Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 26.8.2009
[Opdateret d. 26.8.2009]

ANMELDELSE
Karsten Wind Meyhoff:
Forbrydelsens elementer
Kriminallitteraturens historie fra Poe til Ellroy
Faglitteratur
455 sider
Kr. 349,-
Informations forlag
Udkommet 7. maj 2009

 

Af
Palle Juul Holm




Omslag til bogen

Karsten Wind Meyhoff
Er født 1975, ph.d.-stipendiat ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet.

Har været redaktør på flere bøger, bl.a. medredaktør på udgivelsen Mellem ørerne (2004) – om Per Højholts mediekunstneriske praksis.

Ansvarshavende redaktør for kulturmagasinet Lettre Internationale.



*

RELEVANTE LINKS:

Besøg Karsten Wind Meyhoffs hjemmeside...

Hør et indslag på P1 Morgen d. 13. maj 2009 med Karsten Wind Meyhoff – "Alle elsker krimier"...

Læs nogle krimiartikler af Karsten Wind Meyhoff på litteraturnu.dk, hvor han er skribent...


  Grundigt arbejde

Vor anmelder er temmelig skuffet over valg og fravalg i ny indføring i kriminallitteraturens historie. Alligevel anbefaler han bogen, for hvor den tager fat, dér gør den det godt.

ANMELDELSE: Der må være investeret imponerende mange arbejdstimer, flid, research og en igennem mange år ophobet paratviden i Meyhoffs kombinerede genrehistorie og guide om krimilitteraturen.

Man gætter – og håber – på, at det har været en hjertesag for forfatteren. I modsat fald måtte der være tale om en umenneskelig opgave.

Britisk og amerikansk litteratur
Nå, men selvfølgelig er der ikke tale om en gennemgang af verdens samlede kriminallitteratur: Fokus er lagt på den britiske og nordamerikanske litteratur, ligesom forfatteren også på andre punkter har trukket linjer op for opgaven og gjort den overkommelig for læseren og sig selv.

Det fremgår allerede af bogens introduktion, som det på det kraftigste kan anbefales, at man som læser rent faktisk begynder med for at undgå de frustrationer, der opstår, når man forgæves leder efter sine yndlingsværker og -forfatterskaber.

Forfatterskaber i stedet for enkeltværker
Jeg er ikke lige begejstret for alle de valgte begrænsninger, men må klart indrømme, at begrænsninger under alle omstændigheder har været nødvendige.

Udover fokuseringen på den engelsksprogede litteratur har Meyhoff valgt i højere grad at behandle forfatterskaber end enkeltværker, undtagen hvor disse som fx Poes Mordene i Rue Morgue eller Wilkie Collins' Månestenen har været med til præge eftertidens kriminallitteratur.

Ligeledes foretrækker Meyhoff også at beskæftige sig med forfattere, der har så stor en produktion bag sig, at de har nået at skabe serier, idet sådanne er bedst egnet til at udfolde det særlige "univers", der befinder sig omkring hovedpersonen. Men hvorfor det mon er så vigtigt at få dette univers så detaljeret beskrevet, kan man så spørge sig selv...

Intet afsnit om danske bøger
Da Meyhoff heller ikke anser dansk kriminallitteratur for at eje et så markant nationalt særpræg, at den har fortjent et afsnit for sig, men henvises til omtale i forbindelse med internationale (læs: anglo-amerikanske evt. nordiske) strømninger og epoker, må danske fans også gå forgæves efter artikler om fx Dan Turèll, Henning Mortensen, Poul-Henrik Trampe og Flemming Jarlskov.

Retfærdigvis skal det dog siges, at en af den danske krimilitteraturs fædre, Palle Rosenkrantz – ham med Hvad skovsøen gemte – får en ganske fyldig omtale.

Markante forfattere mangler
Emneområdet er så omfattende, at det er klart, at den slags beskæringer har været nødvendige. Men det kunne med god ret diskuteres, hvor der skulle have været skåret. De beskæringer Meyhoff har valgt, er i hvert fald ikke uproblematiske.

Fravalget af fx tyske, spanske, italienske og andre eksotiske forfattere har således udelukket en af den tysksprogede krimis mest markante skikkelser, schweizeren Friedrich Glauser (1886-1938). Så markant, at man har opkaldt en kriminallitteraturpris (imponerende ord!) efter ham – men først og fremmest er Glausers serie med Kriminalkommissär Studer en forløber for den socialt indignerede krimi, vi ellers skal hinsides Agatha Christie og Dorothy Sayers for at møde.

Det samme anglofoni-kriterium spærrer også så effektivt som nogen udlændingeservice en af de mest lovende af de unge tyske krimiforfattere, Gisa Klönne, ude. Hvilket er temmelig ærgerligt.

Kravet om stor produktion
Kravet om, at forfatterne skal have så stor en produktion bag sig, at der kan blive tale om en serie (eller flere) og i hvert fald et "univers" omkring mesterdetektiven, kommer til at ramme de interessante, men ikke specielt produktive, forfattere – samt de nye, der endnu ikke har nået at skabe universer og serier, skønt deres værker er opmærksomhed værd.

Her kunne man nævne irske Tana French, hvis roman Skoven er en af de mærkeligste, mest magiske krimier, jeg personligt har læst i de sidste år, samt Arthur Philips, hvis Egyptologen i al sin forrykthed er svær at få ud af hovedet. Besynderligt er det også, at den nok mest talentfulde af de nye svenskere, Johan Theorin, der med sine to oversatte romaner fra Öland allerede har kreeret kimen til en serie, ikke er kommet med.

Behøver vi vide mere om Hercule Poirot?
Jeg havde altså hellere set, at nogle af passagerne om de mest kendte forfattere og værker (og deres persongalleri) var kommet på slankekur. Mens de skæve, sære og/eller lidet produktive forfattere er var blevet lidt mindre stedmoderligt behandlet.

Som bogen fremtræder nu, er den en detaljeret og grundig gennemgang af den krimihistorie, hvis grundtræk vi alle sammen har en fornemmelse af. Og hvor meget mere end det, vi allerede ved, behøver vi egentlig at læse om Hercule Poirot og hans ulidelige "små grå celler"? Han har lagt navn til en fremragende belgisk porter, men ellers... glem ham!

Hjerteligt velkommen
Efter denne sure optakt – og et tip om at Dostojevskij er anbragt forkert i værk- og forfatterlisten – må jeg dog sige, at opslagsbogen skal være hjerteligt velkommen.

Dér, hvor Meyhoff tager fat, er han respektindgydende i sin gennemgang af krimi-historiens perioder, dens vigtigste navne og værker og disses dobbelte prægning af dels, synkront, tidens politik, økonomi og kulturstrømninger – og dels, diakront, den oprindelige (af Poe lancerede) krimi-struktur, der ligger indlejret i næsten alle værkerne (og måske i forfatternes underbevidsthed) som en slags kriminalromanens mitokondrieceller.

Bogen er et must for enhver med interesse for feltet, så køb den, lån den på biblioteket eller oplev atmosfæren fra krimibøgernes verden på tæt hold – og stjæl den!

[ t o p ]       [ h j e m ]