M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

Af Marianne Andersen
og Jakob Hansen

Foto: djon eduard petersen

Næsten surrealistisk

Efter Jan Sonnergaard debuterede med "Radiator", skrev han i lang tid journalistisk om politiske og sociale emner. Han har brokket sig over aktiveringsordninger, nedskæringer og umyndiggørelse. Vi spurgte, hvorvidt litteraturen kan handle om disse ting, og om "Radiator" var socialrealismens genkomst.

"Litteraturen kan handle om alt. Dan Turell kunne skrive om at gå rundt om hjørnet og hente en liter letmælk og en dunk petroleum og så gå op igen og drikke mælken og hælde petroleum i ovnen. Det var enormt sjovt og interessant, så alt er muligt. Det er så spørgsmålet, om det bliver godt eller ej.

Det eneste der er sikkert er, at hvis man pålægger sig selv alle mulige tabuer og begrænsninger, så er der en sandsynlighed for, at det der kommer ud af det ikke bliver særlig interessant. På samme måde, hvis man læner sig alt for tæt op af en poetik, så er der også meget stor sandsynlighed for, at det bliver kedsommeligt, som det fx har været i starten af 90’erne.

Der er mange bøger som er fine og formfuldendte og æstetisk set godt håndværk, men som er røvsyge, og hvor man efter endt læsning spurgte sig selv, hvorfor man overhovedet skulle læse den. Det er måske det vigtigste at holde sig for øje, at der skal være en eller anden grund, ikke nødvendigvis politisk, men det kan det være."

Radiatorrealisme
Da "Radiator" udkom hæftede mange sig ved de socialrealistiske temaer, hvordan har du det med denne fokusering på din rolle som socialrealist?

"Der skete hurtig det, at folk sagde, at det var genkomsten af socialrealismen, men det synes jeg ikke er helt rigtigt. Der var nogle sociale emner, og jeg skriver også realistisk for så vidt som jeg ikke skriver at personerne drak en masse sprut, men de drak Galiano, Hot shots osv. Jeg skriver heller ikke, at de løb ned ad en sidegade, men ned ad Købmagergade.

Jeg synes, at i historierne i den bog, drev jeg det langt ud over det socialrealistiske - næsten surrealistisk. På den måde kan det godt blive mere realistisk: Ved at køre den så langt ud, synes jeg bedre jeg kunne vise, hvilken tilværelse folk har ­ en tilværelse, hvor mennesker gennemgående forsumper og er kyniske.

Det er sjovt at publikum gerne vil have autoritet, gerne vil have, at der kun er én tolkning, der er mulig. Men denne bog stritter i alle mulige retninger, i modsætning til receptionen af den, hvor mange har gjort ufattelig meget for at sige, at det her er socialrelisme, bl.a. fordi det handler om Nordvestkvarteret. Det er to noveller derfra, men det har næsten overskygget alt.

Det er utroligt, men det er på den anden side også tegn på, hvor forsømt det kvarter har været i litteraturen. Men at det virkelig skulle være så opsigtsvækkende, at der udkommer en bog med to noveller derfra, det er jo egentlig absurd."

Fjæsingfjæs eller Muhammed
Hvad synes du om Marianne Stidsens artikel (i antologien "Vandmærker", red. Anders Østergaard), hvor hun hævder, at den realistiske læsning undergraves af det æstetiske spors selvsving?

"Jeg synes, at det var en fin artikel, fordi den undergravede det der billede af, at jeg skriver kras socialistisk betonsocialrealisme, hvilket det ikke er. Det er da rigtig, at der nogle æstetiske og fortællemæssige eksperimenter. Men jeg synes, der er en sjovere pointe, nemlig hvor lidt der fortælleteknisk skulle til, for at historien ("Tyveri") får en helt anden mening, fx navnene Fjæsingfjæset, Søren og Leander... Hvis nu bare et af navnene var Muhammed, så ville den historie handle om noget helt andet: Så ville det være sådan noget som gav Dansk Folkeparti ret i, at indvandrerne bare stjæler eller sådan noget lignende.

På samme måde hvis jeg ikke fortalte i første person flertal, men i stedet sagde "de gjorde sådan og sådan", så ville det straks blive en udpegning af at de unge mennesker stjæler osv. Men lige netop ved at skrive vi og jeg, så tror jeg, det lykkedes for mig, at tvinge læseren til en eller anden form for solidaritet med de folk.

På den ene side ville jeg skildre nogle mennesker, som opførte sig utiltalende, og som man ikke ville være glad for at møde. Men på den anden side ville jeg også prøve at skildre lidt af den følelse som lå bag det, den mekanisme som måske fremkalder den slags adfærd, fordi jeg selv kunne huske, hvordan det var at være først i tyverne og føle at alle hader mig og alle døre var lukkede."

Retorisk eksperiment
Man kan hævde, at den måde det retoriske lader novellerne løbe ud i det absurde, bevirker at man mister sympatien for de her mennesker, at det bare bliver for meget?

"Det er meget forskelligt, hvordan folk ser på det. Den første pligt en forfatter har, er at det skal være noget folk gider læse, og det vil sige, at så skal retorikken være i orden. Vi har sikkert alle læst velmenende og sympatisk litteratur fra 70'erne, der havde et "rigtigt" budskab, men simpelthen var skrevet så jammerligt at man blev rasende. Jeg synes, jeg havde en pligt til at fange folk til at læse bogen færdig, men det var bare ikke det hele. Jeg havde også andre ærinder. Jeg vil gerne dreje det langt ud, fx "NETTO og fakta", hvor jeg forestillede mig, at historien skulle starte med at være forholdsvis morsom med den her fede kødklump, som kværulerer hele tiden, men lige pludselig er det så ikke morsomt mere. Det er ikke morsomt, da han til sidst går hjem, fordi der faktisk er noget galt med ham.

Det var også et fortælleteknisk eksperiment, der skulle starte med at være en joke og så ende med at være tragisk, og forhåbentlig har læseren indtrykket af, at manden dør af det, hvilket der jo også er folk der gør. Folk bliver jo ikke særlig gamle, hvis de skal leve lang tid på en ekstremt marginaliseret måde.

Det var så et forsøg på at lade de to ting (det æstetiske og realistiske) smelte sammen. Det er måske mest det, jeg har prøvet på. Jeg var så fascineret af det eksperiment Marcel Proust laver i På sporet af den svundne tid, hvor det er så umanerligt langt og så umanerligt kedeligt (bortset fra han også er meget morsom mange steder). Men alt i alt er det virkelig en langsommelig affære, og det er det i så høj grad at man bliver bevidst om tiden. Dvs. at der faktisk kommer en effekt, som ikke ligger i det han skriver, som ikke ligger på siderne, men som ligger i selve læseprocessen. Min novellesamling er en absolut discount og light udgave af det, men det er svar på, at man også i stilen og teknikken må gøre sig nogle overvejelser for at få budskabet frem."

Blackout
Det lader til, at du ikke benytter dig af fx den samme kynisme og ironi i din ’nye’ novelle "Blackout", som i "Radiator". Er du på vej et andet sted hen?

"Det er svært at sige, for jeg er ikke færdig med det, men jeg vil holde fast i at skrive historier der har en realistisk ramme, også fordi det giver mig mulighed for at beskrive, hvad folk taler om. Men jeg vil ikke gå i retning af, at prøve at skrive en universel prosa. Det er der nogen, som gør glimrende, fx Christina Heselholdts bøger kunne lige så godt foregå i starten af århundredet, fordi det er fuldstændig renset. Hun er mere ude på tekniske pointer om, at meningen i lige så høj grad bliver konstrueret af læseren, man kan så sige, at den pointe er lidt gammel. Man kan læse Hemingways bittesmå ting, som er meget komprimeret, hvor det samme egentlig sker.

Det er lidt et underligt sted, jeg befinder mig. For det første er der en tendens til, at har man fået bare en lille smule succes, så siger folk om det næste, at det er ikke lige så godt. Men det er jeg sådan set fuldstændig ligeglad med."

[ h j e m ]