– JEG TRAF DAN VED ET LITTERÆRT SEMINAR på slottet Hindsgavl ved Lillebælt. Så vidt jeg husker, var det i 1969, og der var inviteret forfattere fra både Sverige og Danmark og så nogle litteraturstuderende fra Århus Universitet. Dan var en anden type dengang, han gik rundt i islandsk sweater og fløjlsbukser – det var sådan bohémeuniformen – og vi fandt hurtigt sammen.

– Vi var begge fra ikke-akademiske miljøer, og vi fandt, at nogle af de litterater, der holdt foredrag, var meget opstyltede og gik alt for vidt, når de tegnede modeller og diagrammer på tavlen, hvor de analyserede nogle bittesmå digte og kunne få fantastisk meget ud af det. Jeg tror, det var en skepsis, vi begge beholdt hele livet. Efter det møde begyndte vi at korrespondere og sende tekster og breve til hinanden.

– Dan udgav på det tidspunkt nogle af sine digtsamlinger på Arenas Sub-Pub. Jeg mener endda, at han selv lavede nogle af dem inde i Huset i Magstræde, hvor der var opstillet duplikatorer, så man selv kunne gå og lave sine bøger. Han skrev hele tiden, uanset hvor han var. Hver dag skrev han noget. Ligesom vi andre har hår og negle, der vokser ud, voksede der tekster ud af ham. Meget af det var selvfølgelig noget usorteret noget, men man var ikke i tvivl om, at han havde talent.

Trykt på Manjana Prints
Sammen med Peter Laugesen og Erik Liljenberg lavede du og Dan nogle samarbejdsprojekter, en slags kollektive skriveværksteder, som resulterede i nogle håndlavede tidsskrifter i stærkt begrænsede oplag med titler som Manjana eller Bardo. Hvordan oplevede du de møder?

– Jeg husker specielt en seance, vi havde hos Erik Liljenberg i København. Ligesom jeg kom Erik Liljenberg fra Århus og var flyttet til København i begyndelsen af halvfjerdserne. Til den pågældende seance var både Peter Laugesen og Dan inviteret, og så sad vi en søndag eftermiddag, hvor solen skinnede udenfor i en grad, så vi måtte rulle gardinerne ned, og forsøgte at skrive sammen. Manøvren gik ud på, at vi alle sammen skulle skrive det, som lige faldt os ind i øjeblikket – altså automatskrift eller stream-of-consciousness. Man skulle ikke overveje noget – bare skrive. Det var meget mærkeligt for mig, for jeg plejer sådan at tænke lidt over det jeg skriver og pusle lidt med det. Men for Dan var det meget mere naturligt, og for Peter Laugesen var det totalt naturligt.

– Det, der skulle komme ud af det den eftermiddag, var et hæfte, som skulle have heddet Manjana. Det var sådan et stikord, vi havde, og som blev brugt til mange ting. "Manjana," sagde vi om alt muligt. "Det kan vente til i morgen." Og sådan var det også med skrifterne. Men vi fik dog noget fra hånden, og den dag kom hæftet til at hedde Bardo [april 1972]. Det blev trykt på Manjana Prints – hvilket blot dækkede over, at det blev kopieret – og så fik vi fire-fem eksemplarer hver.

– Jeg kan huske, at Dan i hånden skrev en passage, der handlede om min autografbog fra dengang, jeg var tolv år. Jeg havde skrevet til målmanden fra fodboldklubben Frem – Per Henriksen hed han, og han var i øvrigt også landsholdsmålmand. Per Henriksen havde pænt svaret mig og skrev: "Der er kun tre ting, som er fornødne, hvis man vil være en stor fodboldspiller – træning, træning og atter træning!" Og dertil skriver Dan så: "Ezra Pound ville have sagt det samme om poesien." Det er interessant, for i virkeligheden tror jeg ikke, at Dan selv skelnede mellem træning i at skrive og færdige bøger. Det, han skrev, skulle ud.

Popkunst og Anders And
Man må formode, at I også havde en fælles interesse for popkunst.Eksempelvis skrev I begge digte om Anders And?

– Der var jo et stort opgør i gang i halvfjerdserne mod den gammeldags kunst – ikke mindst modernisterne og kulturradikalisterne, som kun havde en vrængen til overs for den folkelige kunst. Sådan havde Dan og jeg det ikke. Jeg kan huske, at Dan vrængede den anden vej. Han vrængede for eksempel ad Leif Panduros tv-stykker, som var totalt populære dengang og lagde gaderne øde. Men Anders And, dét var i orden.

– Vi havde begge en fornemmelse af, at populærkulturen var en vigtigere del af den virkelighed,der omgav os, end de græske guder eller hvad det nu kunne være, andre digtere skrev digte om. Vi talte meget om de amerikanske popkunstnere – ikke mindst Roy Lichtenstein, som vi beundrede meget – og så kunne vi vældig godt lide en forfatter som Finn Søeborg, der slet ikke var accepteret af de finkulturelle.

Men der må også have været områder, hvor I litterært set var meget forskellige?

– Bestemt. Ud over de Beat-inspirerede, snakkende, rablende digte, hvor han koblede hjernen lidt fra og bare lod ordene løbe, skrev Dan også nogle meget syrede digte, som afspejlede den optagethed af stoffer, der var i tiden. I modsætning til mig røg han en del hash, og så gjorde han ind imellem det, at han tog et lsd-trip, låsede sig inde i sin lejlighed, trak telefonstikket ud og nedskrev alle de syner, der kom til ham. Det stod på med mellemrum i nogle år, faktisk op til omkring Karma Cowboy [1974], og så begyndte han pludselig at skrive nogle meget mere udadvendte digte.

Rejsen til de sibiriske sangsvaner
Samtidig med at I eksperimenterede med digte og kollektiv skrift, lavede Dan og du også nogle journalistiske rejseartikler sammen til Aktuelt og Hovedbladet?

– Efter at jeg var flyttet til København i 1970, udbyggede Dan og jeg vores venskab. Dan boede på Forhåbningsholms Allé, og jeg boede i Nansensgade, så vi snakkede sammen stort set hver eneste dag. Det udviklede sig så til, at vi tog på nogle rejser sammen. Den første var en lille kort tur over sundet til Hälsingborg. Dan havde hørt, at der fandtes nogle sibiriske sangsvaner derovre, som havde en helt speciel måde at sige 'rap' på, og den ville han frygtelig gerne optage.

– Den næste rejse var en tur ned gennem Alsace langs den bugtende flod i min og Hannes Austin Mini. Dan var jo meget høj, så han lå nærmest krøllet sammen omme på bagsædet sammen med Kirsten. I det hele taget virkede det dengang, som om han ikke befandt sig særlig godt ved at rejse. Jeg ved ikke, om han blev bedre til det med årene, men på de ture, vi havde sammen, virkede han noget ubekvem. Da vi var kommet til Paris, skete der nogle gange det, at når vi andre kom ned til morgenmaden, så kom Dan hjem ude fra byen. Han havde været rundt i byen hele natten og havde siddet forskellige steder og skrevet en hel masse.

– Den største rejse, vi havde sammen, varede en måned og gik til Algeriet. I Algeriets hovedstad fandtes en lejlighed, som forfattere kunne søge om at få lov til at bo i, og den havde vi fået. Det var en rejse, hvor stort set alt gik galt, og det er nok en af grundene til, at den senere kom til at fylde så meget i vores bevidsthed. Bortset fra at det selvfølgelig var spændende for sådan et par gutter i midten af tyverne at komme til Afrika.

– Først var der rejsen derned. Vi havde talt med Ivan Malinovski, som netop havde været i Algeriet, og han havde givet os et tips om, at det østtyske flyveselskab kun kostede det halve af de andre. Det passede os helt fint, for så skulle vi oven i købet mellemlande i Østberlin, og eftersom det lige præcis var den første maj, ville det jo være ekstra spændende. Men da vi kom derned, viste det sig, at vi havde misforstået et eller andet, eller havde fået nogle forkerte informationer – i hvert fald var flyet lettet. Og eftersom vi kun havde transitvisum til klokken tolv om aftenen, og der var tre-fire dage til det næste fly, måtte vi tage toget hjem til København og lægge en ny plan. Det var lidt flovt, så vi besluttede at ofre nogle dyre SAS-billetter for at komme af sted så hurtigt som muligt. Det gik også fint – lige indtil vi mellemlandede i Paris, hvor flyet var ved at tørne ind i et andet fly og i sidste øjeblik drejede ud og sank i mudderet ved siden af startbanen.

– Da vi kom til Algeriet, var vores bagage ikke ankommet – den kom dagen efter. Og da vi kom ind i lejligheden og ville brygge os en kop kaffe på en af de dér timeglasformede ekspressokander, gjorde vi et eller andet forkert, så kanden eksploderede, og der hang kaffe i loftet og på væggene og alle mulige steder. I samme øjeblik trådte konsulen og hans kone ind ad døren. Det var dem, der stod for lejligheden – så det var en lidt uheldig start.

Sorte pantere savnede cola
– En af grundene til, at vi gerne ville til Algeriet, var, at to af vores helte på det tidspunkt efter sigende boede dernede. Den ene var den amerikanske psykologiprofessor Timothy Leary, som Dan så meget op til. Den anden var Eldridge Cleaver fra de Sorte Pantere, og ham så jeg meget op til. Han havde søgt tilflugt i Nordafrika sammen med flere andre fra bevægelsen, som også var flygtet fra USA.

– Da vi kom derned, viste det sig imidlertid, at Leary netop var rejst til Schweiz efter at have været i husarrest hos de Sorte Pantere. Men Cleaver var der stadig, og jeg kan huske, at jeg stod på et torv midt i byen omgivet af arabere og ringede fra en telefonboks og fik ham i røret, og det første, han spurgte om, var, om vi havde nogen penge, de kunne få. Vi ville gerne skrive nogle artikler og lave nogle radioudsendelser om dem. Vi havde ingen penge, men vi fik så lov til at komme derud alligevel. Da vi kom ud til den villa, de havde fået stillet til rådighed som en slags ambassade, var Cleaver imidlertid rejst længere ned i Afrika, så vi mødte kun nogle af de menige medlemmer af de Sorte Pantere. Der var vel ti-tolv stykker, og de gik rundt og kedede sig gevaldigt. De kastede med dartpile og savnede coca colaerne hjemme i USA.

Pelsfrakke i Afrika
– En af dem, vi mødte, var en mand ved navn Don Cox. Han havde præsteret det kunststykke at flygte fra et fængsel i USA og så hi-jacke et fly og flyve til Cuba. Der havde cubanerne sendt ham ud i sukkerrørsplantagerne og arbejde – som de andre cubanere. Han følte, at det var ligesom at komme fra det ene fængsel til det andet, og så havde han hi-jacket et nyt fly og var fløjet til Algeriet. Der var også Eldridge Cleavers kæreste, som hed Connie Matthews. Og da hun så Dan og Kirsten, udbrød hun: "Gud, har jeg ikke set jer henne hos bageren på Gammel Kongevej?"

– Det viste sig, at hun i en periode havde boet i København og havde lagt mærke til Dan og Kirsten. Ikke mindst Dan var jo en type, man lagde mærke til, blandt andet fordi han holdt meget af en pelsfrakke, som han næsten altid gik med. Den havde han også taget med til Afrika, og det morede Kirsten og jeg os over. Hans teori var, at hvis den kunne holde kulden ude, så kunne den også holde varmen ude.