselig sidder man og nikker og kan ikke åbne sine øjne. Snart lå jeg og sov hen over både manuskript og bord.
Det var den arbejdsdag.

3.
Jeg kan ikke rykke den lighter ud under det manuskript. Jeg rejser mig og henter tændstikker i køkkenet. Skynder mig tilbage til liggende stilling og tænder ("man kan dø af at ryge i sengen"), puster flammen ud og lader tændstikken falde på gulvet, ryger ("man kan dø af at ryge i det hele taget"), lukker øjnene igen. Nu lyder det bestemt som om det er begyndt at regne.
"Et punktum er et sort punkt for afslutning, men det er også øjet hos et insekt der lever et både kort og farefuldt liv."
Det er tid til at vende sig om på siden og se frem for sig. Jeg ser nu på mit slukkede fjernsyn og opdager mig selv spejlet i den mørke skærm. Det er ikke noget rart syn. Mit liv er også kort, og her ligger jeg nyttesløst hen. Jeg tager en kollegas splinternye roman i vindueskarmen, sætter mig op og læser den. Finder bogen både gribende og morsom. Tænk, at han har skrevet så fin og så tyk en bog. Den er på 225 sider, og fortællingen er både elegant og sikkert skruet sammen. Sproget flyder med stor lethed. Klokken må være hen ad 16. Stuen er mørk og det er for længst holdt op med at regne. Hvis det da nogensinde begyndte? Jeg er nødt til at gøre et eller andet normalt. Jeg går ud og børster tænder.

4.
For nogle dage siden ringede en veninde. Hun var blevet syg. Det var noget på balancenerven. Hun følte stor tomhed, nu hun ikke var i stand til at stå på sine egne ben. Hun havde ikke kræfter til en lang samtale, men jeg blev ved med at tale og spørge og fortælle (om min sofa, manuskriptet, det grå og kolde vejr, hosten, der helt sikkert er en følge af rygning). Til sidst bad hun mig så mindeligt om at lade hende få fred. Hun ville jo bare give livstegn, og nu var hun træt. Jeg skammede mig sådan resten af dagen. Jeg tænkte: "At udsætte en ven for sådan noget. Jeg ved ikke mere hvordan man omgås dem man holder af." Og jeg undrede mig og græd og følte stor forvirring.

5.
Så skrev jeg et kort digt på fem linjer. Det lignede et lille udsnit af et kort over en stor by. Alligevel hang det ikke sammen med noget særligt; ikke natten det blev til i, ikke de grå og svære dage der lå forud for denne nat, ikke den hånd der skrev det; ikke mig.

6.
Jeg ved at det er sådan her: Pludselig tager fanden ved én og man skriver til man er færdig. Vugger det skrevne i sine arme, fodrer det og retter det til. Skriver tålmodigt, skriver utålmodigt, skriver igen og igen, skriver rent og giver det endelig fra sig – lykkelig (euforisk) lettet (afkræftet) stolt (sindssyg). Med tiden glemmer man næsten alt om det.
Folk siger måske: "God bog, du dér har skrevet" eller "Jeg ku' nu bedre lide dine første ting" eller "Jeg forstår ikke helt ..." Senere bladrer man selv forundret i det, som om en fremmed havde skrevet det. Og tænker: "En fremmed har skrevet det, ikke mig, ikke nu. Godt skrevet – nej, dårligt skrevet. I hvert fald slet ikke hvad jeg stræber efter, slet ikke hvad jeg vil. Jo, måske alligevel det jeg vil, næsten hvad jeg vil, hvad jeg ville – men ikke helt – ikke helt på den måde ... Slet ikke fuldkomment. Nej! Da slet ikke fuldkomment!"
Og så er man i gang igen, med sit store ønske om at skrive, sit brændende ønske, sit håb, alle de snørklede veje man må gå for at finde
a) den motorvej, der bringer én videre, fremad; høj af lyst sidder man så ved rattet og synger.
b) en lille sti hvor man udmattet og ensom bevæger sig baglæns gennem et tørt og øde landskab.

7.
Og sådan. Ligger jeg her og ser på dynebetrækket med et halvt øje.
Det er lyst og blåt.
Mønstret.
Slidt.