... men Sne er læst med mine øjne ikke en "forunderlig fabel" som bagsideteksten lover, men en meget postuleret historie, der uden held prøver at trække på østens mystik og visdom uden på noget tidspunkt at hæve sig op over det banale.

Allerede teksten på den ene af bogens flapper gjorde mig betænkelig. Dér står bla.: "Sneen er et digt. Et digt der falder fra skyerne i lette, hvide fnug. Dette digt kommer fra himlens mund, fra Guds hånd. /Det har et navn. Et strålende hvidt navn. Sne". Jeg håbede, det ville vise sig, at dette var skrevet af omslagsforfatteren, men teksten på flappen var desværre ordret bogens første afsnit. Det krævede nogen overtalelse, før jeg kunne læse videre.

Haiku i skjul
Bogens historie er ikke svær at følge. Yuko skal som syttenårig vælge, om han vil være præst eller kriger, men han beslutter til faderens fortrydelse, at han vil bruge sit liv på at skrive haiku om sneen. Han lover dog, at han kun vil skrive 77 digte, ét hver dag, oppe på bjerget, i løbet af et år og ellers være i landsbyen. Så bliver jeg selvfølgelig nysgerrig efter at læse disse digte, der ifølge bogen besidder en næsten ubeskrivelig skønhed.

Men de er åbenbart også så fantastiske, at bogens forfatter ikke kan få sin person til at skrive dem. Et langt stykke ind i bogen bringes udelukkende oversatte haiku af f.eks. Issa og Bashô, og da der så endelig dukker tre digte op på side 28-29 skrevet af Yuko, synes jeg slet ikke, de kan sammenlignes med det smukke i den virkelige sne, og nu savner jeg ikke at læse de 74 resterende.

Her er for øvrigt en direkte fejl enten fra forfatterens eller oversætterens side. I kapitel 9, hvor en berømt digter fra Meiji-hoffet er kommet til landsbyen for at møde Yuko, og de haiku han har hørt berømmet, læser han samtlige 77 digte, mens faderen sammen med ham venter på, at Yuko vender tilbage fra bjerget med det sidste og syvoghalvfjerdsindstyvende digt fra dén sæson.

Ét digt smukt som et fnug
Jeg vil ikke fortælle mere om handlingen, hvis nogen skulle have lyst til at læse bogen, men sige at sproget slet ikke lever op til at være en bog om den ordknappe digtform, hvor intet ord bør kunne undværes. Mange af kapitlerne er korte og ligner kortprosa, men sprogligt er det slet ikke tæt og præcist nok, men minder mere om en lægeroman end et digt, f.eks. når der i te-ritualet næsten hver gang optræder sætningen "...drak en mundfuld af den bitre drik". Eller som på side 34 linie 7-10 hvor der står: Han var fri og lykkelig. Som eneste bagage medbragte han det guld, som hans tro på kærligheden og på poesien udgjorde." Så kan det næsten ikke blive værre.

Det undrer mig meget, at denne bog er solgt til udgivelse i flere lande. Man kunne næsten tro, at dem der har købt den, kun har hørt omtalen og ikke læst den. Den virker hele vejen igennem meget postuleret og på én eller anden måde uærlig. Der er lånt en masse flere steder fra (bla. fra Snehvide), men forfatteren giver ingenting tilbage og bringer hverken mystik eller visdom ind i bogen.

Næste gang vil jeg gerne af denne forfatter læse bare ti af disse fantastiske haiku om sneen, hvor bare ét af dem, vil være så smukt som et fnug.