Foto: Signe Terkelsen [Klik for større format]

Hverken fugl eller fisk. Måske en flyvefisk? Han kan være svær at få hold på, Steen Langstrup. Forfatter, forlægger og tegneserie-tegner. Vild med Starwars, Pusher og Splint & Co. Og særdeles optaget af at blive taget alvorligt. For det er ikke ”fint” at interessere sig for og producere det populære. Sentura tager handsken op og snakker følelser og teknik med Langstrup.

Steen Langstrup er en sær figur på den danske litteraturscene. Aldrig bange for at sige sin mening – også om de ting, der normalt ikke snakkes så højt om. Penge, fx. På sin hjemmeside har han stillet et regnskab op, der viser, at for hver billigbog á 125 kroner, der langes over disken, modtager forfatteren sølle 7,50. Der skal såmænd bare to solgte bøger til, så har han råd til en is i sommervarmen.

Langstrups ni bøger befinder sig i et gråsort genrelandskab mellem spænding, horror og krimi. Normalt ikke et udgangspunkt, der pr. automatik forbindes med stor kunst – men det forhindrer ikke forfatteren at betragte sig selv som kunstner, og endda en af de bedre af slagsen.

Tre-i-en
Hans seneste roman, Stikker (udgivet i februar 2003), er den første på hans eget forlag 2 Feet Entertainment. Den er en usædvanlig cocktail af klassisk besættelsesroman med et stænk rå Tarantino og fyldt op med klassisk film noir-stemning. Selv siger Langstrup:

– Jeg arbejder altid meget med form og genre. Jeg bryder mig ikke om gentagelser. Jeg leder efter nye måder at gribe en genre på. Stikker er faktisk tre genrer blandet sammen.

»Jeg arbejder altid meget med form og genre. Jeg bryder mig ikke om gentagelser. Jeg leder efter nye måder at gribe en genre på. Stikker er faktisk tre genrer blandet sammen.«

– Det er selvfølgelig først og fremmest en whodunit. Whodunit er en god gammel og meget slidt krimigenre. Jeg havde med held leget med genren i Pyromania fra 1996 og havde siden været på udkig efter en ny måde at gøre det på. Whodunit er altid om mordere, og hvorfor i grunden det? Spørger Langstrup retorisk og svarer selv:

– I Pyromania brugte jeg en pyroman, hvilket gav nogle helt nye strenge at spille på. Og skulle jeg igen tage fat i netop den genre, måtte jeg finde på noget helt nyt. En stikker kunne bruges. Der er al den nødvendige utryghed og paranoia, hvis man er i en eller anden illegal gruppe, og man ved, at en af vennerne er stikker. Jeg faldt tilfældigt over modstandsbevægelsen, da jeg researchede til romanen Fra ryggen (2002) og skulle bruge noget baggrundshistorie til en familiehemmelighed. Kunne man blande whodunit med en besættelsesroman? Det sidste lød meget kedeligt. Bare den måde de talte til hinanden dengang. Det kunne meget let blive enten meget tørt eller ufrivilligt morsomt.

– Det var den tredje del, der gav det hele det friske pust. Nemlig den her postmodernistiske krimi, som vi kender især fra film som Pulp Fiction, Pusher osv. Der har været mange, og netop derfor er den genre faktisk allerede endt med at være én stor gentagelse. Men som i whodunit, så har den nogle stærke elementer. Blandt andet at alle personer er mere eller endnu mere sorte i kanten. Blandede man de tre genre sammen, havde man pludselig noget helt nyt og meget levende.

Den anstregende nostalgi
Men hvorfor overhovedet tage fat i Anden Verdenskrig og besættelsen? Det lyder som noget, der egentlig burde ligge en forfatter af – ja, af din type, hvis man kan stille det sådan op – meget fjernt?

– Der er flere ting, der har spillet ind. Det er en spændende tid – oplagt som baggrund for en krimi. Der har ikke været så mange andre tidspunkter i Danmark, hvor det næsten var normalt, at folk rendte rundt og skød hinanden ned på gaden.

– Jeg synes, der opstod noget meget interessant, når man tog den postmodernistiske krimis sorte briller på og så på Danmark under besættelsen. Vi hører tit om, at nutiden er så grim. Med vold, sex og en moral der falder fra hinanden. Måske sandt nok. Det får nogle til at tro, at verden var bedre før i tiden. Men det handler jo meget om, hvordan man vælger at se på tingene. Jeg har altid haft det lidt anstrengt med nostalgi.

» Man kan godt lokkes til at tro, de var mere uskyldige, måske endda rene sammenlignet med os. Men der blev jo født børn i lange baner, og der var nærmest epidemi af kønssygdomme – så noget må de have lavet!«

– Bl.a. når det kommer til sex, kan man let falde for datidens dobbeltmoral og tro dem, når de foregav, at den slags hørte ægteskabet til. Man kan godt lokkes til at tro, de var mere uskyldige, måske endda rene sammenlignet med os. Men der blev jo født børn i lange baner, og der var nærmest epidemi af kønssygdomme – så noget må de have lavet! Man skal ikke falde for den tids tabuer og fornægtelser. At man havde større respekt for autoriteter og sagde ”De” til hinanden, er ikke et udtryk for, at man havde større respekt for mennesker. Måske endda tværtimod.

Krig er grimt
Så du tænkte – ”1944, Danmark besat, moralen sat ud af spil, folk går og skyder hinanden ned på gaden – den er i vinkel!” Eller var der noget mere konkret, som satte dig i gang?

– Jeg ville gerne vise krigen som noget grimt. Vi er måske ved at glemme det, men krig er ikke noget, hvor de gode bekæmper de onde. Krig får det værste frem i mennesker. Man kan ikke gå i krig og komme hjem uden pletter på sjælen. Der er en pris. Og alle personerne i Stikker betaler, hver på deres måde.

– Bogens fattige dreng, der ender som en slags desperado, var vigtig for mig. Dels fordi de rent faktisk var der under krigen, de unge dræbere. Dels fordi vi stadig har dem, nu skyder de i stedet alle på deres skole. Det er først, når personerne får liv, at man ved om idéen kan bære. Det er let nok at sige, ”jeg vil blande de og de genrer”, men har man ikke noget at putte i, så bliver det jo bare et skelet.

At åbne for strømmen
Der kom du selv lidt ind på det, men når jeg hører dine meget overbevisende tanker om genrer, og hvordan de skal drejes for at blive interessante for dig at beskæftige dig med osv., så hører jeg en meget teknisk forfatter. Er det sådan, du ser dig selv?

– Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare. Teknisk orienteret lyder meget koldt og beregnende, og man kan ikke skrive spænding eller gys koldt og kalkuleret. Man må have hjertet med, fornemme sig vej. Ting som timing og feel kan ikke gøres alene med teknik.

»Jeg lader aldrig personerne i en bog styre mig. Jeg synes egentlig tanken er lidt krukket. Der findes ikke virkelige personer i nogen bøger – de er alle fiktive.«

– På den anden side arbejder jeg meget bevidst med genre, fortælleteknik og plot. Jeg lader aldrig personerne i en bog styre mig. Jeg synes egentlig tanken er lidt krukket. Der findes ikke virkelige personer i nogen bøger – de er alle fiktive. Og jeg mener faktisk bøger, ikke bare fiktion. Levende mennesker møder man i virkeligheden, og selv i biografier og den slags findes der ingen virkelige personer, kun billeder eller beskrivelser af dem. Selvom jeg kan udvikle personerne undervejs, så er de stadig roman-figurer, de er nogle jeg har fundet på for at kunne fortælle den historie, jeg gerne ville fortælle.

– Men omvendt kender jeg ikke altid hele romanen, når jeg begynder at skrive. Jeg ved gerne, hvor jeg vil hen, selvom det er en sjælden gang er sket, at jeg har besluttet, at der skulle jeg ikke hen alligevel. I Stikker var det hele tilrettelagt, inden jeg begyndte at skrive. Plot, historie, personer. Men noget af det blev ændret undervejs, fordi bedre idéer dukkede op. Og det skal der selvfølgelig være plads til.

– Og så alligevel… Jeg oplever det tit sådan, at historierne skriver sig selv, da jeg for det meste bare skal sætte mig ind foran computeren og åbne for strømmen.

Bank af far
Lige før snakkede du om desperado-drengen, som hedder Willy. At han var vigtig at få med i historien – bl.a. fordi hans type også findes i dag. Du siger også, at du gerne vil demonstrere, at krig ikke bare er de godes kamp mod de onde, men at det er noget grundlæggende grimt. Det lyder meget politisk. Er dine bøger politiske udsagn? Og var det vigtigt for dig at fortælle om krigen – hvordan den påvirkede folk osv.?

– Nej, jeg ville egentlig ikke sige noget om krigen. Det er ikke en historisk bog på den måde. Stikker er ikke skrevet for at fortælle om, hvordan det var den gang. Det ved jeg jo faktisk ikke. Jeg blev først født 24 år senere. Jeg skriver til min samtid. Og i virkeligheden om min samtid.

– At lægge det i anden tid giver en distance, der gør, at nogen ting måske kan ses klarere. Det er blandt andet her Willy kommer ind. For tanken om, at dreng får bank af far og giver volden videre til andre, er jo meget nutidig. Og ved at lægge den tilbage til krigen, kan jeg måske bedre vise at det også handler om klasse og fattigdom. Er det politisk? Det har jeg ikke tænkt så meget over. Det er det vel. Måske. Jeg ved ikke. I dag er politik jo noget om, hvem der kan smile bedst til kameraet, mens de lyver. For mig betyder politik manipulation. Jeg bryder mig ikke særligt om det. Jeg giver bare mit billede af livet, mine erfaringer videre.

Balancen
Selvom det ikke lige er til at sætte fingeren på, hvor og hvordan det opstår, så sidder jeg med en rimelig klar fornemmelse af, at tiden bliver skruet ca. 60 år tilbage i tiden, når jeg læser Stikker. Og samtidig er hele tonen alligevel så nutidig, at det bliver til at holde ud at læse – også i 2003. Det må have været en udfordrende balancegang?

»Jeg vidste med det samme, at de ikke skulle tale 1944-dansk. Det kan næsten ikke tages alvorligt i dag. Og jeg lod dem med vilje sige du og ikke De. Jeg ønskede at gøre afstanden mellem dem og os mindre.«

– Jo, men vanskeligheder er der jo altid. Der skal tænkes meget over tingene, før det hele er på plads. Hvor meget skal det være nutidigt sprog? Jeg vidste med det samme, at de ikke skulle tale 1944-dansk. Det kan næsten ikke tages alvorligt i dag. Og jeg lod dem med vilje sige du og ikke De. Jeg ønskede at gøre afstanden mellem dem og os mindre. På den anden side kunne jeg heller ikke lade dem sige: Hva’ så, er du nede med det? Fuck mand, dyrk lige silden der. Det var bestemt en balancegang.

– Dertil kommer min research. Jeg har researchet ganske meget, synes jeg. Men jeg har valgt at bruge det til at give den rette feel. Vi er i 44, det skal man fornemme, lugte, se, høre, forstå. Jeg fortæller de vigtige facts, som at der ikke er noget politi, lidt om Hipo osv.

– Men jeg har bevidst ikke ønsket at køre løs med historiske detaljer. Jeg synes ikke rigtig, det hører hjemme i en thriller. Andet selvfølgelig end at det giver nogle en undskyldning for at læse de lettere genrer. Man kan sige: ”Det er ikke så meget spændingen, men den har en masse fine historiske detaljer”. Det er lidt småhyklerisk i mine ører. Vil man have oplysning, så kig under Faglitteratur.

– Dette er fiktion.