ANMELDELSE
Jan Sonnergaard:
Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen
Noveller
268 sider
Kr. 248,-
Gyldendal
Udkommet 3. april 2003

Af
Peter Due Jensen

RELEVANTE LINKS:

Læs hele interviewet med Sonnergaard hos Information...

Læs hele interviewet med Sonnergaard i Politiken...

Læs hele interviewet med Sonnergaard hos Sentura...

Sonnergaards nye noveller handler om en nyrig overklasse, hvor kærlighed, arbejde, familie og fritid er fremmedord.

Læsere af Sonnergaards forrige bøger – Radiator fra 1997, der fortrinsvis beskrev de socialt dårligst stillede og Sidste søndag i oktober fra 2000, som beskæftigede sig med middelklassens følelsesmæssige fortrængninger – vil vide, at det ikke er noget rart eller opbyggeligt billede af det lille Dannevang, der bliver lagt frem til beskuelse.

Dette indtryk holder også stik med samlingen Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen, som afslutter Jan Sonnergaards novelletrilogi om det danske nutidssamfund.

Rå hyperrealisme
En vigtig pointe i Sonnergaards rå hyperrealisme er, at Danmark stadig er et klassedelt samfund. Og at skellene i mange henseender er blevet tydeligere i de år, hvor beskæftigelsen gik frem og samfundsøkonomien efter næsten tyve års nedgang igen kom i omdrejninger. I takt udviklingen er de traditionelle blevet nivelleret: Det gælder tolerance, sammenhold, hjælp til de svage og kærligheden.

Også kærligheden er en slagmark hos Sonnergaard. Erotikken er et følelseskoldt magtspil, hvor kvinden både i konkret og overført betydning er en prostitueret og manden en kunde, der afreagerer sine opsparede aggressioner.

Solidaritet og tolerance er passé. Her hersker grådighed, arrogance og ligegyldighed. Det man kunne kalde 'den store fortælling om penge og social tryghed, som vejen til lykke' er brudt sammen – helt som fortællingen om arbejderklassens solidaritet. I stedet har vi arvet et kulturløst samfund, hvor ensomhed, råhed, kedsomhed og egoisme råder.

En moralsk stemme
Sonnergaard stiller op til konfrontation med tomheden. Og træder med stor sikkerhed frem som en realistisk og moralsk stemme, der i dansk litteratur har forbindelseslinjer til både Scherfig og Klaus Rifbjerg. Virkeligheden er det ædle stof, som Sonnergaard skriver sine sorte, satiriske historier om. Men det er vigtigt også at pointere, at han hverken skriver socialrealisme eller ud fra fastlåste politiske paroler.

På én led er Sonnergaard projekt sammenlignelig med Per Flys filmtrilogi om det danske klassesamfund. Men hvor Per Flys personer grundlæggende er gode men svage mennesker, der grundet uheldige omstændigheder oplever et brat dyk fra lykkens rige – noget som kvalificerer dem som tragiske helte – er Sonnergaards personer bare sølle, selvmedlidende eller simpelthen kyniske.

Velsagtens derfor, er Flys historier også fortalt med store melodramatiske armbevægelser, mens Sonnergaard holder sig til en udpræget episodisk og skarpt pointeret stil. Og reducerer på den måde alle sine personer til 'typer'.

Selvglæde i højeste gear
I Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen handler det om overklassen. Nærmere betegnet de nyrige, der i en periode i firserne og halvfemserne tjente styrtende med penge i IT- eller reklamebranchen.

Det er altså ikke den traditionelle oplyste overklasse, Sonnergaard interesser sig for – men derimod de unge 'yuppier', som scorede kassen uden talent eller eller vilje til noget for alvor. Bortset fra at tjene penge. Kærlighed, arbejde, familie og fritid er fremmedord i det klaustrofobiske univers, som de unge mænd befinder sig i.

I stedet handler det om status: penge, magt og mærkevaretøj. En verden af rå vold, kold sex – og "selvglæden i højeste gear" som C.V. Jørgensen sang engang. Tilsat lidt ekstra forsødelse i form af store mængder dyre vine og designer drugs.

Blandt sejlersko og polo-shirts
Titelhistorien Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen er eksemplarisk for Sonnergaards metode og fortælleteknik. Og er vel en af de mest skræmmende overhovedet i de tre bøger.

Vi befinder os i 80'erne – musikken, sejlerskoene, polo-shirts, Søllerød Kro – blandt en gruppe unge studenter, der lever frit svævende i evigt druk, narkomisbrug og højt forbrug. I centrum for denne gruppe er Caspar Michael Petersen, der – udover at være fantastisk rig – er psykopat.

At blive accepteret af hovedpersonen er således ensbetydende med dyre middage, luksusbordeller med mere. Men han er en syg person, som kan slå om fra den mest indsmigrende venlighed til iskolde afvisning på ét sekund.

Tjenerne på de dyre restauranter behandles med udsøgt nedladenhed og den gennemgående følelse er, at hvis man blot har penge nok, kan man tillade sig at opføre sig præcist som det passer en. Og efterhånden som kammerateriet, drukken og volden eskalerer bliver parallellerne til nyere skandaler i dansk kommunalpolitik meget tydelige.

Intriger og magtkamp
I novellerne Vi skriver 1995... og det bliver bedre endnu handler det om manipulation, intriger og magtkamp i reklamebranchen. Og i den sammenhæng er det omsonst at tale om begreber som faglig stolthed og samarbejde. Det som gælder, er evnen til at fremhæve sig selv på bekostning af de andre, have de rigtige kontakter og sælge et overflødigt produkt så dyrt som muligt.

Som læser fanges man ind og bliver, til tider næsten mod sin vilje, hængende, når man bliver pinligt berørt over en persons nedværdigende opførsel eller når den psykopatiske vold eskalerer. Men bag alt spilfægteriet og den tjekkede facade råder en tomhed så gennemgribende, at man bliver forstemt.

Bedrift i dansk litteratur
Vel er meget sat på spidsen i Jan Sonnergaards noveller og man tænker om det virkelig står så grelt til. Men de 31 noveller, som til sammen udgør Sonnergaards trilogi, må man sige er en bedrift i nyere dansk litteratur.

Sonnergaard har fantastisk godt tjek på den realistiske detalje: mærkevaretøjet, den dyre hvidvin, de rigtige restauranter. Og det er medvirkende til at opridse miljøet præcist, samtidig med at det knytter historierne til en bestemt tid. I den henseende minder Sonnergaard f.eks. om jævnaldrende amerikanske og canadiske forfattere som Bret Easton Ellis, Jay McInerney og Douglas Coupland.

Til tider har man frygtet, at Sonnergaards projekt var for ambitiøst til, at han kunne løfte det. Men med trilogien er det faktisk lykkedes for Sonnergaard at tegne et skræmmende og realistisk billede af selvgodhedens Danmark – et billede, som ingen burde sidde overhørig. Jeg tror desværre ikke, politikerne læser mange noveller, for hensigten er den prisværdige at gøre opmærksom på, at vi skal lade være med at sløse med livet, det er det for dyrebart til.

Med Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen kommer Sonnergaard i mål. Tilmed i flot stil – og spørgsmålet, der melder sig her ved afslutningen er så: Gad vide, hvad Sonnergaard finder på næste gang?