ANMELDELSE: Med Vilde engle færdiggør Ib Michael den trilogi, han begyndte med Blå bror i 2006 og fortsatte med Sorte huller i 2007. Bogen kan imidlertid sagtens læses som et enkeltstående værk.

Handlingen er sat i et delvist selvoplevet univers, hvor man følger fortælleren fra 60'erne og et stykke ind i det nye årtusinde. Der er mange dramatiske kvaliteter i bogen, lige som den til tider nærmer sig spændingen fra thrillergenren – komplet med den russiske mafia i en mindre birolle.

Den tager sin begyndelse i nutiden, hvor Tsunamien udsletter det meste af den verden, som fortælleren har søgt tilflugt i. For fortælleren bliver det en unik chance til at foretage et identitetstyveri og simpelthen udslette sin egen fortid. Det går imidlertid ikke helt efter hensigten.

Skridtbind og hemmelige mantra
En sideløbende fortælling foregår i 60'ernes Danmark, hvor fortælleren drevet af kærlighed til en kvinde lader sig indrullere i en gurubevægelse, som blandt andet kræver cølibat af deltagerne.

Noget, der ikke helt falder i fortællerens smag, men kærligheden gør at han holder fast i de guruordinerede skridtbind og det hemmelige mantra, som guruen har udstyret ham med. Det hjælper imidlertid også fortælleren til at lægge en fortid med syretrip og hash bag sig. Og både fortælleren og hans kæreste engagerer sig entusiastisk i opbygningen af en ashram i Jylland.

Det skal dog senere vise sig, at guruen er knap så idealistisk, som hans tilbedere forventede.

Namedropping
Sideløbende får vi fortællingen om fortællerens arbejde på Gyldendal, hvor han assisterer i leksikonredaktionen, og studier på universitetet, hvor han fordyber sig i indianske kulturer.

Især i denne del af bogen er der en del namedropping. Personer som Inger Christensen, Rolf Gjedsted og Hans Jørgen Nielsen optræder over alt i handlingen og giver bogen et præg af autenticitet og selvbiografi. Eller som et citat af Ib Michael på bogens bagside udtrykker det: "Alle erindringer er fiktion. Mine er romaner."

En stor del af bogen handler om fortællerens engagement i ungdomsoprøret. Noget der imidlertid mest af alt ender som en række kiksede og mislykkede happenings.

Autenticiteten som problem
Det interessante ved bogen er imidlertid, at netop autenticiteten er fortællerens grundlæggende problem. Han går med på tingene – men formår ikke at tage ansvaret for dem.

Man fornemmer, at han drives af den umulige kærlighed til en kvinde, der ikke vil have ham længere. Da de slår op, forsøger han fx med voldsom energi at engagere sig i den politiske sag, som interesser hende. Bare for at være sammen.

Det samme gør sig gældende med identitetstyveriet. Det er ikke en flugt fra verden, men en flugt fra sig selv, som hovedpersonen udfører ved dette. Det gør imidlertid ikke fortællingen dårligere. For netop det spil med forskellige identiteter og en søgen efter egen indre autenticitet er vel det, der om noget karakteriserer den moderne verden.

Og så gør det jo heller ikke noget, at Ib Michael skriver med en humor og dybde, som få andre af hans samtidige mestrer.

Et morsomt mellemspil
Der er til gengæld blevet tonet lidt ned for det mytiske og magiske indhold, som man ellers kender fra Ib Michaels skrivestil. Det er et langt mere realistisk univers, læseren præsenteres for.

Vi får dog et lille mellemspil, hvor fortælleren ved en fejl kommer til at gå ind i det rum, hvor Gyldendal opbevarer det kommende årti, 70'erne. Det er ret morsomt. Som det meste af bogen faktisk også er.