ANMELDELSE
Per Andersson-Ek, Kenth Andréasson og Åke Edwardson:
Skriv journalistisk
Originaltitel: Börja skriva Oversat og bearbejdet til dansk af Vagn Steen
269 sider
Borgen 2001

Man gik sådan og glædede sig. Glædede sig til at skulle læse en bog om indføring i journalistikkens sproglige muligheder. Men efter læsningen har man det ligesom en juleaften, hvor man aldrig rigtig fik det, man ønskede sig.
    Der er nemlig ikke mange overraskelser i "Skriv journalistisk" af de tre svenske forfattere – Per Andersson- Ek, Kenth Andréasson og Åke Edwardson – der netop er udkommet på Borgens Forlag og oversat og tilpasset af Vagn Steen.

Titlen 'Skriv journalistisk' er kun delvist dækkende, for blot fem af bogens 11 kapitler handler om at skrive. De resterende er overladt til beskrivelse af andre journalistiske discipliner, såsom research og det man på Danmarks Journalisthøjskole kalder informationsret – det vil sige læren om det, man kan tillade sig at skrive og det, man ikke kan. For den rent skrivelystne er der således for mange emner, der, tror jeg, vil virke uinteressante.

Sproget der udeblev
Bogen er skrevet i et lettilgængeligt sprog. Og den er derfor hurtigt læst. Men det er så som så, hvad den giver sin læser af gode råd til at kunne forbedre sproget. De sproglige råd er haltende indlagt, og bogens synes at savne en form for struktur. Det undrer mig, at allerede andet kapitel handler mere om europas telegrambureauer og mediedækningen af Afrika end om opbygningen af en dansk folkeskolesætning.
    Journalister skal være opmærksomme på ikke at falde i de sproglige klichéers fælde. Derfor er det pudsigt, at 'Skriv journalistisk' er fyldt med sproglige klichéer som 'at skrive er at investere i sig selv', 'den der søger, finder' og 'lad indholdet bestemme'. Jamen selvfølgelig, fristes man gang på gang til at sige.

Gamle nyheder
'Kunsten at præsentere en nyhed' hedder kapitlet, der opremser de syv hv-ord; hvem, hvad, hvor, hvornår, hvordan, hvorfor og hvad så. Altså den gængse universelle nyhedsformel. Interessant kunne det have været, hvis netop denne formel for en gangs skyld blev udfordret. Nyhedstrekanten og dens effekt på sin læser har i journalistkredse været til debat, og denne debat kunne med fordel være diskuteret.
    Bogens sidste kapitel handler om fremtidens mediebillede. Om sammensmeltningen af aviser, radio og tv, og om internettets mangfoldige muligheder. En interessant diskussion, som alle med tilknytning til medier og kommunikation vil følge på nært hold. Men ingen ved som bekendt, hvad fremtiden bringer, og kun sporadiske gæt kan derfor indsparkes.

Mangler målgruppe
Bogens manglende fokus hænger givetvis i bund og grund sammen med valg af målgruppe. Er der skrevet til den håbefulde, der måske drømmer om en medieuddannelse, eller er der skrevet til studerende, der allerede går på en sådan uddannelse?
    Jeg tvivler på, at bogen vil finde tilslutning på en medieuddannelse. Men jeg kan forestille mig, at den udmærket kunne finde anvendelse på et daghøjskolekursus eller lignende. Til hvert kapitel er der knyttet en række gode øvelser, der sagtens kan bruges i undervisningsmæssigt øjemed. Men for en journaliststuderende er den blot en opremsning af emner, man allerede til bevidstløshed har fået banket ind med syvtommersøm.
    Man kan ikke lære at skrive ved at læse en bog. At skrive skal læres ved at få nogle kilometer i fingrene. 'Skriv journalistisk' skal roses for sine øvelser, men ønsker man kun at beskæftige sig med det sproglige aspekt, er der andre og bedre bøger på markedet.

Jesper Himmelstrup Jørgensen er journalistuderende