"Mit cpr.-nummer er XX, mit pasnummer er XX, min bankkonto er XX……Og hver eneste gang, man opsummerer en menneskeskæbne i tal, kommer de til at se meget ens ud. Og de er meget ens. Vi er alle sammen meget ens. Der er heller ikke noget usædvanligt ved mig. Der er kun én eneste lille ting, der gør, at jeg har et lidt ejendommeligt liv. Og det er, at jeg har et aldeles mærkværdigt job. Ikke bare et mærkværdigt job, men jeg vil gå så vidt som til at sige et bizart job. Jeg tror endda jeg vil sige, at det er et lettere perverteret job: Jeg er forfatter".

Med disse ord indledes Onkel Danny – portræt af en karma cowboy. Ordene er digterens egne, men de fungerer som et fint pejlemærke for indholdet af den ca. 70 minutter lange filmstrimmel, der skildrer Dan Turèlls liv fra vugge til grav.

Filmen er frem for alt en varm hyldest til digteren og mennesket Dan Turèll, men det er forfatterskabet, der danner rammen om fortællingen. I tre kronologisk inddelte afsnit, følger vi udviklingen i forfatterskabet fra midten af 60'erne, hvor han markerer sig som eksperimenterende digter i Københavns litterære undergrund, til 80'erne, hvor han vinder stor popularitet med sine humoristiske kriminalromaner om Den navnløse Journalist fra Vesterbro.

Filmen er baseret på arkivmateriale, billedmontager og udsagn fra familie, venner og kolleger. Langt de fleste af de retrospektive klip har vi set før, men de to instruktører byder også på hidtil ukendt og fortroligt materiale i form af smalfilm fra barndommen i Vangede og klip fra 1970'ernes kunstneriske undergrund.

Den uendelige skrift
"Jeg ved ikke engang, hvad det er, jeg siger. Jeg vil heller ikke vide det. Jeg kan ikke bruge det til noget, men jeg siger, hvad jeg kan sige, og jeg siger, hvad der er at sige. Jeg reproducerer bare mine øjne og hænder".

Således skriver Dan Turèll i den 250 ark lange digtsamling Sekvens af Manjana (1973), og denne endeløst flydende strøm af bevidshedsregistreringer, den ustandselige skrift, som han kalder den, var karakteristisk for hans værk i de sene 60'ere og tidlige 70'ere. I den periode dyrkede han sammen med Peter Laugesen en ærlig form for skriveteknik, som udmøntede sig i værket Dobbeltskrift (1973).

I sine mediemontager, der strækker sig fra de tidligere til de sene 70'ere skrev han om "alt mellem himmel og stenbro" og var ikke bange for at gå i clinch med datidens politiske korrekthed. Med sin forherligelse af amerikansk populærkultur provokerede han det akademiske parnas af venstreintellektuelle litterater, som foragtede den folkelige kunst.

Men Dan Turèll skelnede ikke mellem "god" og "dårlig" kunst. For ham var der ingen forskel på pop og kunst. "Der er 50 procent pop i kunst og mindst 50 procent kunst i pop", sagde han og skrev en kronik om Anders And i ét af datidens toneangivende litteraturtidsskrifter.

Danmarks hygge-provo
Fra midten af 70'erne tager Dan Turèlls forfatterskab en markant drejning. Fra at være sort og skumlende med en konsekvent "op-i-røven-med-det-hele"-attitude, begynder Dan Turèll pludselig at sige "ja" til livet, hverdagen og det banale, og det smitter af på hans værker.

Han var hyper-produktiv i de år, og Suzanne Brøgger erindrer, hvorledes han under et ophold i New York blev på på sit værelse på det legendariske Chelsea Hotel for at skrive i stedet for at gå ud og opleve byen. Han regnede ikke med, at han havde så lang tid tilbage at leve i, og han skulle nå at skrive alle sine bøger, inden han døde.

Litterære feinschmeckere betegner Karma Cowboy (1974) som periodens hovedværk, men det store, folkelige gennembrud kom i 1975 med romanen Vangede Billeder, der er en varm hyldest til barndomskvarteret Vangede. Bogen bliver en bestseller, og folket tager Dan Turèll til sig.

I nogenlunde samme periode opstår fænomenet "Onkel Danny". Dan Turèll forvandler sig fra avantgarde-digter til hele Danmarks hygge-provo. Han smider den islandske sweater, lader sig kronrage og maler neglene sorte. Danskerne skulle have noget "lir", mente han, men ikke mindst drejede det sig for ham om at skaffe sig noget medieomtale. Og dét fik han.

Men ifølge vennen og digteren Peter Laugesen var Dan Turèlls forhold til dette, sit eget selvbestaltede alter ego ikke uproblematisk. Turèll brugte sin Onkel Danny-figur som "et skjold".

Kriminalforfatteren
I begyndelsen af 80'erne erklærede Dan Turèll, at nu ville han være kriminalforfatter, og i 1981 kommer Mord i mørket, den første i rækken af en serie på 12 romaner om Den navnløse Journalist, der udforsker mordgåder i københavnske storbyjungle.

Med mord-serien introducerede Dan Turèll en langt højere grad af realisme i miljø- og personskildringerne, ned man ellers normalt ser på dansk. Bøgerne handler om almindelige mennesker liv i en ganske almindelig hverdag, og det er snarere stemningen end plottet, der bærer historierne.

I 1991 udkommer den første af i alt tre digtsamlinger, som bliver Dan Turèlls sidste, Himalaya Hilton (1991). Den følges op af Gud & Gokke (1992) og Tja-a Cha Cha (1993), som udkom efter hans død i 1993.

Længsel efter hverdagen
"Det er ikke nok at kunne digte på papiret. Man skal også kunne digte sit eget liv", sagde Dan Turèll. Og det gjorde han så. Han var et menneske, som ikke blot levede i kraft af, men også på trods af sine ord. Et menneske for hvem digtningen var den eneste, sande virkelighed, og som derfor havde svært ved at rumme den virkelighed, andre lever i.

"Jeg holder af hverdagen, hold da helt ferie, hvor jeg holder af hverdagen", messede han med tør stemmeføring og synkopisk hakkende rytmik, men ifølge hustruen Chili Turèll var den hverdag, han hyldede i sit værk, en hverdag, han drømte om og længtes efter. Det var ikke en hverdag, han levede i. Han var for rastløs, og rastløsheden blev på én gang hans velsignelse og forbandelse. Den drev ham til at skrive i døgndrift, men forhindrede ham samtidig i at finde hvile i sig selv og ro til at kunne leve i pagt med hverdagens endeløse strøm af gentagelser i længere tid ad gangen.

Seværdig dokumentar
Onkel Danny – portræt af en Karma Cowboy fremstår som en saglig, sober og seværdig dokumentar. Man kommer dog aldrig helt ind under huden på mennesket bag fænomenet "Onkel Danny", men det er utvivlsomt et bevidst valg fra instruktørernes side ikke at blive for nyfigne, ikke at gå for tæt på. Ambitionen har været at tegne et helstøbt portræt af mennesket, myten og digteren Dan Turèll, og det er lykkedes.

Dan Turèll var sit værk, og det er i værket, man skal finde nøglen til en dybere forståelse af mennesket Dan Turèll. Det giver derfor mening, at størstedelen af de ca. 70 minutters dokumentar omhandler hans forfatterskab. Alt andet ville være omsonst. Det ville med digterens egne ord blive en omgang "poppet og pappet lir", og det er netop denne "lir", instruktørerne vil til livs.

Dan Turèll blev mere kendt for sin aparte fremtræden end for sin litteratur. Myten kvalte digteren, men med denne lille, fine film får digteren nyt liv. Den leverer et varmt, hengivent og indlevende portræt, der giver mod på at opdage eller genopdage hans værk.

Turèll fortjener også at blive læst.