Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 27.1.2010
[Opdateret d. 27.1.2010]

ANMELDELSE
Sofi Oksanen:
Renselse
Roman
[Oversat af Helena Idström]
360 sider
Kr. 299,95
Rosinante
Udkommet 27. januar 2010

 

Af
Tina Charlotte Møller




Omslag til bogen

Sofi Oksanen
Er født 1977 i Finland, men er af estisk oprindelse. Hun har studeret drama ved Finlands Teaterakademi.

Blev først kendt for romanen Stalins køer (2003). I 2005 udgav hun romanen Baby Jane.

Renselse (2008) blev til på baggrund af hendes teaterstykke af samme navn, som blev opført på Finlands Nationalteater i 2007. Romanen kom ind som nummer et på bestsellerlisten i Finland, da den udkom og indbragte hende flere priser.

Renselse er solgt til udgivelse i 23 lande, og forfatteren er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2010. Det er hendes første roman i dansk oversættelse.

Portræt af Sofi Oksanen. Foto: Toni Härkönen.
Portræt af Sofi Oksanen.
Foto: Toni Härkönen.



*

RELEVANTE LINKS:

Se Jes Stein Pedersens interview fra DR2 med Sofi Oksanen [22. november 2009] – interviewet vakte et mindre ramaskrig i Finland, fordi hun bl.a. sagde, at finnerne drak for meget..


  En klang af hammer og mejsel

Sofi Oksanen skiller sig ud med sin nøgenhed og sin ærefrygtindgydende klarhed. Hendes roman Renselse er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2010.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Sofi Oksanen skriver med en grundtone, der minder om klangen af hammer og mejsel mod granit.

Det er en lyd så hård, metallisk og nøgen som den historie, der fortælles i Renselse, det første værk af den roste unge finske forfatter, der er blevet oversat til dansk.

En tidlig morgen
Aliide Truu, en ældre estisk kvinde, bemærker en tidlig morgen, at der ligger en menneskelignende bylt ude under æbletræet i forhaven.

Det viser sig at være Zara, en ung russisk kvinde, som er på flugt fra alfonsen Pasha. Aliide, der selv har en voldsom fortid med i bagagen og har udviklet en betydelig mistro overfor fremmede, lukker kun modstræbende den nødstedte pige ind i sit hus og sit liv.

Og måske har Aliide grund til at være mistroisk overfor Zara, om end af andre årsager end hun forestiller sig, for Zara har en viden om sin egen og Aliides forbundethed, som Aliide ikke har.

Systemkritik og skruppelløse alfonser
Gennem tilbageblik og i lange seje træk oprulles henholdsvis Aliides og Zaras baggrund for læseren. Vi føres med Aliide tilbage til tiden omkring 2. verdenskrig og får indblik i et angiversamfund under Stalin, hvor enhver gør sit for selv at overleve, hvor grusomme afhøringer på kommunekontoret og tvangsdeportationer er en del af hverdagen, og hvor systemkritik kan bringe ens eget eller familiens liv i fare.

Og vi følger den unge Zara fra Vladivostok, som lokket af en gammel venindes fortællinger om Vestens rigdom rejser hjemmefra i starten af 1990'erne – kun for at havne i kløerne på en skrupelløs alfons, der udsætter hende for alle tænkelige fysiske og psykiske ydmygelser.

En hård fortælling
Renselse er en beretning om vold, angst og skam, om kærlighed og jalousi, om magt og afmagt og om despoti i diverse afskygninger, fra den kærlighedsbesatte kvindes årelange overgreb mod sin elskede og hans familie og til de lidelser, et helt folk var ofre for under Stalins rædselsregime og i kølvandet på dette. Samtidig er det en beretning om, hvad der sker i et menneske, som har været udsat for det umenneskelige.

Det er en hård fortælling, som man næsten burde advare imod. Men godt at den bliver fortalt og dermed måske øger forståelsen for dem, der har gennemlevet overgreb på krop og sjæl.

For lige så brutal, romanen fremstår i sine skildringer af ondskab og afmagt, lige så krystalklar, vis og indfølt er den i sin afbildning af de ødelagte liv, der bliver resultatet af overmagtens overgreb.

Ligner ikke andre stemmer
Sofi Oksanens stemme ligner ikke andre stemmer i Nordens litterære landskab i disse år. Den skiller sig ud med sin ubarmhjertighed, sin nøgenhed – og sin ærefrygtindgydende klarhed. Den hugger sig vej ind i læserens bevidsthed.

Dertil kommer, at forfatteren har en betydelig historisk viden, som, sammenflettet med hendes dybe psykologiske indsigt og hendes evne til at skrive afdæmpet og næsten rapporterende om voldsomme emner, gør i hvert fald dette værk til en uafrystelig læseoplevelse.



* * *

 
Teksteksempel


1948, det vestlige Estland

Aliide gik atter med lette skridt

Da Aliide kom ud fra civilregisterkontoret, var hendes skridt lettere og ryggen rankere, end da hun gik derind, nu hvilede hendes arm i Martins, og Martin var hendes mand, hendes lovformelige ægtemand, og hun var Martins lovformelige hustru, AliideTruu. Sikke et dejligt navn! Ved at gifte sig med Martin var hendes tryghed nogenlunde sikret, men der var også en anden vigtig ting, hun opnåede ved ægteskabet. Nu var hun ligesom enhver anden normal kvinde. Normale kvinder gifter sig og får børn. Nu var hun en af dem.
    Hvis hun var forblevet ugift, ville alle have tænkt, at der var noget i vejen med hende. Sådan ville folk have tænkt, selv om der kun fandtes ganske få mænd, som endnu ikke var blevet gift. De røde ville have luret på, om hun havde en kæreste i skoven. De andre havde gjort sig tanker om, hvorfor ingen ville have hende. Om der kunne være en årsag, som gjorde hende til en ringere kvinde, en kvinde, som ikke var god nok til en mand, eller som ikke var i stand til at være sammen med mænd. Noget, som havde gjort hende til en overflødig kvinde. Nogen havde måske kunnet regne ud, hvorfor hun gjorde det. Men først og fremmest var der ingen, der nu kunne hævde, at der var sket noget ved afhøringerne, hvis hun var gift med en mand som Martin. Ingen ville tro på, at en kvinde efter de oplevelser var i stand til at gifte sig med en kommunist. Ingen ville turde omtale Aliide som en, der gik med til hvad som helst. Eller om hun lige skulle prøves af. Ingen ville turde det, fordi hun var Martin Truus kone og en respektabel kvinde.
    Og det var det, som var vigtigt. At ingen nogensinde fik noget at vide.

På gaden kunne hun nemt genkende de kvinder, hun kunne ligefrem lugte, at de havde været udsat for noget af det samme. På hver eneste hånd, der rystede, kunne hun drage slutningen: også hun. På hvert et spjæt forårsaget af en russisk soldats råben og på hvert et ryk, som skyldtes lyden af trampende støvler. Også hun? Og på alle dem, der skyndte sig over på den anden side af gaden, så snart der dukkede nogle militsbetjente eller soldater op. Og så var der alle dem, hvor man kunne se på taljen af deres kitler, at de havde mere end et par underbukser på. Og alle dem, der ikke ville se nogen i øjnene. Havde de mon også sagt det samme til de kvinder, at hver gang du går i seng med din mand, vil du komme til at huske mig.
    Hvis hun var i samme rum som en af de kvinder, forsøgte hun at holde sig så langt væk fra dem som muligt. For at der ikke blev lagt mærke til det ensartede i deres væremåde. For at de ikke skulle gentage hinandens bevægelser og nervøse væsen og dermed vække endnu mere opsigt. Ved de fælles sammenkomster i landsbyen undgik Aliide dem alle, fordi der når som helst kunne dukke en af de mænd op, som hun ville huske i al evighed. Og måske var en af de mænd den samme, som en af de andre kvinder var blevet udsat for. Og så ville de ikke kunne undgå at kaste et blik i samme retning, derhen hvor manden stod. Og de kunne ikke undgå samtidig at fare sammen, hvis de hørte en stemme, de begge kendte igen. De ville ikke kunne løfte deres glas samtidig uden at spilde. De ville blive afsløret. Nogen ville forstå. Nogle af de mænd ville kunne huske, at Aliide var en af de kvinder, der havde været nede i kommunekontorets kælder. At Aliide var en af dem. Og al den tilsløring af erindringen, som Aliide havde opnået ved at gifte sig med Martin Truu, ville være forgæves. Og måske ville de tænke, at Martin nok ikke vidste noget, og så ville de fortælle ham det. Martin ville selvfølgelig mene, at det var bagvaskelse, og blive vred. Og hvad ville der så ske? Nej, det måtte ikke ske. Ingen måtte nogensinde få det at vide.
    Hver gang lejligheden bød sig, fandt hun på noget dårligt at sige om de kvinder, bagtalte og rakkede dem ned, så hun selv mere tydeligt skilte sig ud fra de andre.
    Er De helt sikker, kammerat Aliide?

De flyttede ind på et værelse i familien Roosipuus hus. Familien vrængede ikke åbent ad Martin, Martin var frygtet, men Aliide måtte hele tiden tage sig i agt for benspænd eller genstande, der pludselig faldt ned. Børnene skiftede sukkeret ud med salt i Aliides sukkerskål, hev hendes vasketøj ned fra snoren, kom orme i hendes melkrukke, klistrede snot på krukkens hanke og stod ved siden af deres mors spinderok og fulgte med i, hvordan Aliide drak sin salte te og tog fat i hankene på melkrukken uden at fortrække en mine, selv om hun kunne mærke det indtørrede snot på sine fingre og godt vidste, at krukken vrimlede af orme. Aliide ville ikke give dem den glæde at vise, at hun tog sig af deres ondskabsfuldheder, deres foragt eller noget andet for den sags skyld. Hun var Martins kone og stolt af det og mindede sig selv om det ved hvert skridt, mens hun forsøgte at antage den samme stolte gang, som Martin havde, og gå ind og ud ad dørene på en måde, så de andre trak sig til side, ikke hun. Men af en eller anden grund gik det alligevel altid sådan, at hun ventede, til de andre smækkede døren i for næsen af hende, og hun måtte åbne den på ny.De røde soldater, der havde overnattet i huset, havde lært familiens medlemmer, hvordan man sagde godmorgen og goddag på russisk. Og familien Roosipuu hilste på Aliide med de nye gloser, de havde lært.

Mellem Martins tænder sad der altid rester af løgtoppe, og manden selv var kraftigt bygget. Han havde svære muskler, og der hang løs hud på hans underarme. Ved armhulerne og hele vejen op til skuldrene var porerne i hans hud store og mørke. De lange hår i armhulerne var gullige af sved, og selv om de sad tæt, var de tynde og møre som rustent ståltråd. En huleagtig navle og testikler, der hang næsten ned til knæene. Det var svært at forestille sig, at han nogensinde havde haft en ung mands faste testikler. Porerne i hans ansigt var fulde af talg, og lugten fra dem skiftede, afhængigt af hvad han havde spist. Eller også var det noget, Aliide forestillede sig. Hun forsøgte dog at undgå at bruge løg i den mad, hun lavede. Med tiden gjorde hun også sit bedste for at lære sig selv at se på Martin, som en kvinde ser på en mand, hun ville lære at være en kone, og lidt efter lidt lykkedes det for hende, mens hun fulgte med i, hvordan andre lyttede til Martin, når han holdt tale. Der var en kraft og en glød i Martin. Martin kunne få folk til at lytte og til at tro på sig selv, næsten lige så meget som på Stalin. Martins ord var skarpe som et segl og slog hårdt som en hammer. Martins hånd løftedes i vejret, mens han talte, knyttede sig truende og fældede en dom over fascisterne, sabotørerne, banditterne, og hans knytnæve var stor, tommelfingeren enorm, håndfladen som et tyrehoved, sådan et som beskyttede en, så man følte sig tryg og godt tilpas. Martins øreflipper var store og lange, han kunne bevæge ørerne, og de så ud, som om de kunne høre alting. Og såfremt de hørte alting, kunne de også indfange oplysningeromeventuelle farer.Og så kunne Martin tage sig i agt i tide.
    Om morgenen sad lugten fra Martins armhuler i Aliides hår og hud, og hun havde lugten af manden i sin næse dagen lang. Manden ville sove sammen med hende i et tæt favntag, sammen med sin egen lille støvbold tæt ind til sig. Det føltes godt, Aliide følte sig tryg, hun sov bedre end i flere år, hun faldt i søvn let og grådigt, som om hun ville råde bod på alle de forgangne års søvnløse nætter, for hun behøvede ikke frygte længere, at nogen komomnatten og bankede på. Ingen skulle få hende væk fra hans armhule. Og en mere forbilledlig partiorganisator end Martin fandtes der ikke i en eneste landsby i hele landet.
    Martin glædede sig over at se, hvordan nætterne ved hans side gjorde Aliide smukkere, især da hendes anspændte væsen til at begynde med havde undret ham noget. Martins tilstedeværelse fik Aliides uro til at aftage, hendes undvigende blik blev mere roligt, øjnene holdt op med at være rødsprængte af søvnløshed og blev mere klare, og til sammen gjorde det Martin til en meget lykkelig mand. Den lykkelige mand så også til, at hans kone fik et arbejde som inkassator, hendes opgave var at opkræve betalinger og skrive kvitteringer på indbetalingerne. Opgaven var let, skønt den også var pinagtig – familien Roosipuu var ikke de eneste, der begyndte at smække døren i, så snart de så Aliides cykel nærme sig. Martin lovede at finde et mere behageligt arbejde til Aliide, så snart han kom op i graderne.
    Men der var lugten. Først forsøgte Aliide kun at trække vejret gennem munden. Til sidst vænnede hun sig til den.
    Ingel havde sagt, at Aliide var begyndt at lugte som en russer. Af det samme som de folk, der var dukket op på banegårdene og sad der med deres bylter, der var lige så store som dem selv.Togene kom med flere og flere af dem, og de blev hurtigt opslugt af de nye fabrikker.

[NB! Uddraget står side 158-162 i bogen.]

[ t o p ]       [ h j e m ]