Fin og sproglig bevidst fortælling fra Katrine Grünfeld. Vor anmelder synes dog, der går for meget Vita Andersen i den.

ANMELDELSE: Katrine Grünfeld leverer en fin lille fortælling om en kvinde, Johanne, hvis liv er gået i stå i ægteskabet med manden Jakob. Vi får den fortalt i små sceniske klip af kvinden selv.

Johanne og Jakob har taget deres tre mindre børn med på den årlige sommerferie i sommerhuset på Fanø. Og det hele er tilsyneladende rart og idyllisk.

Men noget er galt.

Man kan se det, når fortælleren forsøger at bruge i 1. person flertal. Vi. Dette kollektivt fortællende vi står på den ene side som det idealbillede, Jakob og Johanne videregiver af sig selv overfor venner og bekendte. Men i hverdagens små fortællinger smuldrer det for Johanne.

Det bliver til et påtaget vi. Ikke et ægte – som det faktisk er i Johannes erindringer om parrets fortid. Her bliver det endda beskrevet, hvordan de går rundt som én krop.

Når vi’et krakelerer, sniger ensomheden sig ind. Og det er præcist, hvad der er sket for Johanne. Uagtet at hun har lovet sig selv ikke at gentage sine egne forældres skilsmisse, så går det galt for Johanne, og under en våd Skt. Hans fest er hun manden utro. Hun forlader festen sammen med kunstmaleren David, hendes gamle bekendte fra øen, og har sex med ham. Og herfra går det for alvor galt med ægteskabet.

Hverdagsrealisme
Det er som sagt en fin fortælling Grünfeld leverer. Den er godt skruet sammen. Grünfeld kan noget med sprog. Man er som læser tilstede i sommerlandskabet på Fanø.

Og bogen har vel egentlig også en relevant pointe om kærligheden og samlivet. Men man kan ikke rigtigt ryste den følelse af sig, at man bliver hensat til 70’ernes bekendende livskrise-realisme. Det er lidt, som om Grünfelds bog er et barn af Vita Andersens knækprosa og Anders Bodelsens nyrealisme. Hverdagsrealisme om hverdagsmennesker med hverdagstraumer er ikke gået af mode.

Grünfeld har imidlertid også en poetisk åre i sig. For den realistiske fortælling har fået følgeskab af en understrøm af symbolik. Fx bruges fugle og fjer som noget gennemgående. Lige fra at være billedet på barndomstraumet, hvor den lille Johanne glider i en undsluppet kylling, over at være en fugl hun kun vanskeligt parterer til en gryderet, til afslutningens ildevarslende sorte mågevinger på himlen.

Når fortællingen får bid
Grünfeld er faktisk bedst, når hun giver fortællingen noget bid.

Der er to korte stykker undervejs, hvor hun helt formidabelt beskriver pædofili-forskrækkelsen. Først på en strand, hvor en mands fotograferen ud i det blå får alle til at gå i panik. Og en enkelt til at tage hævn.

Og siden i et supermarked, hvor Jakob, Johannes mand, må finde sig i at blive mistænkeliggjort, fordi han har hjulpet en lille pige, der var blevet væk fra sin mor. Her ligger en skarphed i fortællingen, som gør den interessant og tankevækkende på en helt anden måde, end man fornemmer det i mange af de andre dele.

Fortælleren er den, der ødelægger det for fortællingen. Hun bliver simpelthen irriterende træls (siger man mon sådan på Fanø?) med alle sine små bekymringer og eftertænksomme bemærkninger. Det bliver bekendende smalltalk. Her går der simpelthen for meget Vita Andersen i det. Og det er synd. For helhedsindtrykket er faktisk, at Grünfeld sagtens kunne fortælle os noget, som ville være rigtig vedkommende.