Findes der en virkelighed uden spor af fiktion? Det er et væsentligt spørgsmål i Pia Tafdrups nye eksistentialistiske roman.

ANMELDELSE: I lighed med de fleste andre værker, der i tidens løb har forsøgt at gengive eller illustrere områder indenfor det vidt forgrenede tankeunivers, som eksistentialismen udgør, kan også Stjerne uden land klandres for nogen grad af fortænkthed og kunstighed.

Det er et værk, der kræver en del af sin læser for at blive forstået og ikke blot forkastet eller fejlopfattet som endnu en banal beretning om kærlighedslængsel og udnyttelse af det elskede objekt.

Men tager man sig tid til at studere detaljerne og følge de eksternt henvisende referencer i teksten, bliver man belønnet med den opdagelse, at man sidder med mere end en roman mellem hænderne. For Stjerne uden land er på én gang en fortælling, en samling filosofiske overvejelser og et kunstværk, der peger både ind i og ud over sig selv.

Iscenesættelse og spejling
Fotografen Andreas har mistet sin elskede, restauratoren Sonja efter kort tids samliv. Nu forsøger han at genopvække sin tabte kærlighed gennem en iscenesættelse af andre kvinder ud fra idealforestillingen om hendes billede.

Først forsøger han sig med kunstmaleren Vera, men Vera træder bagud af dansen og flygter ind i en anden verden. Siden indsætter Andreas den purunge galleriejer Rebecca i sin fantasi. Rebecca viser sig mere føjelig og formbar, men mister sig selv, da hun tilnærmer sig Andreas' drøm.

Journalisten Sophia, der egentlig helst vil se sig selv som en modsætning til Andreas, ender med at vise sig at spejle fotografen, der kan opfattes som den karakter, der trækker det gyldne snit ned gennem tekstbilledet i sin egenskab af eksplicit repræsentant for blikket, fokuseringen og synet på verden.

Sophias tilstræbte objektivitet som reporter viser sig ikke at holde i længden. Værkets holdning synes at være den, at kun subjektiviteten er sand, for så vidt som der overhovedet kan tales om sandhed, og at kun det synlige har ånd. Den ånd eller betydning, som vi hver især nedlægger i det sete – med eller mod dets vilje.

Kan forekomme kunstigt
Det hele kan forekomme en smule for kunstigt et langt stykke hen ad vejen. Ikke mindst for den forudsætningsløse læser, der går til en roman uden det metasyn og den forudgående viden om forfatterskabet, som en øvet tekstfortolker vil angribe det med.

Ikke mindst i den første tredjedel af bogen blev jeg selv en smule irriteret og forbløffet over det, jeg oplevede som forfatterens manglende afgrænsning mellem den ene og den anden fortæller og hendes mangelfulde evne til at gengive virkelighedsnære replikskifter.

Jeg holdt ved, fordi jeg på forhånd er bekendt med Pia Tafdrups forfatterskab og derfor ikke kunne forlige mig med den idé, at netop hun, der behersker sprog og form langt bedre end de fleste, pludselig skulle kunne skrive en roman, hvor disse lag er gået helt i skred.

Realiteten som konstruktion
Belønningen for min tålmodighed kom, efterhånden som små referencer i teksten i stigende grad indikerede, hvad der egentlig var på færde: At værket peger på sig selv som værk og på det, vi til daglig kalder realiteten, som en konstruktion i sig selv.

Hermed bliver værkets indholdsside forvandlet fra fortællinger, der simpelthen er interessante for deres egen skyld, og til konstruktioner, der skal bære de tematiske, eksistentialistisk relaterede overvejelser omkring kunst, syn, kunstsyn, subjektivitet, objektivitet og realitet.