Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 27.3.2006
[Opdateret d. 27.3.2006]

ANMELDELSE
Louise Welsh:
Tamburlaine skal dø
[Oversat af Susanne Staun]
Krimi
148 sider
K. 175,-
Borgen
Udkommet 28. marts 2006

 

Af
Ulf Joel Jensen




Omslag til bogen

Louise Welsh
Er født 1965. Debuterede i 2002 med krimien The Cutting Room [Det skjulte rum, Borgen 2004], som gav hende et stort, internationalt gennembrud. Bogen er oversat til 18 sprog og har indbragt hende adskillige internationale litteraturpriser.



*

RELEVANTE LINKS:

Læs Senturas anmeldelse af Louise Welsh' første roman, Det skjulte rum – "Et mesterværk af en thriller"... [NB! Også andre gode links til interviews m.m.]

Er du blevet interesseret i mere om middelalderdigteren Christopher Marlowe, som har hovedrollen i Louise Welsh' Tamburlaine skal dø, så er der masser at hente på Marloweselskabets hjemmeside...

Hos audioVille kan du downloade et 28 minutters langt interview fra september 2005 med Louise Welsh i mp3-format... [NB! Interviewet er gratis, men siden kræver registrering]

Louise Welsh har på websiden Pulp Net lavet en litterær top 10, hvor hun bl.a. svarer på, hvilken filmatisering af en bog hun bedst kan lide...


 

Drivende dekadent drama

Skotske Louise Welsh er tilbage med endnu en krimi fra det menneskelige sinds sorteste områder. Det er et kompakt mesterværk.

ANMELDELSE: Louise Welsh bragede for et par år siden gennem den litterære lydmur med sin debutroman Det skjulte rum (Borgen, 2004). Det var fortællingen om den excentriske auktionarius Rilke og hans forsøg på at finde en forklaring på en række dødspornografiske fotos, han ved et tilfælde falder over.

Men mere end det var det en rejse nedad. Ned i de mest dekadente, de mest syndfulde, sygeligt nydelsesfulde, sorteste og mest frastødende dele af menneskelivet, som det tager sig ud i den skotske storby Glasgow. Nu får vi så – omsider – lejlighed til at læse Welsh' næste roman på dansk, Tamburlaine skal dø, og rejsen, både dens mål og med, er præcis den samme.

Dybere ned i dekadencen
Fysisk har vi flyttet os nogle hundrede kilometer mod syd, til Englands hovedstad London, ligesom tiden er skruet godt og vel 400 år bagud, til tre fatale dage i slutningen af maj i det herrens år 1593.

Hovedpersonen er digteren og spionen Christopher Marlowe (og der er point til de læsere, der allerede nu genkender navnet – ekstrapoint til dem, der er i stand til at sætte ham ind i den korrekte historiske sammenhæng). Akkurat som Rilke i Welsh' første roman pendler også Marlowe konstant mellem en række poler: Lyst og ulyst til kvinder og mænd. Forråelse og forfinelse; (selv-)ophøjelse og (selv-)fornedrelse. Den mest udsøgte kunst og de mest bestialske mord…

Som Rilke bevæger Marlowe sig også i samfundets randområder: Han færdes hjemmevant blandt den laveste kaste i middelaldersamfundet – de udstødte, lommetyve, ludere, svindlere og rovmordere. Han har et galopperende forbrug af alkohol og seksuelle udskejelser, og som Rilke synes også Marlowe bare at synke dybere og dybere ned i dekadencen.

Fiktionen bliver virkelig
Christopher Marlowe er en historisk person. Han var Shakespeares samtidige – og efter manges mening ligemand i kunstnerisk henseende. Han levede et voldsomt liv, før han pludselig forsvandt sporløst i foråret 1593. I samtiden begyndte rygterne om hans drab at florere, men det var først i starten af det 20. århundrede, at den ellers hemmeligholdte ligsynsrapport ved et tilfælde dukkede op – og dermed klargjorde for den officielle (men hemmeligholdte) forklaring på hans død.

I Tamburlaine skal dø spinder Welsh en fiktion over de sidste tre dage i Marlowes liv. Klangbunden for denne fiktion er de historiske begivenheder, som vi kender dem: Marlowe var blevet stævnet af Dronning Elizabeths Gehejmeråd for at agitere for ateisme, men fik – stik i mod sædvane – tre dage på fri fod til at bevise sin uskyld. Sideløbende med sit enestående virke som forfatter til både skuespil og digte, tjente Marlowe også til føden som spion, ligesom han var medlem af et selskab af såkaldt "frie tænkere".

Titlens Tamburlaine er hovedpersonen i Marlowes mest berømte skuespil – en figur, der i Welsh' roman pludselig dukker op i det pesthærgede London og agiterer for fritænkning og ateisme. Mistanken rettes derfor ganske naturligt mod forfatteren bag figuren Tamburlaine, Christopher Marlowe, og i romanen følger vi hans desperate jagt på sin banemand – inden han endeligt bliver stævnet af Gehejmerådet.

Kort – men godt!
Og det er muligt, at det kan lyde en lillesmule kedeligt, middelalderligt og stillestående – men lad dig ikke narre, kære læser. Det er sublimt! Tamburlaine skal dø er som Welsh' første roman intet mindre end fremragende skrevet. Det er både kulørt, medrivende og velgørende at læse.

Denne roman emmer af middelalderlig dekadence. Det er så stanken af råd står op fra siderne, mens man læser om livet i rendestenen i pestens London. Så man formelig frygter at blive ramt af blodstænk, når bødlen lader kniven glide gennem maveskindet på de dødsdømte og deres indvolde efterfølgende vælter ud over skafottet. Så man uvilkårligt ser sig om i toget for at sikre sig, at medpassagererne ikke er blevet forstyrret af de sukkende og stønnende lyde fra det oralt kopulerende par, der pumper løs med spændte vener og erigerede lemmer i den fugtige og muggent stinkende træseng.

Det er fantastisk! Endnu engang formår Louise Welsh at puste så meget liv ind i sine kulisser og sine figurer, at de fuldstændig overtager scenen fra selve plottet – mordgåden. Det giver måske nok en smule gåsehud, når det går op for en, hvem der egentlig gemmer sig bag Tamburlaine – men reelt har man ikke læst så langt for at finde ud af netop dét. Man har læst så langt, fordi man overhovedet ikke er i stand til at lade være, når først man går i gang. Eneste anke mod bogen: Den slutter alt, alt for hurtigt.

[ t o p ]       [ h j e m ]