Med Nina Søs Vinthers første bog må man være klar fra start. I Hvis Helsinki får man ikke nemme svar, men en raffineret undersøgelse af sprog og erindring, som kun åbner sig helt for den aktive læser.

INTERVIEW: Vi har spurgt Nina Søs Vinther, om hun ville fortælle lidt om de idéer og overvejelser, hun har gjort sig med bogen.

Allerede i første kapitel, en slags trekantsdrama, der udspiller sig i flere forskellige former, opstår der – som hos karaktererne – en krise hos læseren, hvis man glemmer at være vågen og deltagende...

Hvad er det, der sker?
– Min strategi, da jeg skrev Hvis Helsinki, var, at jeg ville skrive en simpel historie, et kammerspil, som skulle foregå i omgivelser, jeg ikke selv kendte. Jeg ville ikke imødekomme

»Jeg ville tillade tekster, som ikke understøttede handling, for at skabe en kuperet læseoplevelse...«

de mere traditionelle forventninger om plot, psykologisk udvikling, logik og om et stabilt jeg i elementære omgivelser.

– Jeg ville tillade tekster, som ikke understøttede handling, for at skabe en kuperet læseoplevelse, som i bedste fald kunne kaste noget af sig til den aktive læser.

– På trods af den manglende psykologiske udvikling i fortællingen, betragter jeg den i høj grad som psykologisk. Som en krise. Men måske en positiv krise fordi man er nødt til at være åben og tillidsfuld som læser, for at få noget ud af læsningen. Det skaber krise at give slip på de rammer, som vi normalt navigerer efter.

Bevægelsen som strukterende princip
Hvilke idéer ligger bag bogens struktur?
– Jeg ville prøve at lade det strukturerende princip være en bevægelse: oppefra og ned. Dels fremstiller jeg det i en tekst, at den rette bevægelse er oppefra og ned, og alle beskrivelserne af scenografierne begynder i loftet og bevæger sig ned. Ligesom digte er en punktuel oplevelse, som er vertikal og romanens er horisontal.

– Flere steder er jeg også inde på, hvorledes de horisontale betragtninger er som fremmedlegemer i fortællingen. Konkurrencesvømmeren Jani skal ud af teksten, fordi han er kendetegnet ved det horisontale og det timelige: bevægelsen i svømmebassinet på tid. Mens det vertikale, øjeblikket, er det centrale.

– Den vertikale bevægelse er for mig en kamerabevægelse, et digt, og et punkt uden tid. Jeg var klar over, at den vertikale bevægelse måske ikke var åbenlys. Men hvorfor ikke have den som gennemgående struktur? På film, kan kamerabevægelser og måder at klippe på jo være lige så regelbundne, meddigtende og strukturerende som fortællingen.

Håb og illusion i teksten
I første kapitel hører vi om kvinden Amo og hendes forhold til to forskellige mænd. Hvad er det for problemer, hun står overfor?
– Jeg syntes, det kunne være interessant at lade hovedpersonen være en kvinde, som skulle vælge mellem to mænd, uden etiske og moralske overvejelser. At hun på sin egen måde også skulle være løsrevet fra tid og et traditionelt syn på et feminint jeg.

– Af gode grunde har vi mennesker en tilbøjelighed til at ville undgå desillusion og håbløshed. Selvom begge

»En læser, som leder efter plot og psykologisk udvikling, lever i illusion og håb.«

dele forhindrer os i at være i verden, som den virkelig ser ud, og dermed være frie til at være aktive, vågne og tilstede. Amos karakter er en illustration af den tilstand, illusion og håb afkaster. En læser, som leder efter plot og psykologisk udvikling, lever i illusion og håb.

– Jeg lever selv med disse to tilstande. Men jeg er også meget bevidst om, hvordan de kan hæmme mig i at være tilstede i nuet, være i kontakt med mig selv og forhindre mig i fri livsudfoldelse.

Offer, redder og krænker
I andet kapitel er hovedpersonen også en kvinde, den yngre A. Hvordan ser du forholdet mellem hende og Amo?
– Der er nogle lighedspunkter mellem Amo og A, selvom de også har forskellige ærinder. De er begge to karakterer i fortællinger uden kærlighed, de er ikke i kontakt med sig selv og har selvdestruktive strenge. De indgår i et spil, som hedder: offer, redder og krænker. Og ingen af dem evner at se, at de er brikker i dette spil og stille sig udenfor det.

– Men der er tilsyneladende også gevinster for dem, ved at blive i spillet. Amo kan leve i håbenes drømmeverden, og lade sig forføre igen og igen, starte forfra, uden kontinuitet. Og A udnytter sin magt til at manifestere sig selv og indirekte underkende de regler, som er stillet op for den verden hun lever i.

– A vil gøre oprør med alle de magtfaktorer, som styrer det liv, hun er placeret i. Jeg synes, det er interessant, at A har en seksuel magt, uden at være forfører, madonna, luder, femme fatal og hvad det nu alt sammen hedder. Hun er ikke interesseret i at udnytte sin magt til andet end at vise hele verden, at hun gerne ville være et andet sted. Hun synes vel at hendes magt er gennemskuelig og latterlig.

En hæsblæsende strøm af sætninger
Bogens tredje og sidste kapitel tager form som en hæsblæsende strøm af udsagn og erkendelser. Hvad er det, der sker i denne flygtige sammenblanding?
– De tre kapitler er forskellige felter for undersøgelse. Hvor første kapitel i høj grad går på fortællingens komposition og andet kapitel vel nok er en traditionel novelle, så var min intention med bogens tredje kapitel at undersøge muligheden for at sige nogle ting på ny ved fx at skrive sætninger som på en måde har mistet betydning, fordi de er blevet gennemtærsket og misbrugt.

– "At sige noget fra hjertet", den sætning

»Jeg ville skrive nogle sætninger i nogle omgivelser, så de måske kunne suge noget kraft fra sine sidemænd...«

kaster ikke meget af sig – er ikke varm nok, har ingen friktion, fordi vi har udhulet den. Alligevel ved jeg, fra mit arbejde som psykoterapeut, at sproget er uhyre vigtigt, når man arbejder med blokeringer og traumer.

– Der kan være én sætning, som er sand for klienten, og den stærkeste for klienten, selvom sætningen fra et litterært synspunkt er kedelig. Det synes jeg er vildt – hvad skal der til, for at vi mærker sproget i os? Hvordan er det, at vi bliver immune overfor dét, som politikerne rent faktisk siger. At vi lader deres sprog glide ind uden modstand.

– Jeg ville skrive nogle sætninger i nogle omgivelser, så de måske kunne suge noget kraft fra sine sidemænd og få liv igen.